Home / Tips & Grej / Har du en 3D-animator i maven?

Har du en 3D-animator i maven?


Fra Otto og Stella.

“Dansk animation befinder sig i en rivende udvikling. Skal denne udvikling fortsætte skal uddannelsestilbudene følge med. En ny linie på bacheloruddannelsen på The Animation Workshop er med til at støtte denne udvikling og sikre fremtiden for dansk animation. Filmmager og animator Anders Morgenthaler udtaler om den nye linie, at den er en ‘kærkommen gave til animationsbranchen’,” skriver The Animation Workshop i en pressemeddelelse til Seriejournalen.

Brug for 3D-animatorer
“Animationsbranchen har brug for animatorer der kan skabe og designe universer i 3D til anvendelse i både tegnefilm, film og computerspil. Den nye linie på The Animation Workshops bacheloruddannelse ”Computer Graphics Artist” (CG Artist) kommer til at uddanne animatorer med netop sådanne kompetencer. Den danske animations- og spilbranche har selv været med til at sammensætte indholdet på den nye Computer Graphics Artist linie. Blandt andet har A-film, der står bag danske animationssucceser som ”Terkel i knibe” og ”Rejsen til Saturn”, været med på råd. Således vil de kommende CG artists imødekomme et allerede eksisterende behov i animationsbranchen.
Denne nye linie startede med den første årgang af 25 studerende allerede den 1. februar 2008. De studerende lærer en masse om design og layout samt hele arbejdsprocessen i en 3D produktion, med alle de forskellige trin man skal igennem. På den måde bliver de både i stand til at designe nye universer og karakterer og også bygge det op og gøre det animerbart i computeren.”

Praktisk uddannelse
“Som altid på The Animation Workshop er underviserne internationalt anerkendte og arbejder professionelt i branchen. Underviserne samt de studerende kommer fra Danmark så vel som fra resten af verden. Blandt underviserne findes tidligere og nuværende ansatte på store produktioner som for eksempel ”Find Nemo” og ”Biler” hos kendte studier som Pixar, Warner Brothers og Dreamworks.
Uddannelsen er meget praktisk anlagt, så de studerende ikke kun lærer teorien om animation, men også virkeligt at animere. Der er således indlagt flere praktikophold i uddannelsen. Bl.a. en måneds computerspilproduktion i samarbejde med Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning, og et praktikophold på 4. år i en rigtig produktion i et studie i Danmark eller udlandet. Studerende der opnår en bachelorgrad fra denne nye linie vil være i stand til at arbejde med 3D animation og design til film, TV, computerspil, web og visual effects. Populært sagt bliver CG Artists animationsverdenens ”scenografer”.
En af de nystartede studerende, Jonas Georgakakis, udtaler bl.a. ”Jeg valgte denne linie pga. det designmæssige aspekt”. Desuden tiltaler det ham også at andre skal arbejde videre på det basiskoncept, som han har udarbejdet.
Da den nye linie er sammensat i overensstemmelse med branchens behov og ønsker, vil færdiguddannede fra Computer Graphics Artist linien være længe ventede i branchen.”

Mere information om den nye linies indhold kan findes på The Animation Workshops hjemmeside eller ved kontakt til Helga Lassen på telefon 87255422/25527422 eller email.