Home / Anmeldelser / 4 stjerner

4 stjerner

Musik og ord, indre som ydre. Duoen Simon Eskildsen og Daniel Sommer står bag en ret lækker udgivelse. 50 sider i farver hvor vi følger en charmerende duo på ferie. Fart over feltet og glade lyse farver. Tangier, Paris, Venedig, New York, Tokyo, Egypten. Fart over feltet, som skrevet og glade farver, der går lige i knolden. Selve plottet er tyndt og vores aldrende duo møder en spændstig mand, som redder deres liv. Af sted for så blot endnu engang at være i fare. Vores venner er uvidende om de farer, de suser ind og ud af, og alting ender godt. Meget mere er der vist ikke at sige.

Gutterne, Simon og Daniel, må have haft det forrygende med at skrive og tegne, og derudover, og nu bliver det for alvor interessant, så har de også produceret lyd. Jeps, en vaskeægte vinylplade, og det hele går op i en højere enhed. Der fusioneres og leges musikalsk, jazz med herligt stort J, bogen læses samtidig, og når du er færdig med bogen, det er du nemlig hurtigt, så napper du lp’ens cover og nyder de detaljer og den professionalisme, som præger værket. Det er simpelthen så godt, så gennemtænkt og helt i gennemført overvældende.

Tegneserien som sådan er ikke noget at skrive voldsomt om. Næ, men hvis man kigger på det samlede resultat, cover, musik, værk, så peger pilen glad op.

Tre stjerner for tegneserien, som er sjov og for børn, og fem for det samlede værk, for jazzen sidder lige i øret (ikke øjet). Og derfor samlet 4 glade ferieoplevelser.

Titel: Hr. og Fru Orgelduo travels the World (udgivelsen er på engelsk)
Tekst: Simon Eskildsen
Illustrationer: Daniel Sommer
Musik: Westh, Dania, Joanqiuet og Balder
Pris: 240,-
Isbn: 5-707471-060-19-3