Contributors

Anders Christian Sivebæk
blandt venner og i tegneseriebranchen kaldet AC, har skrevet om tegneserier siden 1999. Det startede ud som et bidrag om Anders And & Co.'s jubilæum til den lokale avis og fortsatte senere med adskillige andske klummer til Nørre Nissum Seminariums skoleblad, som han senere blev redaktør for. I december 2001 stiftede han sammen med Søren Haagerup Dansk Donadist-Forening og har siden med mellemrum skrevet artikler til foreingens medlemsblad Rappet. Blev i 2002 headhuntet til at skrive forord til Egmonts Årgangsbøger med 1955-årgangen af AA&Co. og har fra 2004 været ret fast freelance-oversætter på forordene og teksterne i samme forlags Hall of Fame-serie. I seriens nr. 16 (Don Rosa - bog 4) er forordet af AC, som i det hele taget beskriver sig selv som en stor fan af Don Rosa, men over ham og alle andre står Carl Barks som den lysende stjerne.


Berti Stravonsky
navnet på en fiktiv person, som siden 2006 har skrevet artikler, klummer, været involveret i tegneserierrelaterede debatter samt anmeldt tegneserier på www.seriejournalen.dk, www.serieland.dk samt www.ddfr.dk.


Carsten Graabæk
skaberen af avisstriberne Statsministeren og Mig & Mor med flere. Vinder af Ping-prisen i 1990, og I 2007 fremlagde han danske synspunkter om Muhammedkrisen til FN arrangementet "Cartooning for Peace" i New York. Du kan læse et portræt af ham her: http://serieland.dk/?p=730


Erwin Neutzsky-Wulff
har ernæret sig som forfatter i snart fyrre år. Sammen med gamle gyserfilm har tegneserier været hans mere eller mindre hemmelige last siden barneårene. Hans smag vil dog nok af mange blive opfattet som uhyre konservativ – ud over hæfterne fra EC er hans yndlingsserier DICK TRACY og LITTLE ORPHAN ANNIE! Selv debuterer han uhyre beskedent som tegneserieforfatter med albummet LAWMAN, der udkommer i december. - - - Erwin Neutzsky-Wulff er IKKE længere tilknyttet Serieland - - -


Jesper Rugård Jensen
har læst tegneserier lige så længe som han kan huske, og læser i øvrigt også ting uden tegninger på. Det er en bred blanding af franske klassikere, sjov humor (det er den eneste form for humor der er værd at læse) og nyere grafiske noveller, samt det manga hans børn får ham til at læse (han er åbenbart blandt de få voksne der synes Dragonball er sjov). Hans samling af tegneserier er håbløst lille, men til gengæld er den slidt. Ud over at anmelde for serieland er han også aktiv i fantastik.dk og SFC.


Kasper Hviid



Kim Lyng Larsen
Kim er redaktør på Serieland.dk, plus en del andre småkreative fortagende på nettet og i den virkelige verden. Han er grafiker af profession og tegneserietegner for sjov. Og så skal han både have mælk og sukker i kaffen.


Kristian Bang Larsen
Cand.comm. af uddannelse og skribent og underviser af profession. Han synes tegneserier kan så meget ingen andre medier kan, og når han glemmer hvad det er, finder han Jamie Hernandez’ ”Wigwam Bam” frem.


Lars Rasmussen
manden bag Donovan Comics og er tegneserienørd med stort N. Forlaget blev startet i 2004 i frustration over den manglende sidste udgivelse i Jeans Girauds trilogi om Marshal Blueberry. Siden da er det blevet til flere andre genoptagelser af "tabte serier" bl.a. Ridder Goodwill, XIII, Largo Winch og Blueberrys unge år. Lars er autodidakt indefor den grafiske verden og har et håb om en dag at få fuldendt samtlige ufuldendte fransk / belgiske tegneserier i Danmark.


Louise Olesen
studerende på moderne kultur og kulturformidling på KU, og er i øjeblikket i færd med et speciale med den indtil videre noget flyvske titel ”et-eller-andet-med-tegneserier.” Blandt favoritterne er David B., Charles Burns, Osamu Tezuka, David Heatly, Anders Nilsen og svenske damer som Nina Hemmingsson. Og så er der for øvrigt ingen over eller ved siden af Daniel Clowes!


Marianne Eskebæk
Marianne Eskebæk, cand.mag. Moderne Kultur og Kulturformidling Ansat som underviser i UCC. Derudover formidler af tegneserier og børnelitteratur. Medlem af Dansk Tegneserieråd.


Marie Dinesen
cand.mag. i dansk og retorik, men en utraditionel cand.mag., idet hendes baggrund er en matematisk studentereksamen med matematik, samfundsfag og erhvervsøkonomi som valgfag. En logisk-matematisk tankegang præger hendes tilgang til verden – og til kommunikation. I praksis betyder det, at hun sætter en ære i at kommunikere kort, klart og korrekt og at præsentere informationerne i en logisk rækkefølge. Desuden er hun god til – og kan lide – at sætte sig ind i nyt stof, også af mere teknisk karakter. Derudover er hun i besiddelse af en god portion teknisk snilde. Marie har skrevet speciale om politisk korrekt sprog og 'Tintin i Congo'. At hun har benyttet Tintin i sit speciale er et udtryk for hendes lyst til at tænke utraditionelt og sin evne til at få det til at lykkes.


Morten Blichfeldt
Mister Blichfeldt er en gammel nisse med hang til japansk litteratur og amerikanske tegneserier.


Serieland
Denne post er skrevet ud fra pressemeddelelser og information fundet andetsteds, og altså uden den store redaktionel indflydelse fra Serielands side.


Simon Petersen
uddannet lærer, samt autodidakt tegner og forfatter. Han har 4 albums på bagen og har desuden medvirket i utallige fanzines og antologier. Hans temaer er realisme, sort humor og social satire. Hans klumme om Dansk Undergrund har været fast inventar på seriejournalen.dk i en årrække. I slutningen af 2006 begyndte han at lave illustrationer for bladet Frikvarter, som har et oplag på 70.000. Det var et nice job og varede ikke længe nok. Siden har han lavet nogen forskellige ting.


Torben Rølmer Bille
Cand. Mag. i Engelsk og engang klassificeret som ”cyber-hippie” – et betegnelse han selv er ret stolt af (selv om ”meganørd” også vil være yderst dækkende). Har været interesseret i tegneserier så længe han har kunnet læse og som mange andre børn af 70’erne voksede han op i selskab med Smølfer, Anders And og Vakse Viggo for slet ikke at tale om verdens sejeste spejder; Tintin. En del ældre, men aldrig helt voksen, hedder de store idoler nu Frank Miller (ja, selv DK2!) Mike Mignola, Warren Ellis, Grant Morrison og mange, mange flere. Har desuden forsøgt at holde sig opdateret i både Marvels og DCs universer, selv om det indimellem kan forekomme uoverskueligt svært. Torben er desuden begejstret for at tegneserier nu endelig tages seriøst indenfor de akademiske miljøer, hvor han også beskæftiger sig med litteratur, film og naturligvis interaktive digitale medier (læs: computerspil). Torben har skrevet forskellige slags af anmeldelser, for en lang række både fysiske og digitale medier i over ti år.