De store mestre dør aldrig.
Får snart 2 år siden drog han af sted, Moebius, og efterlod sig en stor arv af kunstværker, heriblandt en lysegrøn sag, tre værker, tre selvstændige udgivelser, men alligevel forbundet og som også kan erhverves samlet i en box. Selve boxen med de tre udgivelser står i 498,-, og den så dansk handel i fredags, da Forlaget Faraos Cigarer åbnede om formiddagen. Og som altid, når nye udgivelser ser dagens lys, og især fordi forbrugerne igennem de seneste par år er blevet forvænt og forkælet, så røg der mange boxe over disken.
Og den arv, som vi læsere nu sidder tilbage med, har mange rødder og forgreninger. Dengang, i 70’erne, da tegneserierne, som vi var vant til, med faste rammer, for alvor blev forandrede, og alt blev udfordret og ’gjort’ op med, da dannede sig kimen til det vi i dag generelt omtaler som Graphic Novels. Måske er det at tage munden for fuld, men mange, hvis ikke alle, af vore dages nye ikke standardiserede udgivelser, alle metervarerne og de sikre pengestærke udgivelser, alle som en står i gæld til Moebius. For dengang, som små celler med drøn på, blev der tænkt nyt, stort og frem for alt, anderledes. Skabeloner blev forkastet, streger og striber brudt op, enhver form for lineær tænkning blev udfordret, og selvom vi i dag har vænnet os til, at sådan kan en tegneserie OGSÅ være, så var det dengang voldsomt provokerende og nyt.
Måske var Moebius ikke forgangsmand, og alene kan høste æren, men han var, og er, alligevel nok den største. Især fordi et andet af mandens mesterværker, den lineære og smukt tænkte beretning om Løjtnant Mike Blueberry og dennes meriter, i talrige udgivelser, er i dyb dyb kontrast til både Det kåde kyk, Den Hermetiske garage og Manden fra Ciguri. At kunne mestre begge dele, og dermed være inspirator for begge retninger, fortæller om en kunstner ud over det tegneseriemæssigt almindelige.
Jeg er glad for Moebius, men har ikke altid været det. Og påstår, at Moebius kræver en slags tilvænning, netop fordi det bare er så anderledes, så radikalt provokerende og alligevel formår også at favne mit, trods alt, begrænsede tegneseriesyn. Som kunstart, og som voksen kunstart, besidder han en udtryksfuldhed og et øvre loft, jeg sjældent ser hos andre. En abstrakt surrealisme, som om at han vitterligt leger med mediet, og ikke bare skal producere for produktionens skyld. Der fyres simpelthen som mange herlige raketter af, at man skal være et blindt skarn, for ikke at lade sig forføre, forvirre og forblænde. Igen, som en kontrast til andre store værker, Blueberry, allerede nævnt, men så sandelige også hos en anden af de helt store, manden bag Tintin, Hergé, så kan man læse et af disse album, og bagefter have en holdning; det var en god historie. Den kunne jeg lide, eller ikke lide. Disse albums lineære og ret beset begrænsede rammer, har sine automatiske begrænsninger. Det sker bare ikke på samme måde, som med Moebius og disse tre udgivelser. Her er der nemlig ikke et færdigt plot, men lag på lag af plots, tanker, ideer, indfald og pudsigheder. Og som sådan er garagen, kykket og manden meget mere et subjektivt kunstværk. Et kunstværk, man bare ikke er færdig med, og som er tidløst. Lakonisk er det så samtidig det væsentligste negative man kan sige om Moebius, at alle disse symfonier af indtryk, alle raketterne, at ikke alle bringes til eksplosion. Hvis man, når man har med kunst at gøre, eller alt andet i livet, fordrer løsninger og forløsninger, så drukner man, og kan risikere at sidde tilbage med en halvslap erektion.
