Kæmperne fra Mu
Det er tre vidt forskellige historier, vi får serveret her i det andet samlebind med Bob Morane fra forlaget Zoom. De er alle tre skrevet af Henri Vernes i vanlig pulpet stil, og mesterligt tegnet af den belgiske panteon tegner, William Vance. De belgiske albums udkom i rap fra Lombard i årene 1975, 1976, og 1977, og har de halvstore børn og de helt unge som målgruppe.
Vores ukuelige Bond klon, Bob Morane, og hans trofaste sidekick, drukmåsen Bill Ballantine, kommer ud for lidt af hvert – meget strenge prøvelser, der fører dem til eksotiske mål som teknopolen Tokyo, en fiktiv bananrepublik i Caribien, og endda til Påskeøen og videre i uigennemtrængelige bobler, dybt ned i havet til det sunkne science fiction rige, Mu.
Tokyo i 1972 er, som vi forventer, en neonbelyst megalopol, hvor gamle traditioner clasher med moderne fremskridt. Bliv derfor ikke overrasket, når nationalistiske skurke optræder i teatralske kabuki kostumer, og når Bob har en flirt med en smuk og yndefuld dame, Azade, der hjælper til og varter op med en geisha’s forfinethed. Bill Ballantine er sober nok til at konstatere, at Bob gerne roder sig ud i noget med mikrofilm, og en sådan SKAL bare findes, ellers står verden ikke længere!
“Samuraiens Øje” blander sagn og saglighed sammen i en meget stram fortælling, hvor Vance topper i sit visuelle udtryk, og hvor de ellers gennemgående mørke scener kan eksplodere i skrappe pangfarver og syndig lilla nårsomhelst. Det er med farverne som med Vance’s tegninger, sekventiel stringens og stille spænding, og så pludselig – BANG – bryder helvede løs og action og kæmpestore lydord går i ét og giver læseren en form for “release”, så der kun kan bladres videre og videre, indtil man når den allersidste sides forløsende ord fra en blinkende Bill Ballantine. Ja, det var hårdt, men NU skal vi have en drink…
Så er det videre til “Løbet tør i Serado”, hvor Bob og Bill må forhindre et kynisk miltærkup og he-man Bob pludselig befinder sig i et romantisk dilemma, hvor han skal vælge mellem to smækre unge damer. Den ene er en lidt forkælet datter af en amerikansk rigmand, og som kontrast har vi så præsidenten’s kontrarevolutionære hippiedatter. Jamen altså, hvor er livet dog svært, og man konstaterer, at en forfatter som Greg nok ville kunne have fået lidt mere ud af sådan et standard plot.
Slutteligt, “Kæmperne fra Mu”. I teorien science fiction, men ret beset meget pseudo og fabulerende, en så totalt langt ude fortælling, at den får den gamle Buck Rogers serie til at virke som det rene Asimov ved sammenligning. Det er en fuldkommen vanvittig historie, hvor Vance giver den alt, hvad den kan trække af visuelt lir. Vance anstrenger sig virkelig, med ekstra meget skravering og helt umenneskeligt minutiøse detaljer – en hyperrealistisk detaljerigdom, der gør, at man alligevel lukker bogen til sidst, mæt og tilfreds.
Fem stjerner
Anmeldt af GoogaMooga/Marts 2019