Den er fra 1970 og grusom, og jeg kan huske to ting.
Dels hvor meget jeg græd, da jeg et ca. 10 år gammel så filmen, stortudede simpelthen, og så kan jeg huske Buffy Saint Maries titelsang, da jeg lidt større begyndte at indspille sange fra radioen over på mine kassettebånd. Soldier Blue var en af de mange westerns der blev siddende på min nethinde. En anden var med Telly Savales, ham som vi bedre lærte at kende som Kojak. Den hed The Scalphunters og er fra 1968. Jeg så den engang i 70’erne, og jeg kan især huske, at westerns kun var gode, rigtig gode altså, hvis der var indianere med. Senere blev det lidt mere nuanceret, og jeg lærte, at en god western ikke er betinget af om der er indianere med eller ej. Faktisk er der enkelte film der ligefrem gik hen og blev dårlige, hvis indianerne blev gjort dummere eller hvis de for eksempel talte engelsk. Det kunne jeg slet ikke acceptere.
Indianere er altså lige noget for mig, og Zooms nye Blåfrakkerne, ’Desertørerne’, er spækket med de røde. Og det er slet ikke så tosset, nej det er ej.
Blåfrakkerne har en del år på bagen. De så dagens lys samme år som Armstrong foretog sin månelanding og første album udkom året efter. Det var et samarbejde mellem belgierene Raoul Cauvin og Louis Salvérius, der dog blev afbrudt da sidstnævnte døde i en meget tidlig alder, kun 42 år gammel. Blåfrakkerne, eller Les Tuniques Bleues som de hedder på originalsproget, forsatte med Willy Lambil.
Første gang at Blåfrakkerne udkom i Danmark var i 1973, og det må have været der omkring at jeg lærte serien at kende. Den har dog ikke helt sat sig fast, for jeg kan på stående fod ikke huske noget album eller nogen af karaktererne. Men fred med det. Der var så meget andet godt.
Handlingen er denne:
Obersten, blot omtalt som ’Den gamle’ forlader fortet med datteren og overleder ledelsen til en barsk satan, Kaptajn Joyce. Han er en karriererytter, en rå en af slagsen og han er ikke specielt god til at forvalte magt. Det kommer klart til udtryk allerede i starten af albummet, ved første samling, hvor der straks skal statueres eksempler. En ubarberet gut får prompte 14 dages streng arrest, og flere tåbelige nedslag følger. En militærnægter, en dengse og en fåmælt herre ender også bag tremmer. Deres forbrydelse? Ikke værd at nævne, for kaptajnen lever i den vildfarelse, at respekt er noget man får ved at være autoritær, så det er han.
Gutterne i kachotten surmuler, og i mørket undslipper de. Desværre for Sergent Chesterfield og menig Blutch, som var sat til at bevogte dem, for kaptajnen tager rømningen personligt og da dagen gryr, drager vores venner sammen med Kaptajn Joyce afsted efter desertørerne. Lige ud i indianerland. Og så begynder historien. Kort tid efter møder dem nemlig en gruppe comancheindianere og kun vores helte undslipper. Den satans kaptajn bliver nappet, og så opstår der etiske og moralske overvejelser. Skal man forsøge at hjælpe eller lade ham lide døden på totempælen? Selvfølgelig det første, men det kræver et par mænd, og det er så her desertørerne kommer ind i billedet. Ikke helt let at få folkene overtalt, men det lykkedes, og så skal man ellers i gang med en større redningsaktion. Den lykkedes, men kun næsten, for til sidst er alle fanget under den brændende sol, og det ser ikke godt ud. Mere skal ikke røbes her, for der lægges godt op til historiens afsluttende morsomhed, og den skal I ikke have forærende her.
Historien er fermt fortalt. Der er et godt flow og alting fungerer. Det virker plausibelt og ædelmodigt, og kaptajnen viser sig at være lige så dum et svin, som man formodede. Godt så. Der er både enkelte grin og en gennemgående spænding, lige i øjet på målgruppen som er betydeligt yngre end jeg.
På billedsiden er der ikke meget at komme efter. Baggrundene er flotte, men inderligt ligegyldige, og det samme kan nærmest siges om de forskellige karakterer. Der er overflade snarere end dybde og tyngde, og man har det efter et måltid på en burgerrestaurant. Men er mæt men ikke helt mættet. Der mangler lige som noget. Det er både lidt sjovt og lidt spændende, men aldrig helt. Nok typisk for genren som sådan. Man har et galleri og en ramme, og den virker, men kun som metervare, og det kan være vanskeligt at opnå andet end blot at underholde og udfylde. Ikke at der er noget i vejen med hverken det første eller sidste. Ikke andet end at det virker her og nu, men på sigt er det et album der hurtigt glemmes. Og nu kommer det hele til at lyde alt for mavesurt, og det er ikke meningen. Jeg tænker, at albummet sagtens kan læses af både store og små, og hver part ville få et eller andet med heraf.
Albummet virker fint og godt på dets præmisser, og sikkert lige i øjet for de raske drenge derude med lyst til bue og pil. De findes, tænker jeg, om end der næppe er mange. Måske er albummet i virkeligheden så alligevel møntet på gamle røvhuller som mig? Folk der, til tider, sidder fast i fortidens tidslommer? Måske.
Men altså – overordnet helt i orden. Solidt uden at stikke ud. Spændende sine steder og lidt sjov andre steder og det er fint nok. Det er dagens ret uden dikkedarer. Godt hvis man bare er ved at gå sukkerkold.
Samlet vurdering: tre skud med saltbøssen. Det smager af noget. Noget noget.
Titel: Blåfrakkerne: Desertørerne
Forfatter: Raoul Cauvin
Illustrator: Willy Lambil
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: 46 sider i farver + 2 siders ekstramateriale om Blåfrakkernes historie samt udgivelser.
Pris: 128,-
Isbn: 9788792718990