Så er det 1. december og julekalendertid igen på Seriejournalen. I år handler julekalenderen om DAN AND og hans jagt på skovens farligste dyr, Poulingen. Sammen med sine to venner sejler Dan And op ad åen i sin jagt på det store dyr i åbenbaringen, og du kære læser, kommer med på turen! Seriejournalens knaldhamrende dygtige stab af tegnere sidder klar ved årerne, så vi kan præsentere en ny stribe HVER DAG frem til den 24. december. Mange af dem ved endnu ikke, hvad historien går ud på, eller hvad de vil lave, når det bliver deres tur ved tegnebrættet, men stol kun blot på, at det måske nok bliver vanvittigt – men også rablende sindssygt!
Den Dugfødte (TM) Dan And er skabt i en brandert af Frank Madsen og forædlet af hele Seriejournalens Julekalenderteam, der i år består af: Thomas Nøhr, Christian Aarestrup, Svend Amstrup Jeppesen, Frank Madsen, Tatiana Goldberg, Niels Falk, Jan Pedersen, Asger Pedersen & Villy Centret, Thomas “Thopman” Pedersen, Ole Damgaard, Michael Blomsterberg, Preben Pedersen, Morten U. Pedersen, Jørgen V R Høgh, Peter Becher, Dan R Knudsen, Pedro Lopez.