Vi bringer her anden del af Bertis selvportræt-trilogi, hvor første del var Offer for en Samler, og sidste del var Jeg Lukkede Døren.
Bag denne lidt bizarre overskrift gemmer der sig en skæbne. En samlers deroute men også et billede på en passion de fleste af os næppe kan forstå. Det kommer jeg tilbage til. Først tak for responsen på denne artikels prolog ‘Offer for en samler’. Både på Serieland men også qua de mange private mails jeg har modtaget. Det er helt perfekt at denne envejskommunikation slet ikke er envejs, og jeg har læst mails og kommentarer med stor interesse.
Offer for en samler er jo en lånt titel. John Fowles skrev en fin roman med samme titel, men jeg huggede den uden at blinke, for samleriet interesserer mig. Jeg har derfor forsøgt at blive en smule klogere på, hvad der får folk til at samle. Og jo mere jeg har undersøgt, des mere er jeg overbevist om, at min tanke fra ‘Offer..’ stadig holder vand. Det er reglen snarere end undtagelsen, at samleren af i dag har haft en turbulent, eller omskiftelig, barndom eller opvækst. Er du samler og føler du at jeg skyder helt forbi i dit tilfælde, jamen, det er skam kun godt og du tilhører så undtagelserne. Seriøst – det er jo ikke en doktorhandling der her bliver skabt, snarere en slags indre dialog der blot ser dagens lys, fordi Kim og Serieland lægger spalte til. Du skal altså ikke tage mine mange ord for andet end blot lommeuld, småfilosoferen uden hold.
Måske er det på sin plads at etablere en slags konsensus for hvad det vil sige at være ‘samler’? Jeg er, måske til manges overraskelse, slet ikke samler. Jeg har en samling, javist, men jeg er ikke samler. Langtfra. Snarere købmand eller handelsmand. Det der først og fremmest kendetegner en samler er, at når noget er i hus, så forlader det ikke huset med mindre man er død. Basta. Samlere samler og sælger ikke ud. Sådan er jeg slet ikke. Alt er til salg for usselt mammon. Kan jeg købe en vare i dag for en 20’er og sælge den i morgen for det dobbelte, så gør jeg det.
Samlere er også ihærdige væsener. De skyr ikke mange midler for at nå deres mål. Det lyder umiddelbart en kende negativt, men det er ikke ment sådan. De færreste vil begive sig ud i deciderede kriminelle handlinger for at få hvad de mangler, omend det bestemt ER sket, og sikkert vil ske igen fremover. Men bag sætningen ‘skyr nogen midler’, så handler det om deres økonomiske formåen og antallet af kroner de er villige til at punge ud, vel at mærke for en vare der slet ikke er det værd, som den ender med at koste. Samlere er ligeglade med kroner og ører, når de kan få et hul lukket. Koster bladet 8500,-? Jamen, så pak det pænt ind, for jeg SKAL have det.
Ihærdigheden standser ikke her. Samlere ofrer tid, meget tid. De leder. De er altid på udkig og det er i både aviser, hos venner, på loppemarkeder, på Nettet, ja hvorsomhelst. Og når det eftertragtede er i hus, så skal der kæles, plejes, nydes. Et særligt rum eller æske, indpakning whatever, denne nye ejendom skal værnes om. Som en lille nyfødt baby, så tages denne nye bog eller blad ofte frem og beskues med glæde, hvis altså ikke man har et særligt display arrangeret. En montre, en hellig plads på væggen.
Taler vi bøger eller blade, så er det kun nødigt at disse læses eller tages frem. Man er så inderligt glad for sin ejendom, at kun i ekstreme tilfælde, for eksempel når andre samlere er på besøg, finder bogen eller bladet lys. Hvorfor? For at passe på det, simpelthen og det er ligegyldigt om man har betalt 100 kroner eller 10.000 kroner. Denne nye ejendom er af betydning. Den er vigtig. Den skal passes på.
