En regnfyldt uge er nu fortid, august måneds sidste andeblad er just ankommet. Kaffen varm og mørk og forsiden sender signaler om, at nu er skolen indledt. Vanen tro uden nevøernes store begejstring, til Anders’ irritation. Der er skåret mange gode historier over dette tema, en af de bedste finder vi faktisk i det 10. blad der udkom i Danmark, for snart en menneskealder siden, den fantastiske Barksfortælling hvor Anders er skoledetektiv, og skal fange ungerne der hellere vil skulke. Man taler så meget om PISA-undersøgelser, de danske børns læsefærdigheder og den slags, men hvis man i begyndelsen af hver dansklektion læste en af de go’e gamle Barksklassikere, så skulle I bare se løjer…
Anders And & Co. # 35 – 2008
Jeg havde et horn i siden på reklamerne i bladet i min sidste anmeldelse, og det har medført lidt reaktioner på Danmarks største tegneseriesite, http://www.dansketegneserieskabere.dk, hvor man påpeger, at havde det ikke været for reklamerne, så ville bladet koste betydeligt mere end tilfældet er lige nu, samt at da jeg voksede op, så var der rigtignok færre reklamer men også 50 % færre sider i bladet. Mon ikke svaret dermed giver sig selv, reklamerne er kommet for at blive. Slut og fred med det.
Til gengæld vil jeg så straks zoome ind på Andebyposten på side 17, og der er jeg noget lang i spyttet. Det er det rene nonsens vi bliver præsenteret for, og jeg tvivler stærkt på, at der er nogle børn, endsige voksne, der finder denne side god eller relevant. Det er det rene pjank og det er ikke engang morsomt. Måske kunne man bede vennerne på Vognmagergade om at kommentere dette?
Indledningshistorien er baseret på en god gammel traver. Anders der dummer sig gevaldigt, og render ind i den ene katastrofe efter den anden. Der er ikke så mange dikkedarer. Det virker fint som det skal, og både beretningens klimaks og sidste joke virker godt. En god start.
Det forsætter, og igen er vi tilbage i velkendte farvande. Georg Gearløs har opfundet en ny dims, og den kan både bruges og misbruges. En fin historie der sender moralske pile efter snydetampe. Fint.
Selvom historien om Bjørnebanden er tegnet utroligt grimt og rummer alt for mange indtryk, så er der på side 27, nederste rude til højre, en fantastisk vedkommende og rørstrømsk historie, hvor vores kære Bjørnebanditter må skille sig af med deres elskede hvalp, Max. Der er tårer både her og der, og det virker ikke engang søgt. Men Bjørnedrenge – det er altså ikke den måde man skiller sig af med hvalpe på! Grmpf…
Anders And nummer 35 virker som et voldsomt actionpræget nummer, og der er skibe der går under, ænder på markiser, uheld og ulykker. Helt saligt er det så, som fløjl for sjælen, at læse om Fætter Guf og Bedstemor Ands genvordigheder med et træ. Så er vi tilbage til rødderne, og det er slet ikke så tosset. Ugens bedste historie er på 2 sider og begynder på side 43.
Og det er her jeg slutter. Det er en god regel at slutte med at være positiv.
Andegaven, en Batapult, har ikke rigtig noget med Disney at gøre, og jeg forstår forsat ikke hvorfor vi skal belemres med sådan noget. Måske redaktionen kan svare?
Læs med i næste uge her på Disney klummen, og har du spørgsmål til redaktionen eller til Berti, så er adressenshipping124@hotmail.com