Home / Tips & Grej / Tegneserieskole: Få læseren til at tænke og føle

Tegneserieskole: Få læseren til at tænke og føle

Serielands-Tegneserieskole-Banner-01

Serielands-Tegneserieskole-Banner-01

Når du laver tegneserier, laver du samtidig en portal. Din tekst og dine tegninger påvirker nemlig dine læsere, og hvordan er i høj grad op til dig.

Hvis du lærer, hvordan du bruger din ende af portalen, kan du derfor skabe historier, der både underholder, oplyser og imponerer – og så skal dine tegneserier nok få succes! Men hvordan sætter man sig så lige ind i det?

Det er ikke helt nemt, for ingen har det præcise svar på, hvordan tegneserier påvirker os. Til gengæld er der en del idéer om, hvordan billeder og historier påvirker os, og en af dem, du kan lære meget af, har psykologerne Mihaly Csikszentmihalyi og Rick E. Robinsons lavet. De har nemlig undersøgt, hvorfor vi gider kigge på kunst, og det er et ganske godt spørgsmål…

Umiddelbart får vi ikke noget ud af at se på billeder, eller at læse tegneserier. Vi får hverken mad, sex, søvn eller noget andet essentielt for vores arts overlevelse, men alligevel betyder billeder og historier meget for stort set alle kulturer. Hvorfor?

Csikszentmihalyi og Robinson mener, det er fordi, mennesker får nydelse ud af oplevelsen. Det gør vi på flere forskellige måder igennem nogle særlige tilgange, og det er de tilgange, du skal forstå, hvis du vil skyde genvej, når du skal fange dine læsere.

Har du lyst til at nørde teorien i detaljer, kan du låne bogen The Art of Seeing på biblioteket, men start med at læse videre her og se, om ikke du får de tips, du skal bruge.

Sæt tankerne i gang

Den første tilgang, du skal lære at kende, er den intellektuelle:

Når vi ser på tegneserier med en intellektuel tilgang, nyder vi at få ny viden eller at bruge vores eksisterende viden. Begge dele udnytter tegneserien ved at kombinerer ord og billeder, så at den kan beskrive og vise os noget på samme sted, men ikke nødvendigvis på samme tid. Det lyder måske kompliceret, men det er ret enkelt.

Når vi læser tegneserier, bestemmer vi selv, om vi først vil kigge på billederne, læse teksten, eller måske skifte imellem de to, og vi bestemmer selv, hvor længe vi kigger på detaljerne eller prøver at holde overblikket. Det kan vi fx ikke med film, hvor billede og lyd kører, og vi helst bare skal følge med. Det betyder, at du kan komprimere en masse viden ned på lidt plads i dine tegneserier, uden det virker uoverskueligt for dine læsere. Lad os tage et eksempel:

11144737_10153748900899196_663480630_o

I striben her fra tegneserien Shenzhen af Guy Delisle er vores hovedperson taget ud og spise. Han er i Kina og har fået følgeskab af et par lokale, der lokker ham til at bestille slange på restauranten. Kineserne har en noget anden madkultur end vores fransk-canadiske hovedperson og os danske tegneserielæsere, men i de tre tegneserieruder lærer både han og vi hele 5 nye ting om kinesisk madkultur – og vi læsere får endda lidt bonus-info om fransk-canadiske udtryk:

1. Vi lærer først og fremmest, at kinesere spiser slanger.
2. Vi lærer også, at de drikker slangens blod med alkohol i før måltidet.
3. Igennem vores hovedpersons observation lærer vi også, at den cocktail ser uappetitlig ud.
4. Vores kinesiske værter fortæller os, at blod-drinken bliver betragtet som et elskovsmiddel – og det forklarer, hvorfor de drikker blodet før hovedmåltidet, selvom drinken ikke er lækker at se på.
5. Endelig afslører hovedpersonen, at drinken smager bedre, end den ser ud.
6. Og som vores 6. fact bliver der klemt et fransk udtryk ind, som vi får forklaret betydningen af.

Det er forholdsvis meget ny viden på meget lidt plads, men det virker ikke komprimeret. Tegneserien har jo også et ry for at være letlæselig, og det er med god grund: Vi kan nemlig selv bestemme, om vi vil se eller læse om det nye, og hvor længe vi har brug for til at forstå det hele.

På den måde kan du hælde en masse information på dine læsere, uden de nødvendigvis lægger mærke til, at du gør det. Det kan du fx bruge, hvis du vil etablere et helt nyt univers i dine tegneserier.

Hvis din tegneserie foregår i en fantasy eller science ficition verden, der ikke ligner virkeligheden, kan du let fortælle dine tegneserielæsere, hvad de har brug for at vide, uden de drukner i information. I en bog kunne du være tvunget til at skrive flere sider med beskrivelser, men i tegneserien kan du på meget lidt plads sætte folk ind i den verden, du har skabt – og endda til stor nydelse for dine læsere.

Det er dog ikke nok at sætte hovedet i gang; de fleste tegneserielæsere vil også have hjertet med.

