Jeg har altid holdt meget af rammehistorier myterne om det vilde vest. Altid. Og sidder nu ganske fornøjet og føler mig underholdt af Zooms nyeste Blåfrakkerne. Skrevet af Raoul Cauvin og tegnet af Willy Lambil. Titlen er Barndomsår, og den er slet ikke så tosset…
Handlingen er denne gang ganske simpel. Blutch er deserteret og vennen Chesterfield på vej for enten at fange ham eller hjælpe ham. Nok mest det sidste. Han får has på ham og slæber ham med til nærmeste flække. Blutch spørger efter et fint hotel. Det får han og der er tremmer for vinduerne.
Mens Blutch rusker tremmer, så går Chesterfield i baren. Der møder han en værre drukmås og de falder i snak. Ser du, rødvinstuden har nemlig genkendt Blutch og så starter rammen. Over drinks og te fortæller den tidligere læge og nuværende alkoholiker om hvorledes han mødte Blutch og hvad der så videre skete.
Det vækker kærlige følelser hos vennen Chesterfield, som nu får flere farver på paletten i forhold til hans spjældede makker og gode hjerteven. Rørende og egentlig ganske godt både fortalt og tegnet.
Selvom Blutch også som lille var lidt af en urolig bølle, og lavede knald og bulder og bål i gaderne, så er det ikke kun lagkagekomik. Fortidens spøgelser er nogle møgsvin, og der går rent Charles Dickens i det. På det børnehjem hvor Blutch blev sendt hen, da lægen ikke helt havde byens opbakning og tillid grundet det med flaskerne, her huserer et møgsvin ved navn Silas Hancock. Han var et svin og det gik blandt andet ud over Blutch.
Og dette var blot et enkelt lille nedslag i et album, som overvejende er rart at læse. Der er ikke skud og knald og fart over feltet. Næ, vi får rammefortællingen fortalt i et roligt tempo, og det virker godt og afslappende. Man nyder siderne på en anden måde, når Gintberg-råberiet tones ned.
Tegningerne er fine og albummet er godt for øjnene også. Der er flere halvsides ruder og de er ekstra nydelige at skue. Der er sågar en helt Find Holger myldertegning på side 26, og en sådan gør godt.
Albummet er tonet ned i forhold til støj og råberi, og alligevel er der masser af bevægelse. Heste i fuld firspring, eksplosioner i en mine, lægen som er fattig skal have nye klæder og skynder sig ud af en tøjforretning. Den slags.
Nå, meget snak om næsten ingenting, for albummet er både hurtigt læst og sikkert lige så hurtigt glemt. Og dog. Dette album stikker ud i sammenligning med flere af de øvrige Blåfrakker, og jeg tror, at det er smart at klæde statiske karakterer på med fx en fortid.
Jeg har først for alvor stiftet bekendtskab med Blåfrakkerne i en sen alder, og føler, at albummene bare bliver bedre og bedre efterhånden som jeg får læst mig ind på serien. Den er først og fremmest en hyggekærlig krammer til det vilde vest og værdien af venskab. Og selvom der nok er gået både fabrik og kronetænkning i skidtet, og at der efterhånden er fremtryllet 60 album, så er selve genren udødelig og så tænker jeg, at det er godt at have en kærlig og komisk distance til alvoren. Lidt som et modstykke til True Grit, Unforgiven, Soldier Blue, A good day to die, Stagecoach, The man who shot Liberty Walance, High Noon, The Revenant og hvad de ellers hedder, disse ikoniske mesterværker. Blændende film og en genre jeg elsker.
Dette album når ikke disse film til støvlesnuden, men rummer alligevel så meget kærlighed og godt håndværk, at dette 4-tal som jeg giver, er et af de største man kan modtage. Jeg er bestemt godt underholdt.
Der er ikke noget ekstrahejs udover en oversigt over udgivelserne på originalsproget samt med dansk titel.
Titel: Blåfrakkerne – Barndomsår
Skrevet af Raoul Cauvin
Tegnet af Willy Lambil
Farvelagt af Leonardo
Oversat af Michael G. Nielsen.
Forlag: Zoom
Format: softcover, 46 sider i farver
Pris: 139,-
Isbn: 978-87-93564-16-9