Vi gør det alle sammen. Vi kan ikke lade være. Og det er altså os alle. Unge som gamle. Tykke som tynde. Mænd som kvinder. Kigger op på Guds himmel, når lydene er uvante og en helikopter eller et fly højt oppe suser forbi. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi det er naturstridigt, at mennesket kan flyve, og fordi det samtidig er så smukt og betagende, og fordi det er så forbistret fascinerende, at mennesket nærmest er Gud, og behersker teknik og kan få tonstunge maskiner på vingerne.
Det er et stykke tid siden, at jeg sidst var på vingerne med Cobolts flotte Angel Wings serie. Jeg kan huske, at jeg var glad og tilfreds, men at jeg aldrig nåede læsehøjde. Uden at have undersøgt det nøjere, så nød jeg billeder og fly, men var ikke så vild med hverken plot eller dialog.
Nu ligger 5’eren foran mig. Angel Wings – Black Sands er titlen, og jeg prøver nu fra scratch. Helt uden at spole tilbage eller researche, så vil jeg se, om albummet virker. Om det fænger og er underholdende og om jeg kan finde hoved og hale ovenpå pausen. Vi får se.
Albummet er flot, et overmåde nydeligt cover forestillende albummets hovedperson, Angela McCloud poserende på vingen af en lige så flot tegnet sølvgrå P-51. Hardcover, 48 sider i farver, og samme motiv på coverets bagside, Angela poserer fra et åbent cockpit, og titlerne på seriens udgivelse sat på som en slags sticker, og nede under otte linjer, der beretter om plottet i albummet. Ryggen fin om end det hurtigt kan blive for plastret til. Tegner og forfatter, seriens titel og albummets ditto, forlagets navn og så har man sat Angela på. Fint og flot, men også en smule overkill.
På albummets anden side, lige over kolofonen og inden fortællingen begynder, er der en ordliste med begreber, som anvendes og som ikke lige er hver mands eje. Nedenfor musikalske forslag til læsningen.
Først og sidst, på albummets innersleeve er P-51’eren tegnet fra forskellige vinkler.
Spoiler alert
Vi er på øen Iwo Jima, næsten komplet erobret af de amerikanske marinesoldater, en rest modstand er der nordligt, og her ender Angela efter at destroyeren USS Mannert L. Abeles møde med japanske bombefly. Skibet sænkes og Angela ender på den amerikanskokkuperede svovl-ø. Hun er ikke medtaget, og melder sig til aktiv krigstjeneste, snarere end at skulle fragtes videre som barnepige for darlingen Betty Lutton. Hun får vinger og skal være spejder og førstehjælper for ned- og anskudte overlevende piloter eller søfolk.
Kærlighed, verdens stærkeste følelse, er der også, og Angela er splittet mellem to mænd.
Alt imens eksperimenteres der videre. Både storpolitisk i forhandlingerne med japanerne, og på et mere skræmmende plan, ’Manhattan-projektet’, hvor der arbejdes på højtryk for at fremstille atombomber.
Spoiler slut.
Jeg læste albummet i et hug. Både fordi det var ganske underholdende, men også fordi der ikke er noget særligt læsekrævende over det. Lix almindelig, og forviklingerne bestemt til at overse. Det er et udpræget ramasjangalbum, og der er ikke mange stillestående passager. De få der er, handler lidt om kærlighed, lidt om at skulle dele baderum, lidt om politik og ingen af delene bliver andet end flot staffage. Det er som om, at den dybde og inderlighed, der skulle være hos aktørerne, blot er en slags overflødig bonus. Vildt intenst og spændende bliver det aldrig.
Det gør de forskellige luftslag til gengæld. Eller… De er flotte at skue, og Romain Hugault formår at tegne og farvelægge nogle meget imponerende perspektiver. Det er især øjeguf at få blåt hav at se, og der er mange visuelle perler. Side 43 øverst er der en af mange, solens glimt i det blå. Det er ypperligt. Iwo Jima ses også fra fugleperspektiv, først i albummet, og man betragter interesseret den amerikanske tilstedværelse på søsiden.
Det der især billedmæssigt er godt, er at de forskellige dramaprægede sekvenser strækkes ud. Se fx på side 35, hvor en landing ses, som var det vores egne øjne, der kiggede med. Filmisk er det, og det virker. Ja, det kommer så til at fylde på bekostning af noget andet, fx dybde og persontegning, men det lever man fint med.
Dialogen ok. Præget og tynget af det halvkedelige plot.
Luftslagene er ikke spændende. Der er ikke tid eller rudeplads til opbygningen, og alt er hurtigt overstået. Enkelte herlige detaljer bliver der skam plads til, dog, og læg mærke til tårerne nederst i det close-up på den japanske Yoshitaro. I øvrigt så fejende flot tegnet, og man fornemmer sorg og angst, snarere end mulig hæder i både bryn, øjne og alvor.
Nå – hurtigt læst og hurtigt glemt. Sådan lyder en gammel halvdum kliche. Sådan er det ikke her. Jeg nød læsningen og især tegningerne, og ser overmåde frem til de kommende album. Den amerikanskjapanske konflikt især på det storpolitiske plan er interessant, lidt pyt med skudsalver og fly der styrter, og så ligger den der atombombetrussel og lurer.
Fire fejende flotte flyvehjerter bliver det til, for albummet er markant over det, man kunne betegne som et gennemsnitsalbum. Vi er rent visuelt højere oppe i luften.
Titel: Angel Sands – 5. Black Sands
Tekst: Yann
Illustrationer: Romain Hugault
Farver: Romain Hugault
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Format: Hardcover, 48 sider i farver. 24 x 32 cm
Forlag: Cobolt
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-70858-10-6