Home / Anmeldelser / Anima

Anima

Anima-cover-n9En tildækket mand i orange bio-suite træder ind i en faldefærdig bygning. Skrattene i øresneglen har han som eneste selskab en stemme der hele tiden vil vide hvor han er, og genner ham videre. Han skal finde pigen – det har absolut højeste prioritet!

Sådan starter Tatiana Goldbergs debutalbum Anima, der netop er udkommet fra forlaget Tellerup. Anima er en 100 siders lang, men hurtigt læst, psykologisk horrorfortælling om en ung mand der skal finde en pige og bekæmpe en voldsom biologisk infektion der er trængt ind i alle afkroge af en tom, mørk og klaustrofobisk verden.

Der er forfald og klistrede fjendtligsindede organismer overalt den unge mand kommer, og snart må han skyde for at forsvare sig.

Efter at have fundet pigen, kommer vores hovedperson ud af fabrikken og ind i et mere rent og klinisk miljø – et hospital. Men hurtigt er det som om forfaldet fra fabrikken begynder at sprede sig til de nye omgivelser også, og der går ikke længe før protagonisten igen må forsvare sig overfor slimede og kvælende væsner.

anima-2

Anima er i begyndelsen en klassisk sci-fi-historie, som man har set det utallige gange i tegneserier og på film, fyldt med alle de gennemtærskede klichere som genren er kendt for. Men hurtigt dukker der små elementer op, der gør at man undres og det går op for én, at denne historie måske vil mere end et billigt gys.

Pludselig står der en rødvinsflaske med tilhørende glas, en malplaceret fodbold eller et afbleget bryllupsbillede på en hærget fabriksvæg. Ting der tydeligvis ikke hører hjemme i disse omgivelser.

Handlingsmæssigt er det ikke fordi der sker det helt store i Anima. Helten går og går, møder nogle forhindringer og overvinder dem og går så noget mere. Og med mellem ét og tre billeder pr. side og meget lidt tekst, er bogen hurtigt læst. Det er de små udlagte spor der gør at man stopper op og overvejer situationen. Disse spor lover godt i starten, men hen af vejen bliver de dog lige så subtile som et frisk knæ i skridtet, og man gætter hurtigt hvor historien er på vej hen. Og det er super ærgerligt, for ideen er god nok.

anima-1

Man er dog fint underholdt igennem historien. Der er tydeligvis lagt et stort arbejde i de meget skraveringsfyldte sider, og den simple farvelægning komplimenterer disse til UG. Jeg ved ikke om Animas “twist-ending” vil komme som en overraskelse for mange, men den er under alle omstændigheder fint eksekveret – og for dem der ikke var helt med på vognen, er der til sidst et lilleappendix, hvor alt skæres ud i pap for Prins Knud.

Anima er en udemærket debut fra en skaber vi nok skal komme til at se en del mere til i fremtiden.

karakter_3af6

ANIMA
Af Tatiana Goldberg
104 sider i farver i hardcover
Udgivet af forlaget Tellerup