Hej du, ja dig der. Hvad vil du? Kritisere? Finde fejl? Fluekneppe? Fuck dig. Pis af. Du er ikke velkommen her.
Jeg var så begejstret over Undertaker I og II, at jeg med vilje har ventet med læsningen af den nye Undertaker, den med titlen Slagteren fra Sutter Camp. Med vilje fordi jeg så nødigt ville skuffes.
Og nu hvor albummet er læst og fordøjet, sådan på hurtigmåden, og så dernæst mere indgående og grundigt. Ja, så sidder jeg tilbage med cowboyhatten glad, der ER krudt i bøssen og magien intakt. Slagteren fra Sutter Camp er en værdig follow up til de to første, og forlaget Shadow Zone har simpelthen fundet en moderne perle. For mig er der ingen tvivl. Inden for sin genre er Undertaker et smukt tårn, næsten helt i samme kaliber som fx Blueberry, Red Kelly og hvad de ellers hedder. Det kan sagtens hænde, at det endnu er for tidligt at udnævne Undertaker til et moderne mesterværk, for det ER jo store voldsomme ord, så det kvier jeg mig for.
Men bestemt en markant udgivelse. Velkommen og kærkommen.
Først og fremmest fordi tegningerne er sublime. Bagerst i det 60 sider lange album er der sorthvide skitser, og skal jeg finde og fluekneppe anker, så er det at skidtet, altså selve hovedhistorien er farvelagt. Ja, det skaber da noget læseflow og genererer noget stemning og er flot og stemningsskabende, men jeg tænker, at man for alvor kunne nyde streger og tegnekunst, ophøje læsningen, hvis disse farver kun blev sorte og hvide. Det er franskmanden Ralph Meyer der står for illustrationerne, og det har tilsyneladende hele tiden været meningen, at der skal farver på. Ralph er selv med inde over, så jeg skal nok bare synke spyttet, klappe kaje og nyde. For dylan da. Han tegner godt.
Manus er også godt. Solidt og godt. I det vilde vesten er der jo også kvinder, og også de spiller en rolle her i 3’eren. Heldigvis aldrig så anmassende og irriterende som man kunne frygte, og den der pingpong mellem to smukt tegnede personer, med bryskhed dækkende over med garanti spirende knalderi, bliver aldrig ulidelig eller generende.
Dog – jeg kan altså ikke se, sådan for alvor, hvorfor vores hovedperson ikke bare smider dem af porten. Javist, de kan bruges, som der skrives, til et hurtigt bj eller andet, men oftest er de det svageste led. Som i albummets afslutning.
Nå. Det som er så fedt er, at vores hovedaktører stadig har lig i lasten og endnu ikke er komplette i indre design. Den dybde som nogen gange er nødvendig for at kunne holde af eller det modsatte og identificere, den er stadig på vej. Vores main man, Jonas Crow, er som et puslespil og vi mangler stadig brikker. Det skaber nysgerrighed. Sympati er der masser af, egentlig underligt, for han er jo en barsk og resolut herre med blod på hænderne, Crowmanden. Og undervejs i albummet stilles der også gode spørgsmål. Hvem er god? Sandheden er som bekendt lavet af gummi.
Men altså, Crow. Han er vel bare prototypen på den figur vi alle idealiserer, en handlingens mand som grønspættehjælper gangbesværede over gaderne, så de undgår at blive pløjet ned af hurtige køretøjer. Måske er det sådan, at vi især i westerngenren har brug for en der står op. En John Wayne, en John McClane. En helt.
Smart er det også at kridte banen op med en lort af en skurk. Vi elsker at hade psykopaterne. Deres misgerninger vækker gru og skaber distance, og pludselig fremstår selv vi, men alle vores fæle træk, som et helt godt menneske. Og Slagteren er satme en satan. Han volder smerte og kan lide det. Anslaget i starten med store knive og den slags, efterfulgt af offerets hjerteskærende skrig. Det er sådan noget, jeg kan lide. Jeg gider ikke filmsede damer, lirede smalltalks eller andet der rokker ved hvor vildt det vilde vesten var. Og så kan han tale. Ord er det værste våben, og slagteren er har den der charmerende udstråling og kan tale. Hvordan ser den onde ud, spørges der også i albummet? Ja, hvordan. Horn og den slags, eller taler vi slebne tungebånd?
På den facon er Undertaker lige mig. Giv mig skurke og ondskab. Dystre stemninger og silende blod. Ja.
Handlingen er denne:
Vores helt, Crow, som altså ikke alene er bedemand, han har lig i lasten. De åbenbarer sig lidt hen af vejen, og som jeg nævner ovenfor, så er han stadig lidt in cognito. Vi ved ikke så pokkers meget om hans fortid, men nok. Han har blod på hænderne. En rig ældre herre er lige ved at afsløre coveret, og vores trio, Crow og den smukke barske rapkæftede darling og den bistert udseende kinadame må flygte. Men vores ven vender tilbage, kun for at skabe endnu mere ballade. Der er skud, brand og flugt. En oberst, eller senil gamling, har et regnskab at gøre op. En søn er væk, det samme er en arm. Skurken? Albummets titel: Slagteren fra Sutter Camp, og det HAR også noget med vores hovedpersons fortid at gøre. Confused? Det behøver du nu ikke. Fortællemæssigt er det lige ud af landevejen. Alt forklares om end puslebrikkerne stadig mangler. Handler det så om retfærdighed eller hævn? Det ved vi ikke endnu.
Ham der slagteren finder man, og så sker der ting og sager. Jeg røber ikke mere. Men slutningen er ikke en slutning og til efteråret er der endnu en Shadow Zone udgivelse ved navn Undertaker. Ikke ringe.
Der er ikke så meget at komme efter. Det er en lækker udgivelse, et plot uden dikkedarer og man trættes ikke af dialogen. Fonten er lige vel lav efter mine gammelmandsøjne at dømme. Så der er dømt læsebriller.
Coveret er kedeligt og giver ikke antydning af den spænding og stemning der er i historien. Alt sammen flueknepperier og jeg ender på en god solid 5’er i tromlen.
Titel: Undertaker – Slagteren fra Sutter Camp
Forlag: Shadow Zone Media
Format: Album, hardcover, 54 sider i farver samt ekstrahejs til sidst
Tekst: Xavier Dorison
Illustrationer: Ralph Meyer
Oversættelse: Vigan
Pris: 169 (men jeg er ikke sikker)
Isbn: 978-87-92048-12-7