Erwin Neutzsky-Wulff

I anledning af udgivelsen af forfatteren Erwin Neutzsky-Wullfs, og tegneren Jørgen Bitschs, satiretegneserie ”LAWMAN”, som udkommer onsdag d. 3. december, har Serieland fået strikket et lille interview sammen med forfatteren, som har været på banen i snart 40 år, og er manden bag en række både skønlitterære og faglitterære bøger, med filosofiske, etiske og især okkulte emner og motiver. Desuden har han været bidragyder til flere tidsskrifter og været redaktør på et par stykker. Han skrev bl.a. noveller til den berømte hedengangne horrortegneserieantologi GRU, har virket som filmanmelder, og er nu også skribent på Serieland -blandt utallige andre ting.

Serieland har valgt, meget naturligt, at fokusere på forfatterens forhold til tegneserier, som nok er en smule anderledes end den gennemsnitlige moderne danske serielæsers, idet han holder sig udelukkende til serier fra mediets såkaldte guldalder.

Vi håber at Neutzsky-Wullf både kan vække til nysgerrighed omkring et par tegneserieperler, samt gerne også provokere til overvejelse af eventuelle vanetanker omkring seriernes form og indhold. Vi håber naturligvis på respons og diskussion, og på at uenighed i synspunkter ikke BEHØVER føre til skrig og skrål.

Serieland: Jeg kan forstå, at du sætter stor pris på Gray, Gould og Bob Kane’s Batman?

Erwin Neutzsky-Wulff: Jeg synes nok ikke, Kane er i helt samme klasse som Gray og Gould – vi taler trods alt her om tegneseriens Tolstoj og Dostojevskij. Det pudsige er jo, at de værker, der med nogen ret kan kaldes kunstværker, alle sammen stammer fra perioden før 1960, altså før nogen kom på den tanke at kalde serier kunst.
Det er naturligvis ikke så underligt – når Shakespeare og Michelangelo er kunst, skyldes det netop, at de opfattede sig selv som håndværkere. Du kan ikke nå højere end til at være en dygtig håndværker, hvad enten du er snedker eller forfatter, og jeg er da også ganske ligeglad med, om min glarmester har visioner.
Indholdet er uden betydning for bedømmelsen af et kunstværk. Men selvfølgelig ikke for fru Larsen, der nu i demokratiets navn er blevet kunstanmelder.

Gray og Gould forstod, at det er bedøvende uinteressant, hvad du har på hjerte, hvis du ikke er en god håndværker og kan fortælle en god historie. Det, der karakteriserer folk uden skygge af smag, er, at de føler sig forpligtet til at kede sig. Du kan ikke slippe en Dick Tracy-historie. Det er det eneste kvalitetskriterium.

Jeg synes også, det kunne være interessant at få fremhævet nogle kvaliteter ved ”Little Orphan Annie”, en serie, jeg tror, de fleste moderne danske serielæsere vil føle sig noget fremmede over for. Mens jeg for eksempel sagtens kan se kompromisløse kvaliteter i både tegnestil (blandt andet meget elegant brug af talebobler) sprog og personkarakteristik med mere, er den reaktionære agitation dog noget meget karakteristisk for serien.Du skriver et sted, at serien er en af de bedste, SELV OM den er reaktionær. Hvad betyder det ideologiske i et værk for din bedømmelse af dets kvalitet?

Hvad ”Little Orphan Annie” savner i elementær spænding i forhold til ”Dick Tracy”, kompenserer den for med fantasi, psykologi og filosofi. Man er måske ikke enig i filosofien, men den er konsistent og dybfølt.
Dumme mennesker ser på ideerne, de intelligente på følelserne bag dem. Der findes bigotte, åndsforsnottede socialister, og der var sikkert også fascister i trediverne, der selvudslettende ønskede at befri masserne. Når nogen kalder sig nazist, må du altså straks spørge: Hvad slags nazist? Ellers er du et nedrigt, ondsindet menneske. Gray var ikke propagandist, han var idealist. Han troede virkelig, at finansfyrsterne var solidariske med arbejderne. Vi ved, det ikke forholder sig sådan. Men det var ikke mere naivt end mange venstreorienteredes tillid til den sovjetiske magtelite.

Har du andre favoritter blandt guldalderserierne?

Jeg har aldrig været vild med superhelteserier, men ”Captain Marvel” er ikke desto mindre en af mine klare favoritter – især tegnemæssigt er den Batman og Superman vidt overlegen. Og selv om det humoristiske element fylder meget, er også historierne fænomenale med et langt mere varieret persongalleri, hvilket især skurkene nyder godt af.

Hvad med Eisner og graphic novels generelt?

Selv om den værste tegner, jeg umiddelbart kan komme i tanker om, er Hal Foster, er Eisner nok den, jeg helst så hængt. Ikke så meget på grund af hans skabsagtige stil som hans smitsomme storhedsvanvid.
Fra nu af skulle tegneserier være grafik og romaner, og dermed holdt de op med at være tegneserier. Hvad Stan Lee gjorde mod tegneserien af ren og skær uformåenhed, gjorde Eisner bevidst.

Batman og Superman?

Endnu i halvtredserne leverede de af og til en god historie, og de var i reglen håndværksmæssigt tegnet. Elementerne af detektivhistorie og science fiction var naturligvis til en vis grad underordnet de imbecile slagsmål, men slet ikke som i Marvel-serierne, hvor de fuldstændig erstattede plottet.

Har du virkelig INTET godt at sige om Marvel-æraen og den nye superhelt? Du har skrevet et sted, at heromkring begyndte det at henvende sig udelukkende til børn, men det var vel hele tiden målgruppen for seriehæfterne i modsætning til avisserierne?

Naturligvis henvender en avisserie sig ikke nødvendigvis til børn, fordi søndagstillægget sælges uafhængigt af avisen. Det er vel vanskeligt at komme i tanker om mere ”voksne” eller litterære serier end dem, EC udgav – jeg ved ikke, om man mener, ”Mad” henvender sig til otteårige.
Pointen er, at Marvel-serierne ingen interesse kan have for et voksent publikum. De er simpelt hen for dårlige. Prøv at sammenligne STRANGE TALES med TALES FROM THE CRYPT. I rest my case.

Så er der EC – her må du have nogle holdninger til forholdet mellem tekst og tegninger og tekstnærhed i forhold til adaptioner, Bradbury for eksempel?

EC er tegneseriehistoriens ubestridelige højdepunkt. Her fandt litteraturen og tegnekunsten en fælles form og et niveau, som tegneserien aldrig siden blot har nærmet sig. At seriøse forfattere som Bradbury trygt kunne overlade sine værker i disse hænder, siger vel i grunden alt. EC er også det nærmeste, tegneserien er kommet til at være subversiv. Hvad forlaget som bekendt betalte dyrt for.

Er der nyere og nutidige ting, du sætter pris på?

Det nyeste, jeg kan overtales til at læse, er Tintin. Hergé er på mange måder en fortæller af den gamle skole. At seriens succes i Danmark førte til, at bibliotekerne blev oversvømmet af Asterix og det øvrige belgiske bras, kan han vel næppe gøres ansvarlig for. Endnu i tresserne var tegneserier uhyre upopulære blandt bibliotekarer, så man kan vel ikke undre sig over, at de savner enhver kulturbaggrund i den retning.