Og nej, det er ikke synd. Det er ikke synd at denne bog ikke læses, det er ikke synd at dette blad ikke læses. Det har nemlig en helt anden, og meget mere værdifuld betydning, end blot at være genstand for ejeren i læseøjemed. Det er måske en længe savnet genstand fra barndommen? Det er måske en særlig god historie, måske en særlig sjælden historie? Og – nu får jeg hug fra samlerne, men slå ikke budbringeren ihjel, det ER kun gisninger – denne nye ejendom er en fallos. En slags kærkommen styrkelse af ens indre. Et boost. Jeg har mødt folk der intet havde at byde på, men kun var interessante qua deres samlinger. Vi er vel i bund og grund fuldstændig ens, vi mennesker, men udfra vores handlinger, ord og reflektioner bliver vi noget. Og en stor flot samling kan skabe, ikke en personlighed, nej, men en slags opmærksomhed, og de grå kan blive farvede af deres samlinger. Sat på spidsen, selvfølgelig, og også for at drille lidt. Lad os se om der ikke kommer reaktioner?
Samlere samler, og omgiver sig med deres kleenodier fordi de har det godt med det, og fordi disse effekter måske fortæller en historie. Måske endda samlerens historie? Man er omgivet af ting der betyder noget for en, og som man værdsætter.
Samlere skal have komplette samlinger. Det nytter ikke noget at have bind I-VIII, og dernæst bind X-XV. Man skal pinedød have de resterende bind også, og man helmer ikke førend de sidste bind er i hus. Hvorfor? Tjoe – der er ikke nogen rationel forklaring, ikke sådan umiddelbart, men samleren skaber helheder og med sin samling bringer han orden i kaos. Orden er en overordentlig betydende faktor for samleren.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på mit interview med Don Rosa, i forbindelse med Komiks.dk sidste år. Vi talte om OCD (obsessive compulsive disorder), en mental forstyrrelse, der kan være, er som regel faktisk, tvangspræget. Men Rosa og jeg blev enige med hinanden om (Rosas forældre blev også skilt, da Don var lille), at vi meget bedre kunne lide OCO, obsessive compulsive order, for vi får jo netop orden i kaos. Vi VED hvor sagerne er. Vi ved at efter blad nummer 5 der kommer blad nummer 6. Sådan SKAL det være. Og vores samlinger er ordnede, ikke alene numerisk men også alfabetisk. Der er faktisk ikke nogen ydre regel for hvordan man har orden, men orden skal der være. Jeg har mødt samlere der havde deres bøger ordnet efter farve. Uffe, som jeg mødte og fortalte om på Seriejournalen, har sine bøger ordnet efter forfatter, og indenfor denne kappe er der endnu en slags orden, nemlig ud fra hvornår bøgerne er udgivet. Yes Sir.
Tilbage til min indledning, og jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg allerede har en epilog i tankerne, mere om disse skrupskøre samlere. Brænde din samling? Nej, det kan du ikke mene. Tjoe – det gjorde han, manden jeg taler om. Af hensyn til privatlivet, og fordi jeg i det følgende vil skrive noget mindre pænt om manden, så lader vi ham være anonym. For det gik ham mindre heldigt i livet. Han tilbragte de sidste mange år som bums, en ulækker en af slagsen tilligemed, og levede af rester fra skraldespande. Han lugtede og var ikke en pryd for hverken øje eller næse. Fattig? Forarmet? Nej, men yderst nøjsom og nok hvad vi i dag vil kalde for en utilpasset psykisk syg person. Samlingen? Den er intakt. Og den skal brændes når livet forsvinder. Ikke skænkes eller sælges. Flere har forsøgt at købe, flere har forsøgt at overtale til at donere dette livsværk, men alt forgæves. Det har taget mig et helt liv at samle dette, og så skal en tilfældig rigmand ikke blot overtage det, fordi han kan.
Og her spiller ihærdigheden jo endnu engang ind. Jeg kan godt forstå det. Men havde solgt for længst. Jeg er nemlig ikke samler, men købmand.
Jeg slutter her, eller tager en pause. Lad os få samlerne på banen. Lad kommentarerne rulle.
Til sidst vil jeg dog berette lidt om mine kære små. Dette er jo en slags friplads for ord, og så længe Kim har tillid, så bliver jeg og andre skribenter ved. Jeg kan nemlig ikke slippe tanken om at samlerne har oplevet brud i barndommen. Og hvis du, kære læser, har Offer for en Samler i frisk erindring, så ved du at jeg og fru Berti gik hver til sit. Vi skiltes, og det som gode venner. Jeg tror det har stor, ja bærende betydning, at denne adskillelse, dette brud, denne livskrise for mine to tøser, at jeg og min ex-kone stadig har et forhold til hinanden. At vi taler pænt til, med og om hinanden og at vi stadig kan ses. At mine tøser ser og oplever, at far og mor stadig er deres forældre, deres far og mor, omend de ikke længere bor sammen.