I over 25 år har Carsten Graabæk fornøjet avislæsere i Danmark og udland med sin morsomme, skarpe og satiriske stribe om den lille naive og smådumme Statsminister, der, sammen med Departementschefen og flere andre mere eller mindre elskværdige figurer i kulisserne som biskoppen, dronningen, højesteretsdommeren, imamen og selveste Gud, ufortrødent bevæger sig igennem det politiske landskab.
Serieland har taget en lille snak med Statsministerens far, hvor vi kommer ind på lidt af hvert, lige fra Falklandskrigen til kvindeunivers og Muhammedkrisen.
Carsten Graabæk havde en forholdsvis sen debut på tegneseriescenen. Det var først i 1982, i en alder af 34 år, at han fik afsat sin stribe til PIB. Graabæk er oprindelig cand.mag. i engelsk og dansk, og underviste i engelsk på gymnasiet, men blev i 1982 fyret, hvilket passede ham ganske fint. ”Gymnasiestrukturen var dengang stærkt antikveret, og jeg var faretruende tæt på at blive en lektor Blomme” – fortæller Graabæk. Samtidigt kørte den britiske tvserie Yes Minister, og den var noget af en åbenbaring. ”Tænk, at der kunne laves en sitcom over noget så kedsommeligt som politik.” Oveni det brød en operettekrig ud mellem England og Argentina om Falklandsøerne. ”Det gamle ikon fra Anden verdenskrig, Vera Lynn (We’ll meet again), blev gravet frem og en patriotisk sang blev skrevet til hende, og den upopulære premierminister Margaret Thatcher røg nu til tops i vælgerratings, for nu var jernladyen forvandlet til nationens redning. Men så blev det argentinske hangarskib ”Belgrano” ramt af en britisk fuldtræffer, og adskillige hundrede mand brændte ihjel. Operettekrigen var forvandlet til et slagtehus. Alt dette tilsammen gav mig ideen til at blande munter satire sammen med blodig alvor”.
Sidst i 70’erne udskrev Politikken en tegneseriekonkurrence, hvor Carsten Graabæk indsendte serien Aftenlandet, som dog tabte. I 1982 prøvede han igen med den samme serie, denne gang sendte han den til PIB, som lavede en markedsundersøgelse på den, og den indhøstede prædikatet studentikos. ”Dén sved, men det var sikkert helt rigtigt. Historiens holdning var voldsomt politisk korrekt, og politisk korrekthed er ubærlig i større doser.” PIB’s redaktør Paul Schiøtt foreslår dog Carsten at omdanne Aftenlandet til en daglig stribe, -”med en afsluttet, daglig satire kan man bevæge sig frit i det politiske spektrum og slå ned netop der, hvor der er behov for satire” fortæller Graabæk, og således fødtes ”Som landet ligger”, som striben hed i starten. Det var Carsten Søndergaard, som på det tidspunkt arbejdede på Interpresse, der senere fandt på at kalde den Statsministeren.
”Det har vist sig at være en holdbar idé at anbringe en idiot i magtens centrum og så se, hvad der sker”, fortæller Carsten Graabæk, ”Jeg må understrege, at figuren er rent fiktiv og naturligvis ikke har den fjerneste lighed med nulevende eller afdøde statsmænd, og slet ikke mig selv. Derimod er departementschefen mig.”
Selvom vi måske ser Statsministeren som en ærkedansk stribe, er det faktisk lykkedes at sælge den til andre lande. Striben har kørt i Holland, England og USA, og kører lige nu i både Sverige, Norge og Finland. ”Jeg bliver til stadighed forbløffet over hvor ens de nordiske lande er. Vi roder alle rundt med kikset asylpolitik, håbløse boliglån, Talent 2008, højreekstremister, restriktiv rygepolitik, høje og siden lave benzinpriser, og ikke mindst en finanskrise.” siger Graabæk.
