Så er Cobolt og den franske duo, Yann og Hugault, tilbage med anden del Angel Wings. Titlen er Black widow og igen er det betagende smukke og stemningsfyldte illustrationer som øjet forkæles med.
Lad mig berette om tre nedslag.
Først hastige nødlandinger på en britisk rigmands fairway, netop som han skal til at putte. To amerikanske pipere og så nederst, midterste rude, brandy, gin whiskey. Det er mageløst flot.
Så en redningsaktion. En nedskudt pilot bag fjendelinie. De to pipere fra fairway’en er atter på vingerne og de kommer under kraftig beskydning. Igen mageløst flot. Hæsblæsende.
Endelig en friendly fire om natten. Ikke godt, men for pokker da. Stemningsfyldt og brutalt smukt.
Der er i forhold til tegningerne intet at komme efter. Det er creme. Det er blændende og sine steder…
Ja, hvad skal jeg sige? Albummet har en disharmoni. Der veksles mellem plidderpladder på jorden og det sublime i luften. Og det er lidt som om at forfatter Yann ikke helt kan følge op eller trit med de mageløse tegninger. Kald mig blot et gammelt røvhul, men der går alt for meget stilstand på jorden og selve historien ender med at være temmelig ligegyldig. Eller skrevet på en anden måde: Der sker ikke det store. Og den amerikanske dulle og stjerne Jinx Falkenburg gør stort set intet udover at være en lækker pinup. Læg mærke til hendes fornavn. Hun er bad news. Det må hun være.
Vi følger Angela, også en babe med babser. Hun er en WASP. En af flyvevåbnets kvindelige transportpiloter. Vi er i Burma og Angela har fået en opgave af efterretningstjenesten, nemlig at afsløre en spion som lækker oplysninger til japanerne. Derudover er hun også optaget af et dødsfald et år tidligere. Der mistede hendes egen søster livet, og skyldneren bag sidder nu ved rorpinden i en Northrop P-61, “Black Widow”
Selve rammen fejler ingenting. Illustrationerne er yderst stemningsfulde, og plottet sådan set ligetil. Men tempoet halter og på land er der nærmest dømt tomgang.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i at mænd, især soldaterbasser, er nogen lystne nogen, og at se store patter kan få selv de fleste stenmænd til at lure, men altså. Alt det var der jo rigeligt af i 1’eren.
Når det så er sagt, så kan du da glæde dig til side 34 hvor der både er babser og baller.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med en anden Coboltudgivelse, nemlig Den røde baron, og her være endnu gladere for plottet. Hvorfor i grunden? Der sker jo heller ikke så gevaldigt meget. Det virker blot bedre og mere i konsistens med halløjet i luften.
Både baronen og Angel Wings’ brug af ruder og fravær af samme er forbilledligt og er netop med til få hastighed med. Rammer der brydes, ikke noget statisk, hidsige helsides og så kontrasterne med flere traditionelle, også fint.
Så hvorfor brokker jeg mig?
Det gør jeg (nok) fordi jeg havde forventet lidt mere end jeg får. Sådan overordnet set er der ikke hændt så pokkers meget i begge udkomne album. I stedet går der lidt for meget pin-up i skidtet og det hæmmer det samlede indtryk.
Hvad har vi?
Flotte og stemningsfyldte illustrationer. Et plot med flere afstikkere, en lækker hardback og, som sidst, også en side med forklaringer af de ukendte ord og begreber som optræder.
Min eneste anke er at dullerne… Men heldigvis sker der noget til sidst som lover og tegner godt. Hvad vil jeg dog ikke røbe.
Samlet 4 shots ud af 6 mulige.
Skrevet af Yann
Tegnet og farvelagt af Romain Hugault
Oversat af Ole Steen Hansen
48 s. i farver, indb.
24 x 32 cm
Vejl. pris 198,00 kr.
ISBN 978-87-7085-675-1