Et voldsomt lyn sætter en afgørende stopper for kærligheden, og vil med garanti få børn og unges hjerter til at gibbe. Døden har det med at komme uanmeldt, og det får vores venner at føle til sidst i albummet ’Den sidste jagt’. Vi er i færd med afslutningen på en, tør jeg godt sige, gigantisk serie, der har givet så meget godt til især sine yngre læsere. Tøserne her på bjerget har læst serien flittigt, og de strålede som små glade elverpiger, da de så Wendy og Richard Pinis smukke foreløbig sidste epos forleden. Men inden vi kommer til lynet og døden, så indledes albummet med en fødsel. Og undervejs på de farvestrålende 62 sider, følger vi delvist den knægt, som Den sidste jagt indledes med. Delvist skriver jeg, fordi der sker så hulens meget andet, og for en gammel knark som mig, er det eddermame svært at hitte rede i. Måske fordi jeg ikke er velbevandret i de foregående nogen og tres album, men måske også fordi der, sådan virker det, er en pokkers masse at holde styr på. Et væld af karakterer, et væld af navne, og det endda i en genre, jeg ikke har meget til overs for, eller kærlighed til. Så jeg er på herrens mark.
Nå, sagen turde ellers være soleklar. På albummets bagside kan man læse følgende:
’I generationer har elverne ledt efter et tilflugtssted, hvor de kunne være i fred for en primitiv og barbarisk verden. Efter mange stridigheder fandt de det i Paladset, der tilhørte De Høje. Det blev et fristed, hvor høvding Ilder og hans Ulveryttere kunne undslippe naturens vrede og truslen fra den bestandig voksende menneskelige befolkning. Men trygheden viser sig at have en pris, da nogle af elverne efterhånden mister de evner, som engang hjalp dem i kamp og gjorde det muligt for dem at overleve de barskeste vilkår. Nu begynder Ulverytternes ultimative jagt på overlevelse – men vil indflydelsen fra det magiske palads i stedet føre til deres undergang? ’
Der er meget død i albummet, og mange erindringer og minder. Døden er forholdsvis simpel at forholde sig til, og sikkert fint med de mange referencer til tidligere. Men ikke for mig, da jeg ikke har det fornødne kendskab hverken til universet, karaktererne eller hvad pokker de mange øvrige album bragte af indhold.
Så samlet er jeg forvirret, og det hæmmer min læselyst betragteligt. Og dermed min umiddelbare begejstring. Jeg må således nøjes med at holde af farverne og illustrationerne, og det er sgu synd. Især fordi der er en pokkers masse tekst. Normalt godt for et ordmenneske som mig, men her bliver det bare dynd på øjnene, irritationsmomenter.
Tegningerne er sgu flotte, det er sikkert. De er detaljerede og fyldt med dynamik. Farverne er flotte, og der er kælet for næsten alle nuancer. De drømmende nostalgiske tilbageblik, de dystre mørke stunder, den gule farve der, som en aura, omfavner Shuna, da han tilgives gaven tid. Og så er de sexede, de der dameelver. Hold da kæft. Veldrejede, velformede og så alligevel renset for smuds, snavs og sex. Smukke smukke nedslag.
Jeg kan sagtens forstå, at Elverfolket har fået så meget succes, for hvor vi knægte vil have smarte øser, kvikke one-liners og ramasjang på drengen, så vil tøsebørn have det stille, det nære og det flotte. Det får de i dette album, og også et par hug til hjerteblodet, når døden i form af pile, lyn eller grimme fisk springer frem.
Men for mig er det mest af alt noget forvirrende bavl. Jeg kan ikke rigtig være med, og mest af alt keder jeg mig. Der sker ikke rigtigt noget, synes jeg, og smuk tomgang er ikke andet end tomgang i en fin ramme.
Jeg vil have mere bulder og brag. Men for tegningernes skyld, og fordi selve udgivelsen er lækker nok, sexede elver, for jeg er også en gammel gris, så lander min vurdering sådan midt i mellem. 2½ elveøre, no more no less.
Titel: Elverfolket – Den sidste jagt 1
Forfatter: Wendy og Richard Pini
Illustrationer: Wendy Pini
Oversættelse: Edith Månsson
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 64 sider i farver
Pris: 148,-
Isbn.nr: 978-87-7085-546-4