Alle elsker at grine og græde

Stort set alle elsker at sætte følelserne i gang, når de ser på billeder. Da Csikszentmihalyi og Robinson undersøgte den emotionelle tilgang, som er den næste, du skal lære om, fandt de ud af, at over 90 % af os bliver følelsesmæssigt påvirkede, når vi kigger på billeder – og vi kan lide det!

Når vi bliver følelsesmæssigt involveret i det, vi ser, også selvom det egentlig ikke har noget med os at gøre, kan vi føle glæde, vrede og smerte uden at skulle vove os ud i noget. Så kan vi smage lidt på varerne uden at skulle købe hele retten, og det vil langt de fleste hellere end at skulle gøre noget drastisk i deres eget liv for at få lov til at føle de følelser. Det skal du naturligvis også udnytte i dine tegneserier.

Tegneserien er virkelig god til at vise følelser i meget simple og rå billeder, noget Persepolis af Marjane Satrapi, som jeg har lånt lidt fra her, er blevet berømt for:

11122291_10153748900884196_1712111815_o

Her har vi vores hovedperson, hvis iranske hjemby netop er blevet bombet. Pludselig genkender hun sin venindes armbånd i ruinerne, og det viser sig, at veninden er død. Men det er ikke veninden, der er i fokus. Der er derimod hvordan hovedpersonen føler, og det kan du garanteret let afkode. Du kan måske ikke se, om der er tale om et barn, voksen, mand, kvinde, iraner eller svensker inde bag tørklædet, men du kan tydeligt se, at der er tale om et menneske i stor sorg.

Det er fordi, tegnestilen har sørget for, at der er skruet ned for hovedpersonens træk og op for hovedpersonens følelser. Det er også sådan en smiley fungerer: Du kan ikke se, om den gule figur er en mand eller kvinde, men du kan godt gætte, at den er glad.

Udnytter du det i dine tegneserier, kan du lettere få dine læsere til at leve sig ind i dine karakterers følelser og på den måde selv føle noget. Naturligvis kan du også lave tegneserier med et mere realistisk udtryk og stadig få folk til at føle noget. Så skal du bare være opmærksom på, at folk har sværere ved at leve sig ind i karakterer, der er meget anderledes. En hvid fyr på 16 år kan have svært ved at leve sig ind i en hovedpersons følelser, hvis karakteren er en 60-årig farvet kvinde. Det er selvfølgelig ikke umuligt, men hvis du skruer ned for det fremmede i hovedpersonens træk ved at bruge en tegnestil som i Persepolis, og op for det din læser og hovedperson har til fælles, deres følelser, så sker indlevelsen noget lettere. Og så vil dine læsere med større sandsynlighed føle det, du vil have dem til at føle.

Se verden igennem en andens øjne

Den tredje smarte tilgang, du skal lære om i denne omgang, kombinerer de to første: Her skal dine læsere nemlig både bruge hovedet og hjertet.

Du kender måske følelsen af, at når du har læst en bog, så synes du, at du kender hovedpersonen, selvom du aldrig har mødt hende. Eller hvis du har set en god film, så ved du pludselig, hvordan det må have været at leve i den tid og på det sted, filmen viste dig.

Rigtig mange selvbiografiske tegneserier prøver aktivt at få folk til at få det sådan. Tegneserieskaberne vil simpelthen hellere have, at folk prøver at være dem, i stedet for bare at læse om dem. Man kan sige, at de vil have deres læsere til at se igennem og udover tegneserien. Ligesom det sker i eksemplet fra Stitches her:

11132417_10153748900954196_1154726082_o

Tegneserieskaberen har tegnet sig selv som en lille dreng, der bogstavelig talt dykker ned i sine tegninger. Vi ved jo godt, at det ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, men vi forstår alligevel, hvad billedet betyder. Vi kan nemlig bruge vores viden til at afkode, hvad det symboliserer, når drengen dykker ned i sine tegninger, og når vi har forstået det, kommer vi også til at føle noget.

Hvis du kan lave tegneserier, der kan få dine læsere til at tænke og føle på den måde, vil de med garanti have lyst til at læse næste side også. Så har du nemlig givet dem en særlig invitation til at opleve verden igennem en andens øjne, og hvad mere kunne de ønske sig af en god historie?

Puf til dem

Når du skal i gang med at lave dine egne tegneserier, så overvej om du kunne tænke dig at give dine læsere ny viden, få dem til at føle noget, eller lade dem opleve verden igennem en andens øjne – og brug så de tricks, du kan, for at få det til at ske på den anden side af portalen. De tre tilgange er nemlig dine redskaber, som du kan bruge til at skrue en tegneserie sammen, der får dine læsere til at tænke og føle, hvad du vil have dem til. Eller i hvert fald puffe dem i den retning.

Teorierne dikterer nemlig, at det ikke er billedet i sig selv, der bestemmer, hvilken af de tre tilgange en person vælger at bruge. Vi har alle sammen vores egne præferencer, og du kan ikke tvinge folk til at tænke eller føle noget bestemt – heldigvis da! Du kan kun puffe dine læsere i den retning, du gerne vil have dem, og så lade resten være op til dem.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *