Home / Anmeldelser / Sommerens 676′ere … blandede bolcher.

Sommerens 676′ere … blandede bolcher.

For godt en måned siden udkom årets første kollektion af de eksperimenterende pixi-tegneserier ”676” på forlaget Aben Maler. Fire hæfter, fire forskellige skabere og fire meget forskellige udtryk. Som sædvanligt er kvaliteten svingende – vi har den flotte, den sjove og de to der hurtigt er glemt.

Lad os starte med den flotte:
Allan Haverholm er i gang med et usædvanligt projekt. For et par år siden sendte han ”Danmarks første grafiske roman”, Sortmund, på gaden – og hvad gør man så, når man allerede har prøvet kræfter med den nye litterære tegneseriebølge? Man laver et ”grafisk rock album”! Helt præcis hvad et grafisk rock album ér, må tiden vise, men Resistansen er i hvert fald en del af det. Den er udført i en grov blyantstreg, der næsten tangerer det skitseagtige – og det er meget, meget lækkert at se på. Men hvis man tror man med Resistansen får en tegneserie med en læselig narrativ fortælling, bliver man slemt skuffet –hvis man derimod ser den som ”Allan Haverholms Skitsebog” er den alle pengene værd! Det er ikke usandsynligt at Haverholm har en fortælling han vil have ud i de 22 sider, men når man vælger at arbejde med pantomime som sprog, er det vigtigt at give læseren bare en svag følelse af, at de forstår hvad der foregår – og hints og ledetråde er ikke noget der gives ved Haverholms dør. Læseren er på egen hånd. Måske hvis man ”læser” Resistansen i sin helhed, i den fremtidige udgivelse ”Astoria”, giver den mere mening … men ikke nu.

Lad os så kigge på den sjove:
Date er Philip Ytournel første selvstændige udgivelse. Ikke så meget en decideret tegneserie, som det er en række ”one panel sketches”, der faktisk er rigtig, rigtig morsomme. Konceptet er genialt i sin simpelhed – én mand på date med forskellige kvinder, og en udforskning af de individer man møder på sin vej, indtil man finder den eneste ene. Ytournel, som nogle måske kender igennem hans illustrationsarbejde på dagbladet Politiken, har en skæv streg, der bestemt ikke er køn, men dog meget charmerende – ligesom hans portrætter af alle de enlige kvindfolk han dater, er det. Ved endt læsning føler man helt at man har lyst til mere … om en bog på 200 sider ville fungere ved jeg ikke, men jeg ville i hvert fald gerne betale penge for den!

Og så er der de to hurtig glemte… :

I 2012 er det London der har værtskabet for OL, og forberedelserne til den forstående begivenhed har været i gang i mange år. Christian Skovgaard bor i Østlondon, og muligvis i nærheden af noget der hedder Robin Hood Garden, som skal rives ned for at gøre plads til noget nyt og bedre. Selvtægtsmanden handler om en ung fyr (Skovgaard selv, hvis man skal tro teksten på bagsiden af hæftet), der går i gang med at rive et boligkompleks ned, iført en ridderhjelm og bevæbnet med en hammer. Skovgaards streg er meget tynd og noget godt ujævn og uøvet, om end ikke helt uinteressant. Derimod er historien fuldstændig tam og inspirationsløs … og jeg har svært ved at forstå hvad jeg skal få ud af den.

Ida Kvetny har et imponerende CV. Hun er både uddannet på det Fynske Kunstakademi, har gået på Edinburgh College of Art, Yale University og Central Saint Martins College of Arts and Design … desværre er CV’et, der er skrevet med småt på bagsiden af Erkendelsens Art, det mest spændende ved dette hæfte. Resten kan bedst beskrives som et minileksikon for de småt begavede, der beskriver alt fra ”rør” til ”platonisme” – tilført grove og, mildest talt, ligegyldige tegninger.