Home / Anmeldelser / Atalante: Aftalen

Atalante: Aftalen

Det er et ungt forlag, Donovan Comics, der står bag udgivelsen. Forlaget, der har sin ophavsmand i Lars Rasmussen, er bestemt en skrivelse værd. Det er nemlig sådan, Lars besluttede sig for, eftersom der var tegneserieudgivelser han ikke kunne få eller læse på dansk, ja så købte han simpelthen rettighederne og udgiver dem nu på sit eget forlag.

Handlingen
Handlingen udspiller sig i en anden tid og en anden verden. En verden hvor prisen på menneskeliv ikke er noget man tager så nøje, og hvor værdier som ære og respekt snarere er på dagsordenen. Geografisk er vi i området omkring det græske øhav, for der hører guder og helte notorisk til.

Vores hovedperson, Atalante forsøger at komme ombord på skibet Argo, og dermed tilslutte sig Jasons søgen efter det gyldne skind. Historien om dette skind hører til blandt de mange heltemyter fra den græske mytologi.

Kort fortalt var Jason sendt ud på en umulig opgave. Han skulle hente et skind, der blev bevogtet af en ildspyende drage. Der er selvfølgelig en bagtanke, og den går ud på at Jason skal dø.

Inden denne færd er der dog et andet projekt der først skal klares…

Kritik
Atalante er en smuk kvinde. Hvis jeg kunne forme min drømmekvinde, så ville jeg klart vælge Atalante som skabelon. Store fyldige læber, en flot barm, lange lækre lår og et frækt blik. Det er gode sager…

Og normalt ville jeg ikke bryde mig om denne form for sexistisk manipulation, og min anmeldelse ville gå på det urealistiske, ville gå på den kliche med den sexede vamp og de fælt udseende grumme typer. Når jeg understreger dette allerede nu, så er det fordi jeg faktisk er blevet helt glad for albummet, og derfor sagtens kan abstrahere for mine idiosynkrasier.

Selvfølgelig må genren have sine forbilleder og sine stereotyper. Det gør sig gældende indenfor stort set alle genrer, og følgeligt også her. Persongalleriet er ikke det væsentlige i denne udgivelse. Godt det samme, for fraset albummets indledning er der ikke meget dybde at hente hos figurerne. Dog nok til at man holder med de ‘rigtige’ og nok til at det aldrig bliver patetisk eller ubærligt. For albummet i sin enkelthed og den herlige Atalante har sin egen charme. Tøsen er billedskøn og lummer. Her er begge adjektiverne anvendt positivt.

Tegningerne er flotte og det vækker beundring når man tegner flotte kentauere. Det er godt håndværk.

Tempoet er fint, plottet uden de store falbalader og kan man nyde en flot tegnet kvinde uden at det rykker i buksen, så er de 110 kroner skam givet godt ud.

Selvfølgelig kan man harmes lidt over, at vi i 2008 ikke er kommet længere i kønskampen, men den strid behøver vi ikke komme ind på her. At persongalleriet ikke er interessant kan heller ikke bringe mig i oprør. Målgruppen, de unge drenge, får hvad de betaler for og længere er den potte ikke. Vi andre får en fin lille læseoplevelse, og jeg kan såmænd tilføje, at dette album var god læsning for min ældste datter på 7. Hun synes Atalante var sej. Sådan.

Konklusion
Andrea og jeg havde en god ½ time i selskab med Atalante, og det synes jeg skal med. Jeg blev fornøjet og især tøsen blev begejstret. Det er slet ikke ringe, og når man tilligemed formår at koble den græske mytologi ind i en klassisk historie om de gode vs. de mindre gode, så er jeg glad. Albummet rummer herligt mange barkse sager, men vi er skånet for de værste blodsudgydelser og som sådan (selv om jeg PERSONLIGT elsker blod, indbolde og den slags) endnu et plus. 110 kroner er dog også en slags penge, men det er vel i det prisleje at tegneseriealbum efterhånden koster?

Manuskript: Crisse
Tegninger: Crisse
Oversætter: Lars Rasmussen
Forlag: Donovan Comics

Udgivet: Oktober 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 48 sider
ISBN-nr: 978-87-992002-6-9
Pris: 110,00 DKK

Aldersgruppe: 8-25 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 3 point
Tegninger: 4 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 3 point
Kvalitet til prisen: 3 point

Anmeldt af BERTI STRAVONSKY