Var det ikke Jens Otto Krag som engang sagde, at ‘man har et standpunkt til man tager et nyt’? Det tror jeg. Og Google er min ven.
Jeg sidder med Allan Falk 2003 – 2004, samlebindet fra Zoom med forord af Thierry Capezzone og indeholdende tre album som vanligt, og det er faktisk ret godt. Jeg er ellers altid en kende fordomsfuld over både krimier og metervare, men dette samlealbum faldt godt sammen med en efterårsdag og en god stille stund.
Kender du Allan Falk, så ved du, at alt er ved det gamle. Der er et eller andet mystisk, som vanligt et mord og vores ven med det lækre hår løser enhver knude, uanset hvor Gordisk den end måtte være. Selvfølgelig ikke uden en masse forviklinger, tråde der hvirvles ind og ud af hinanden i ægte og bedste privatdetektivstil. Spor, mistænkte, spekulationer og så en deduktiv afslutning. Historierne er skåret efter samme skabelon, og det er såmænd fint nok, for det virker. Jeg skynder mig at sige, at tegneserier kan have vidt forskellige udtryk, og der er næppe nogen særlig grund til at rynke skeptisk på brynene. Her er der en struktur der virker, og er man træt af den, betyder det vel bare at man er moden til mere og andet. Nok.
Altså, tre album med titlerne Ondskabens tal (Le nombre maudit), Mordsamleren (Le collectionneur de crimes) og Ismanden (L’homme de glace) og de virker alle både solide. Håndværket er i orden, især på det illustrative felt, hvor baggrunde, tempo, farver og flow harmonerer fint. Der er naturligvis noget Methusalem over det hele, og det skyldes primært den efterhånden gennemtærskede genre. Nok også at der næppe kan skrælles æbler på ret mange måder efterhånden, og Duchâteau, som forfatteren hedder, har sin egen effektive skabelon. Lidt som mange tidligere tv-serier også havde det. Her tænker jeg på Columbo, Ellery Queen, McCloud, Quincy og den slags. Og det er altså helt ok.
Mordsamleren og Ondskabens tal hænger sammen i al sin uorden. Dette skrevet med blink i øjet, da der i især det første værk er så mange finurlige drejninger og retninger, at man skal være umage småfrisk i roen for at følge med. Alt sammen aldrig helt så irriterende, at man ikke læser interesseret videre. Begge album har også lidt med tegneserier at gøre, en fino og herlig lille gimmick, som jeg nød til fulde.
Jeg bemærker, at detaljer indenfor og detaljer udenfor får forskellig opmærksomhed. Mange steder er baggrundene blanke og fattige på detaljer, hvorimod det er anderledes fyldigt og flot, når vi er i det fri.
Farver og illustrationer er i øvrigt ret flotte, og det er kun i persontegningen, at jeg rynker et bryn eller to. Det har især med hovedpersonen at gøre. Han er simpelthen for slikket og for fesen, og jeg kramper gang på gang i mellemgulvet over hans ansigtsmimik.
Nå ja, Gregory i samlebindets sidste album, Ismanden, er sine steder også forrygende stiv og endimensionel.
Men ellers er det sgu fint håndværk. Jeg kan især nyde de, desværre alt for få, store ruder og det er en fornøjelse at se helikoptere, gravkøer, lækre biler og den slags udfoldet.
Handlingen i de tre album? Det er let. Noget forbryderisk sker. Allan Falk klarer det. Ikke noget nyt der. Handlingen er sådan set ret underordnet. Nyd i stedet farvevalg, tegninger og de ofte ret bizarre (og alligevel simple) plots.
Det er svært ikke at begejstre sig.
Men som jeg vist tidligere har sunget, så savner jeg både lidt mere personmæssig dybde, og især en lidt grovere og mindre velfriseret vinkel. Alle intriger og forbrydelser til trods, så er det alt for mormor-agtigt. Jeg savner klart den nerve som blod og udpenslet ondskab kan tilføre. Jeg er klar over, at det overordnet handler om målgrupper, men jeg savner lidt svineri og rendyrket ondskab. Det er lidt for poleret.
Dog ikke mere end at Falken får 4 gode thumbs up.
Titel: Allan Falk 2003-2004
Tekst: Duchâteau
Illustrationer: Tibet
Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 3 album i farver, forord af Thierry Capezzone
Pris: 249,-
Isbn: 978-87-93564-08-4