Til spørgsmålet om, hvem der er den typiske læser af Statsministeren, siger Graabæk: ”Min moderavis er B.T., og jeg har endnu ikke mødt den håndværker, bankassistent, strisser, landmand eller nabo, som ikke kender striben. De er mit segment, og det har jeg det fortrinligt med. Oppe i det kulturradikale segment er jeg derimod så godt som ukendt, og det har jeg det også storartet med. Det giver mig frihed til at være politisk ukorrekt så meget jeg lyster.”
Carsten Graabæks statsminister har vist sig langt mere slidstærk end de folkevalgte. ”Jeg startede en uges tid før Anker Jørgensen gik af, og jeg plejer at sige at sådan var den nu ikke ment. Siden kom Schlüter til i ni år, så Poul Nyrup i syv år, og nu hænger vi på Anders Fogh. Jeg plejer også at sige at jeg har slidt tre statsministre op, og at den nuværende viser synlige tegn på metaltræthed. Men min statsminister glider (forhåbentlig) umærkeligt fra den ene statschef til den anden, for hans politiske holdning er hårdnakket opportunisme.”
Hvis man tror at en mand der lever af at lave tegneserier, selv er den store serielæser, tager man fejl. Graabæk er vokset op med Carl Barks, som han betragter som tegneseriens Mark Twain, og dér er han, efter eget udsagn, blevet stående. Dog læser han den Gary Larsson-inspirerede Wulffmorgenthaler med stor fornøjelse.
En avisstribe skal sige læseren et eller andet. Den kan enten give ham eller hende ret, provokere, forarge eller blot fornøje, men den må aldrig spilde læserens tid. Der er alt for mange komplet ligegyldige amerikanske serier, som har sat sig på spaltepladsen, blot fordi de er billige. ”Jeg kunne ønske mig et salgsapparat, som kunne markedsføre unge danske talenter – og ikke mindst unge muslimske talenter”.
I 1990 vandt Carsten Graabæk Ping-prisen, for sit arbejde med Statsministeren. I den anledning blev den overrakt af daværende statsminister Poul Schlüter. ”Det var spændende at møde Poul Schlüter. Dengang kunne jeg ikke drømme om at stemme på ham, men han er et menneske man sagtens kunne hygge sig med over en kølig pilsner. Ping-statuetten er rigtig flot, og det er betryggende at have et stumpt våben i messing, hvis man en nat skulle overraskes af indbrudstyve.”
Når man skal producere en ny stribe hver dag til avisen, kunne man forestille sig at man på et tidspunkt løb tør for ideer – men skriveblokering har aldrig været et problem for Graabæk. ”Vore folkevalgte er ret flinke til løbende at forsyne mig med materiale, men selvfølgelig er der tidspunkter hvor det kniber, nemlig når der kun er én ting på programmet, f.eks. op til et valg, eller 11.9.2001, eller som nu finanskrisen. Jeg leverer hver onsdag til B.T., og de påbegynder så ugens sending dagen efter. Samtidig sendes striberne til oversættelse, så resten af norden får dem ugen efter. Det er vigtigt for striben at jeg er godt fremme i skoene, men samtidig giver ugefrekvensen passende ro, så sved på panden kender jeg ikke til – i hvert fald ikke i den anledning.”
Bliver man ikke træt af den samme figur og serie efter 25 år, kunne man foranledes til at tænke, men svaret er her et klart nej fra Graabæk. ”Jeg tror aldrig jeg bliver træt af den stupide gnom til statsminister. Hvis man udstyrer en figur med tilstrækkeligt mange skrøbeligheder, kommer man til at holde af den. Tænk blot på hvor populær Anders And er, og hvor kedelig Mickey Mouse er. Serien som sådan er jeg heller aldrig rigtig blevet træt af. Hvis jeg af og til synes at jeg har været for længe i samme spor, kan jeg bare skifte retning. Det tror jeg både læseren, serien og jeg selv har godt af.”
