Uegnet for børn under 15 år!!! Sådan står på bagsiden af Nash # 81, som rettelig har fået titlen Nash’s skyggespil.
Vi er i det sorthvide ramasjang igen og der flyver biler rundt og rundt, skamløse kvinder bliver redet godt igennem og til sidst buldrer store maskiner ind i hinanden.
Lad mig holde fast i de der biler. Hold da kæft hvor de virker godt. De drøner lige ind i mit nysgerrige fjæs og det med en hast og virvar, jeg ikke helt er vant til. Godt hjulpet af Johan Pedersens gladnaive streg og fortælleglæde. Godt at sikkerhedsbæltet er spændt og alle filtre slået fra. Det er råt og grimt, ja næsten provokerende dårligt tegnet visse steder, og så samtidig nosseflående monstrøst flot andre steder. Jeepen på side 45 er totalt lækker fx hvorimod Union Pacific lokomotivet på side 87 ligner bæ.
Hvorfor helvede denne vekslen mellem det lækre og blærede og så det diametralt modsatte? Fordi sådan er kunstens spejl af virkeligheden, måske? At Kongens Have i solskin og grønne plæner er smukke og bestemt smukkere end den tandløse gubbe der sidder med Hus forbi og gnasker kage på bænken ved siden af.
Eller også vil Johan bare drille, prikke, pille og fortælle. Som en anden Kurt Thorsen stikker hans tegninger nogen gange af, og der krattes, vinkles og drønes videre.
For der ER drøn på. I den grad.
Og det drøn gør, at man læser videre og videre. Albummet er hurtigt læst, og klichéerne slugt. Der er enkelte steder unødig forklarende tekst. Der er masser af lydord og det er næsten altid godt. De enkelte stille perioder hæmmes af både den dilettantiske dialog og tegningernes sparsomhed. Der er simpelthen ingen baggrunde eller dybde. Men Siderne læser sig selv og ens øjne æder alle firkanterne. Både ruderne og de ret stereotype firkanter som personerne ofte ender med at blive til. Man æder det som de tarvelige romkugler hos bageren på hjørnet. Det mætter og smager. Man ved godt at dette er ikke artsy-fartsy og hvide handsker og De og Dem.
Næ, snarere et stort fortællende barn med meget på hjertet. Uha, hvor kærligheden til biler, fart og 70’er nostalgi med stort A som i Amerika skinner igennem. Tak igen, Johan, for at flå mig igennem.
Så hvad skal man mene? Kult eller kitch? Kunst eller klodserier? Det er vel det hele.
Det kan selvfølgelig aldrig blive seks af de store. For så skulle 95% af illustrationerne makuleres. Det kan heller ikke blive lige ved, altså fem. Nej, for dertil er historien simpelthen for klichépræget og tynd. Kan det blive en firer? Ja, det kunne godt tænkes. Ikke fordi jeg ville genlæse, men jeg ville se tegninger og måske abe efter.
Vi ender på tre rygende osende dæk af i alt seks. En for fortælleglæden i al sin naive enkelthed. En mere for de fede tegninger med 180 i timen. Side 106 og 107 er fire herlige ruder med fart over feltet. Og så den sidste for endnu engang at få mig til at tænke over mediet og dets mangfoldigheder. Når jeg læser Johan Pedersen er jeg som knægt igen. Fart på og hovedet under armen. Det gør ikke noget at vi vælter, bare det larmer.
Nash 81 – Nash’s skyggespil
Forfatter og illustrator: Johan Pedersen
Isbn: 978-87-91341-72-4
Pris: Ikke oplyst. Men man kan fange Johan på Facebook.