Der er ikke den samme slappe erektion i Det kåde kyk, tværtimod. Potens, underfundighed og drillerier. En slags anderledes munter vippe at være på, få år efter hovedværket, som jeg tillader mig at benævne den, Den hermetiske garage, som er en stor hyldest til alle tegneseriens superhelt, men al den splittelse, som en hyldest kan indeholde. Kan man hylde og ære de værdier, som en superhelt pr. Definition står for, når man samtidig kobler ens bondefornuft til, og ved, at det hele blot er utopi, avanceret utidig idoldyrkelse og eskapisme? Hvorom alting er, så er Garagen et mesterværk i sin visuelle eksperimenteren, og med en mestertegners kyndige og sikre streg, i sin dengang sorthvide pen. Nu er der kommet farver på, og det vender jeg tilbage til, lige om lidt. Manden fra Ciguri, fremstår mere helstøbt, mindre fragmenteret og ligner mere en ’rigtig’ tegneserie. Der er stadigvæk alle elementerne fra før, men sat sammen i en mere fast ramme. Det er som om, at forløsningen er tættere på, men det gør ikke nødvendigvis, at det er ønskeligt.
Forlaget Faraos Cigarer er drevet af to af de helt store tandhjul i min tegneserieverden. Sivert Ibbo og Christopher Ouzman, som naturligvis gerne vil tjene en skilling, men deres mission er helt forskellig fra så mange andre købmænd. Der er nemlig et stort hjerte bag, og en lyst til at dele de store værker med os. Holdningen og grundtanken hos Cigarerne er, at alle store værker skal være tilgængelige. Lidt lige som man kan mene, at stor kunst, og det indenfor alle genrer, musik, teater, litteratur mm. Også skal være tilgængelig for de bredere masser. Det er en prisværdig og smuk grundholdning at have.
Der er kommet farver på, og hvad skal man så mene om det? Digitaliseret tilligemed. Men jeg mener nu ikke, at det gør så meget. Jeg har ikke religiøs holdning til farver eller ej, men kan glæde mig over, at farverne her i boxen såmænd er nydelige og med til at forstærke mit indtryk af fyrværkeri, drømme, absurditet og morskab. Med gru kunne man tænke tilbage til visse farvelægninger fra Carl Barks Samlede Værker, og frygte, at nu bliver det sådan igen, men nej, sådan blev det ikke. Og jeg synes nu ikke, at farverne ødelægger indtrykket af, at Moebius godt kan tegne, og den sirlighed og finhed, som der er i mange af figurerne og i flere af baggrundene, ikke bliver skæmmet. De rejser, for lige at tage en afstikker, som Corto Maltese tager på, i visse eventyr, mister en slags uskyld og renhed, når der kommer farver på, men det synes jeg ikke, at Moebiusboxen lider under.
Vi taler om et begrænset oplag af et hovedværk. Prisen er overkommelig og rimelig, boxen i samme vanlig flotte standard som de øvrige boxsæt, som Faraos har forkælet os med de senere år, og så er der altså stadig tale om tre unikke værker. Hver med sin egen historie. Hver med sit bidrag til et moderne festfyrværkeri af indtryk.
Det er vanskeligt ikke at sidde tilbage med et stort bredt forårsmil, og sende Moebius en kærlig tanke. Han sidder deroppe på en sikkert lyserød digitaliseret sky, nyder sine cigarer, som vi også kan med dette boxsæt.
Kort og uden omsvøb – Moebiusboxen er så oplagt et hit, både blandt nye og gamle læsere. Skynd dig at få fat på det, inden det er udsolgt.
Titlen på boxsættet er: Major Grubert
Forfatter/tegner: Moebius
Oversættere: Helen Bahnson, Jean Lebaut, Ole Steen Hansen
ISBN: 978-87-92808-77-6
Hardcovers, tre styks, i box
Vejl. Udsalgspris 498,- d.kr. for box + alle tre bind.
Anmeldt af Berti Stravonsky