Men det er ikke kun politik og embedshumor Graabæk beskæftiger sig med. I Søndags B.T. i 1984 startede han striben Mig & Mor, hvor han skiftede minister/vælger forholdet ud med mor/barn forholdet. I dag kører den troligt videre i Fyens Stiftstidende og Helsingin Sanomat. ”Det er ganske underholdende at beskæftige sig med et kvindeunivers,” fortæller Graabæk.
Selvom Graabæk har beskæftiget sig med flere forskellige striber, har han indtil videre holdt sig fra det traditionelle album marked, med én længere historie. ”Jeg har indtil nu med held bekæmpet den lyst. Jeg er bange for at løbe ind i alt for mange overvejelser om struktur, fortællestil og historiens egentlige formål – og så er der selvfølgelig det med tiden..!”
I 2005 offentliggjorde Jyllands-Posten de tolv famøse Muhammedtegninger, som senere skulle gå verden rundt til stor frustration hos mange – både muslimer og danskere der ikke ønskede at være i stormens øje. Carsten Graabæk var selv blevet inviteret til at deltage af Jyllands-Posten, men afslog. ”Jeg afslog fordi jeg ikke har noget udestående med Profeten. Jeg kender ham dårligt nok. Hvis jeg skal lave satire, må jeg have et eller andet forhold til emnet. Endvidere troede jeg ikke på påstanden om at ingen tegner, under eget navn, ville illustrere Kåre Bluitgens børnebog om Profeten. Man kunne jo starte med at spørge folk. Siden hen blev bogen da også illustreret og udgivet i al ubemærkethed.”
”Hvad hele forløbet angår, undrer det mig at Jyllands-Postens udgangspunkt, formodningen om selvcensur, blev gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. Selvcensur forudsætter netop ytringsfrihed. Når man udøver selvcensur vælger man at holde sin kæft når ordet faktisk er frit. Jeg tror at Jyllands-Posten (bevidst) rodede begrebet sammen med den tavshedspligt, som eksempelvis læger, præster og kommunale sagsbehandlere er pålagt. De har fået deres ytringsfrihed beskåret – i embeds medfør. Forbløffende nok lykkedes det J-P at få meningsdannere og hjemlige såvel som internationale politikere og, værst af alt, islamister til at hoppe med på fejlslutningen. Vrøvlet trængte endog langt ind i FN-systemet. Tragisk nok kan man den dag i dag høre det samme vås gentaget af ellers ansvarlige politikere. Man aner næsten en konspiration: Det passer både islamister og vestlige politikere fint at føre hellig krig mod hinanden på grundlag af det simple modsætningspar fornærmelse af Profeten kontra ytringsfrihed” –forklarer Graabæk.
”Det er kreperligt at Danske Bladtegnere ikke benyttede denne enestående lejlighed med international bevågenhed til at åbne en principiel debat om satiretegningens vilkår. Vi accepterer rask væk alskens politiske korrektheder, som lægger snævre bånd på satirens fri udfoldelse, ud fra en (misforstået) hensyntagen til diverse minoriteters sarte følelser, men når en minoritet, som i dette tilfælde herboende muslimer, rent faktisk får deres (religiøse) følelser krænket, himler vi op om ”knægtelse af ytringsfriheden”. Vi accepterer altså rask væk begrænsninger af satirens fri udfoldelse, så længe vi selv fastsætter begrænsningerne, men ”perkerne skal fanme ikke komme her og pådutte os noget”. Vi vil forfærdeligt gerne beskytte minoriteterne, men kun så længe vi har krammet på dem. Så snart de selv samme minoriteter ytrer kritik af vores verdensbillede, er fanden løs,” afslutter Carsten Graabæk.
Carsten Graabæk blev i oktober 2006 inviteret til at præsenterede en række holdninger til tegninge-krisen under Cartooning for Peace-seminaret i FN’s hovedkvarter i New York, hvor daværende Generalsekretær Kofi Annan holdt åbningstalen.
Statsministeren kører hver dag i B.T., og er i tidens løb opsamlet i 24 albums.
LINK: Carsten Graabæk
LINK: BT