Jeg MENER, at det var forfatteren Tor Nørretranders, der i sin bog, Mærk Verden, for snart 22 år siden, eller så, udtalte, at næsten alting består af atomer. Atomer består af næsten ingenting. Alting består altså af næsten ingenting. At betragte selve eksistensen så nøgternt, og med glimt i øjet, og ellers kaste sig ud i populærvidenskabelig snak, og ikke mindst sniksnak, blev gjort med fuldt overlæg, med alvor, og sikkert også med humor. Det sidste er jeg nu ikke så sikker på.
Cliffs monologer, fra Forlaget Fahrenheit, er også en spøjs og skæv sag, der ligeledes beskæftiger sig med alskens grundvilkår, og dette gøres også nøgternt, med alvor, samt med herlig underfundig humor og ikke så lidt ironisk distance til vores nutid og alle dens bølger, dens svar og ikke mindst muligheder. Det er Johan Krarup der står bag dette herlige nedslag i vores alle sammens selvfede måde at realisere os selv på, og forsøg på at forstå os selv og vores samverden. Alt sammen personificeret i en næsten Carl Mar Møller lignende figur.
På 40 herlige sider får Cliff berettet om sine tanker, med hår på skulderen og i undertrøje sat op til klienter, talt om meditation, charterrejser, drømme, opdragelse, mobning, vaginal-massage, kærlighed, skilsmisse, adskillelse, kosmologi, dagligdag, universer og pis og papir, og det vækker store smil her på bjerget, når Cliff efter forsoningssex lakonisk konstaterer, at hans ex ENDELIG, efter 33 og et halvt år, er kommet over ham. Eller når Cliff er til fødselsdag hos Adam, sønnen på 34, og snakken går om morens maleri, Livets ild. Med vanlig mangel på situationsfornemmelse, og fordi Cliff ikke kan udholde, at han ikke er centrum, begynder at grine og referere til makrelsalat. Så griner jeg med. Højt, hjerteligt og længe.
Måske er det fordi jeg selv er kommet midt i livet, skaldet og næsten opfyldt af bitterhed over alle mine manglende successer, men med smil og bid stadig har mange kampe, at jeg vitterligt elsker Cliff. Måske. For det gør jeg. Bogen er herlig, underfundig og fylder bestemt mere end de gængse metervarer, som tegneserier og andet kunst, også kan være. Cliff er ikke kun Cliff fra Sams bar (Cheers), men der er alligevel tankevækkende og ganske morsomme lighedspunkter. Næ, Cliff er den pisseirriterende kloge far eller bedstefar, som vi alle kender, eller den røvirriterende kollega, der altid lige skal have det sidste ord.
Det skinner klart igennem alle bogens sider, at Johan Krarup ikke alene har moret sig, men også har et budskab, i udførelsen af Cliffs monologer. Et humoristisk pegen fingre af vores alle sammens navle, og det gøres med en finurlighed og en underspillet morsomhed der gør, at man sidder fornøjet tilbage. Både provokeret og imødekommet på ens egne fordomme, og det er godt for eftertanken, præcis som Krarups bog er godt for humøret. Jeg håber INDERLIGT, at Cliff vil forsætte, for der er stof til mere.
Cliff BURDE have en plads på de danske morgenborde, og jeg ville elske at se ham på bagsiden af Politiken eller en af de andre seriøse aviser. Johan Krarup gør sit til, at tegneserier ikke kun er for børn.
Bogen er hurtigt læst, men fylder og rummer mere, og kan sagtens tåle flere genlæsninger. Farvelægningen er beskeden, nedtonet nærmest, og det er godt, så de mange krøller og diskurser, vilde betragtninger og pseudopopulærvidenskabelige får præcis den plads de har fortjent, og det er mange. Figurerne er bevidst karikerede, og lige akkurat der, midt i alt det obskure og spøjse, gemmer sig lag på lag af alvor.
Jeg anbefaler dette værk.
Titel: Cliffs monologer
Forfatter/tegner: Johan Krarup
ISBN: 978 – 87 – 92320 – 82 – 7
Vejledende pris: 119,50 kr.
40 sider i farver
I salg nu.