Nå, hvor Pope Hats 1 stod lidt i stampe, så er det anderledes med 2’eren. Og især Frances fylder på den gode måde. Sådan da – for ingen kan holde til det hun udsættes for.
Der er kommet mere substans på hendes karakter, og man føler, at hun langsomt med sikkert suges ind i et liv, hun vitterligt ikke ønsker. Høgen, som Pope Hats den anden indledes med, ender nok med at få hende ned med nakken.
Pope Hats to er mere vidtløftig i og med at karaktererne får mere at arbejde med. Hvor Frances suges ned, men samtidig stiger op (bliver forfremmet og er indirekte med til at andre fyres), så er Vickie på en lidt anderledes rutchetur. Hun forsætter stilen med druk og tømmermænd, og kærligheden spiller ikke altid i dur. I affekt smider hun med brosten, men fejler og smadrer i stedet ruder hos naboen. I en brandert formår hun også at smide affald ud over naboens have.
Så altså – Frances løber og stiger i graderne, og hendes sambo ligger stille. Hver på vej imod destruktion, og jeg gætter på, at førstnævnte, den udadtil succesrige Frances, får det største knæk. Hun har ikke rygrad nok til at sige fra. End ikke en kollegas angstanfald på side 23 får hende til at gøre revolte. Men selvfølgelig er hun omgivet af ansvar. Ansvar på jobbet, hvor en urimelig chef kører hende hårdt. Ansvar derhjemme hvor huslejen skal betales. Det MÅ blive for meget, og det ligger til højrebenet, at Pope Hats må fortsætte.
Coveret fortæller, hvad der også skinner igennem inde i bogen. Frances er fanget af et voksenliv, som hun ikke trives i. Den blonde kvinde, som naturligvis er Vickie, i lyst tøj er sine laster bevidst, og udstråler kvindelighed, selvstændighed og fremadrettethed. Frances derimod, i mørke farver, med hænderne i lommerne og et trist tomt udtryk i øjnene, er kvindens antonym. Hun står stille i sin fremmarch. Hæmmet af ansvar og pligter. Vickie? Mere vild, og i sin langsomhed og sløvhed meget mere kvinde end Frances.
Virker det rodet? Det er det nu ikke. Vi følger stadig de to kvinder, Frances og Vickie, og deres dagligdag. Igen, men måske i endnu større grad, en mere vidtløftig dialog. I S-toget gør Frances sig tanker. Hendes intellekt fejler intet, men hun har endnu ikke indsigten og især ikke modet til at gøre oprør og sige fra. Måske kunne og skulle hun tage ved lære af den herligt sløve Vickie, der smager livet. Nogen gange kaster hun det op, men hvor F står stille som en død fisk med strømmen, så agerer og reagerer V.
Samlet et godt modent billede på det at tage skridtet fra ungdom til voksen. Den der forbistrede balance mellem pligter og lyster, ansvar og frihed. Vi kender det så godt fra vores eget liv. Det kunne være fedt at tage en dag eller to ud af kalenderen, og flyve med drager, drikke med vennerne, knalde dagen lang og den slags. Men vi gør det ikke, fordi vi jo, som Frances, ikke tør.
Dialogen er herlig. Frances, der jo BURDE (igen en dom og et ansvar) gøre sine studier færdige, og blive advokat, må ikke tage diktat. Hun skal LYTTE, lyder det fra hendes firskårne udtryksløse boss.
Nu hvor Pope Hats åbner sig, slår det klarere og klarere, at Ethan Rilly har mere på sinde, end blot at fortælle en historie om to unge damer der bor sammen. Der emmer af samfundskritik og ikke mindst kritik af den måde, vi som moderne mennesker lever. Og er du i tvivl, så afsluttes Pope Hats med en intelligent sky, der spørger en af de frie fugle om livets mening. Meningen med livet er, at det skal leves, for døden står på lur, kunne man kortfattet konstatere.
Så det venter vi på. Pope Hats 2 er herlig. Dialogen frisk og direkte i en dagligdags tone. Der tænkes meget og handles mindre. Tegningerne er igen flotte og stregen mere stram. Det er tydeligt, at stortalentet Rilly VIL noget med sine karakterer, og når de valser igennem tomme kontorlandskaber eller ture om aftenen. På side 25 udlever Vickie sine drømme, og efterlader Frances i en tænksom stund, vandrende i tomhed.
Tomheden er råbende i begges liv. Der er intet oprigtigt nærvær, ud over det fællesskab de to veninder har sammen. Tomhed og ensomhed.
Jeg læser Pope Hats som et råb og et opråb. Til dig og mig og alle andre, der lader vaner og pligter vinde over lyster og lidenskab. Som sådan et voksent værk sat i scene af Ethan Rilly, og vi følger to jævnaldrende kvinder i deres kvide over livet. De følger ikke rigtigt deres drømme, men lader sig rive med at de strømme, der nu hersker. Og det er sikkert fint for en stund, men uholdbart i længden. Sådan eksistentielt.
Som tegneserie fungerer det fint. Tempoet er lavt, og man får tid til at følge de to modsætninger. Ikke SÅ lavt at man smider bogen fra sig, men tilpas så man både kan nyde dialogen, tegningerne og det mylder af tanker, som især Frances tænker, og som lejrer sig hos læseren. Lidt som en god roman eller suppe. Gode ting tager tid.
Pope Hats rummer den der underfundighed der gør, at man tænker over lortet. Tænker især over sit eget lort. Jeg greb mig selv i at filosofere over hvad jeg ville med mine resterende år, og på den måde får Pope Hats altså grebet ind i mit univers. Det fordrer mod og talent, at skabe noget sådant, og derfor fremstår Pope Hats som noget meget andet end eksempelvis mange andre produktioner.
Hvis det er DET, som graphic novels OGSÅ kan, så er det dejligt tankevækkende. Og enhver tanke der vækkes af sin dvale, skal plejes, nusses og aktiveres. For så lever man.
Samlet vurdering: en fin forsættelse der formår at sætte sine karakterer endnu bedre i scene. De anslag der var i 1’eren får nu farver og dynamik, og man får endnu større lyst til at følge og forfølge de to kvindfolk. Der er genkendelighed, og den forskellighed der er imellem vores to hovedpersoner, vil blive interessant at få udløst. Der er en slags Leif Panduro over PH. Almindeligheder sat i scene. Og vi venter på at noget sker. Lige som i vores eget liv. Pope Hats er ikke en saltvandsdukkert, men en stille brusende skylle. Og ude i horisonten venter bølgerne.
Titel: Pope Hats 2
Forfatter/tegner: Ethan Rilly
Oversætter: Ole Damgaard
Forlag: Forlaget Damgaard
Form: 40 siders hæfte i sort/hvid
Vejledende pris: 75 kr.
ISBN: 978-87-93164-00-0
Udgivelsesår: Er udgivet.