Spol et par år tilbage, og genkald dig en af scenerne fra American beauty, du ved, den der herlige Oscarvindende sag med blandt andre Kevin Spacey. Scenen jeg især tænker på, er der, hvor Kevins datter besøger naboens dreng, har der foreviger øjeblikke med sit videokamera. På et tidspunkt har han ’skudt’ et stykke papir der tages af vinder, hvirvler rundt og rundt blandt sammen med brune blade. Op imod en mur, ud igen, så ned, så op. Hele tiden i langsom bevægelse. Og vist for Kevins datter, og os, der ser filmen. En film i filmen. Af et stykke papir i bevægelse.
Jeg sidder med John Porcellinos Under stjernerne, og er påvirket af blandede følelser. Første gang jeg havde fingrene i den, skimmede jeg den og afgav min dom. Ikke noget for mig. Væk. Anden gang var anderledes. Jeg havde bedre tid, og var måske mere parat. Risengrøden simrede. Der var ro og dagen var ved at iklæde sig sin mørke kappe. Og der åbnede jeg atter bogen, eller også var det den, der åbnede mig. Jeg ved det ikke, men et eller andet hændte…
John Porcellino er en kunstner, der brænder for formidling og for at tegne. Han er ekstremt dårligt til begge dele. Illustrationerne er vældigt uskønne, og virker barnligt klodsede og forkerte. Stilistisk skævt som noget kan være. Overordnet fravær af perspektiv. Anatomisk ringe skildrede karakterer, og uden dybde eller variation. Som om et børnehavebarn har gjort sig umage. Ikke meget mere. Mere end minimalistisk, næsten.
Tekst og dialog også underligt ufærdige, tænker jeg. Små anslag og nedslag. Uden helt at gå ind i, og ned i, eller tro på at det skal føre nogen steder hen. Stilhed, ordknaphed, få ord, flere ord.
Men, og der er et vigtigt men. Der sker noget. Der sker noget oppe i bøtten på mig. I mangel af bedre ord vil jeg starte med at kalde det kunst. Og jeg kan godt lide kunst. Meget endda.
For jeg kan lide det. Alle de sorte og fæle ord ovenfor til trods, så kan jeg lide bogen. Meget endda. Så der må ske noget i overleveringen fra bog til mig. Et eller andet må være rigtigt gearet, og det findes et sted mellem mine vaner og fordomme, og så den møjsommelige insisteren på at få mig til at åbne mine ellers åbne øjne. Åbne, så de kan se noget andet.
Lidt lige som filmscenen jeg indledte med. Det er mange år siden jeg kluklo over Kevin Spaceys oprør og opgør, og selvom jeg sagtens kan genskabe plot og ende på filmen, og enkelte herlige sekvenser, så er det de tre minutter med papiret i vinden. For der stod tiden stille, alt imens alt for forbi.
Og der er DET, John Porcellino kan. Stille fange tiden, og sætte det ind i en given ramme. Og når tiden lader sig fange, så alt andet bliver ligegyldigt og uvedkommende, så er vi inde i kunstens nav.
Under stjernerne udgives på Ole Damgaards forlag. Og består af et udvalg af i alt 25 års arbejde med at omsætte tanker og oplevelser til streger og ord. John Porcellino har selv stået for udvælgelsen. Isoleret set en række nedslag af hverdagens hændelser, hverdagens tanker, møder, gensyn, årstidernes komme og så helt derned, som vi så satans sjældent kommer, fordi vi ikke ser det, fordi vi ikke vil se det, fordi vi ikke kan se det, fordi vi ikke har tid til at se det. Men helt der ned hvor man standser op og betragter. Og lader alt ’selv’ sive, og gør sig selv til betragter af livet. Der, når man har fjernet sit ’selv’, sit ’jeg’, så ser man andre farver, man hører fugle pippe, man ser myrer og vårfluer…
Og for satan da. I en tid hvor vi bukker under for stress, livsstilskriser, høje selvmordsrater og hvor sjette dansker er blevet en del af behandlersystemet, og hvor vi alle pisker rundt for at nå alt, er det dælme dejligt at gå ned i gear. Og bare nyde. Ikke nyde noget, men bare nyde.
Så John Porcellino er en gave til dig, hvis du har travlt. En gave til dig, hvis du skælder ud og sveder under armene. En gave til dig hvis du er hård ved dine børn. En gave til dig hvis du ikke kan huske hvad du fik at spise i forgårs, eller hvis du ikke kan huske hvad for noget tøj du iklædte din yngste i morges. En gave til dig, hvis du kører dig selv alt for hårdt.
Hey – kan det ikke blive lidt for langhåret? Lidt for minimalistisk? Lidt for fesent og artsy fartsy?
Jo, sagtens. Og det kan jeg ikke argumentere imod, for det vil jeg ikke argumentere imod. Kunst skal ikke på en vægt, for hvem pokker skulle indstille denne? Kunst skal ikke forstås eller forklares. Kunst har det med at være sig selv. Som vandløbet i skoven. Som aftenhimlens palet af farver. Som musikken der lister ind i dine ører. Som barnehånden der tager din hånd, og klemmer til.
For mig er Under stjernerne noget stort. Jeg bliver berørt af det jeg ser. De tossede grimme streger danser med ord og tekst, og noget forløsende sker. Jeg tænker især på Blade (fra 27. oktober 1992), hvor John Porcellino går en tur i efteråret. Går en tur i bladene. Sødt brunt liv, som han kalder det. Ordene kæler for min hjerne. Jeg får selv lyst til at gå tur i mørket, mærke vinden puste i mit ansigt, og dvæle ved hver eneste blad på jorden. Jeg tror, at Under stjernerne får mig til at genfinde mig, når jeg er bedst.
For mig er det kunst.
Samlet vurdering. Fire flotte stjerner på en flot stjernehimmel. Kunst, tænker jeg. Ikke fortænkt. Ikke søgt. Men behagelige nedslag pakket ind i hverdagen. En hverdag hvor man gør sig til et med tiden.
Men sværger du til faste rammer, stramme stilistiske tøjler og den slags, vil du næppe holde af ’Under stjernerne’. Det gør heller ikke noget.
Dem er der nemlig masser af, stjerner. Nok til os alle.
Titel: Under stjernerne
Forfatter og illustrator: John Porcellino
Forlag: Forlaget Damgaard
Format: 104 sorthvide sider, softcover med flapper
Pris; 120,-
ISBN: 978-87-994857-3-4