Halløjsuppe. Der blev jeg godt nok positivt overrasket. Ind ad døren poppede fem album op, alle med titlen Alene og så hver især med en undertitel. Det er Zoom som står bag, og nu har jeg læst første album. Og ved du hvad? Det er altså topklasse. Det er det.
Bag serien står velkendte og velrenommerede folk som Bruno Gazzotti og Fabien Vehlmann. Gazotti som jeg bedst kender som tegner på Soda, og Vehlmann som jeg husker fra Zorkonerne kommer.
Stop!
Tilbage til start. Fem udgivelser af samme serie på én gang? Galt? Genialt? Jeg hælder nu nok mest til det sidste, og det skyldes, at jeg lige har nydt album nummer et, Forsvundet. Albummet er ganske godt tegnet og plottet overraskende ret spændende. Simpelthen.
I et par siders prolog møder vi seriens hovedpersoner, alle børn. Ivans mor og far er ikke hjemme, de arbejder og han sætter sig foran en skærm og spiller spil. Laila knokler og er i sin egen lille herlige verden, da farmand dukker op og straks blander sig. Camilla pukler med lektierne. En vigtig prøve venter. Far kigger ind og muntrer op, men hjælper ikke. Lillemanden Terry ser film, men mor er træt og smider ham i seng. Og endelig er der seriens lidt mystiske dreng, Dodji, ham som er afbildet på albummets cover, som er gevaldigt i knibe. En bande er i færd med at tæve ham sønder og sammen.
Vi møder børnene kort i prologen, og så starter fortællingen ellers. Jeg troede først, at det ’kun’ var en serie for børn, men fandt mig meget hurtigt snurret ind i en forrygende fortælling. Dagen efter er alle borte, kun vores fem aktører og nogle dyr. Alle andre er væk, borte, forsvundet. Helt i apokalypsens tegn, helt i The Last of us’ ånd, og hvad pokker er der sket.
Ungerne finder sammen og forsøger at finde ud af, hvad pokker der er sket. De kæmper med uro, utryghed, sult, længsel og gudhjælpemig også med en flok vilde dyr, næsehorn, en satans tiger og en arrig vovse.
Det lyder både som en fantastisk fabel for børn, men også, med skinger og dyb stemme som en veritabel gyser. Fedt at begge dele er i spil.
Jeg vil skrive denne anmeldelse inden jeg forsætter læsningen, og tage hvert album for sig. Som du nok allerede kan fornemme, så er jeg ret overrasket. Jeg har allerede mine yngste i tankerne, og tænker, at her er der fem herlige godnatlæsealbum.
Ja. Og så er der herlige cliffhangere at forholde sig til. For helt alene er de nok næppe. Og tænk selv, hvordan du og dine ville reagere, hvis I var ene i en storby. Palle alene i verden, klassikeren og mesterværket, han drømte og tanker a la dette, strejfer også vores De 5. Tænk hvis vi er døde, og kommet i helvede, lyder det.
Tegningerne er skidefine. Lyn, tigeren, billygter (for selvfølgelig skal der køres bil), et stort S.O.S. i en bygning, hvirvlende stykker papir som efter angrebet på WTC og opadbevægende bobler i en sø. Der er meget godt at kigge på og tale om.
Uden sammenligning i øvrigt, så tænkte jeg straks på vores Tatiana Goldberg og hendes ofte dystre univers. Jeg kunne dæleme godt tænke mig at se dette album i hendes streg. Jeg har ikke det fjerneste imod stilen og at albummet nok er mest til børn, Soda-light tænker jeg, men oplægget ligger lige til Tatiana og jeg håber, at hun læser med.
Albummet er hurtigt læst. Ingen større tanker end dem, som ungerne tænker og man accepterer hurtigt præmissen. Netop fordi tegningerne har deres herlige uforfalskede flow og fordi selve handlingen, trods alt, er ganske spiselig.
Jeg har travlt, skal i gang med album II, ’Knivkasteren’ og er fornøjet til fire gode tommelfingre op i vejret.
Nå ja, vejret. Det er lummert. Fuglene i buret i prologen advarer, og det der med de voksne som blander sig og gør deres børn kede af det. Hvad er det for noget?
Titel: Alene – 1. Forsvundet
Tekst: Fabien Vehlmann
Illustrationer: Bruno Gazzotti
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 56 sider i farver
Pris: 99,-
Isbn: 978-87-7021-098-0