Ok, jeg har endnu ikke fået set The Revenant, men det er klart på listen endda med topprioritet. For westerns har alle dage været min genre. Lige sider Ruder Konge var knægt. Jeg har naturligvis også savlet over den langlemmede Clint og nydt hans tavshed og det iskolde stålfaste blik. Og før det, nok især fordi jeg var den tand yngre, var det John Wayne der var genstand for min beundring og generelle måde at være på.
For en del år siden blev jeg bjergtaget af Kevin Costners Dances with wolves. Jeg mente da, og stadig at den film er et mesterværk. Netop fordi filmen tager sig tid til at fortælle sin historie, og ikke bare jager af sted med hastige klip og den slags. En western med zen.
Og når jeg så nu læser seneste album med Blåfrakkerne, så synes jeg, at jeg kan genkende noget fra førnævnte Oscarsluger. Måske fordi jeg vil genkende noget, I don’t know. Men starten på albummet minder mig altså særdeles meget om filmens indledning, og det er slet ikke så skidt endda.
En blåfrakke savnes er titlen, og coveret fortæller sin egen tydelige og sørgelige historie. Løjtnant Blutch er død, og mange triste tårer triller.
Historien er denne: På lazarettet vågner sergent Chesterfield op efter tre døgns bevidstløshed. Et stort slag har haft sine ofre, mange endda, men vores ven undgår lige akkurat at stille træskoene. Desværre for ham har andre ikke været så heldige, og selvom frænde ofte er frænde værst, så banker der bløde vennehjerter, og mange tårer triller, da han erfarer at vennen Blutch er blandt de omkomne. Sandheden er lavet af gummi og synsvinkler kan anskues fra alle steder. Ved den nærmere efterforskning er der lidt miskmask omkring Blutch’ måde at dø på. Uden at røbe for meget går der nærmest Groundhound Day i fortællingen, og på samme måde som i førnævnte herlige film, er det ganske morsomt også at læse.
For selvfølgelig… ja, det kan du næsten selv regne det ud.
Blåfrakkerne er som den gamle jul. Der skal ikke skrues eller pilles for meget. Galleriet er klart og virker, og ret meget mere behøver jeg vel egentlig ikke sige.
Dette album, og det forrige jeg havde øjnene i, ’Desertørerne’, kunne jeg godt lide, og tænker, at både tematikken og løjerne supplerer hinanden fortrinligt. Der er fis og ballade, men så sandelig også en barsk tone. Ikke udpenslet i slagscenerne, men mere i det der ikke fortælles direkte. Jeg kan godt lide lægen der tilser vores ven. Han lægger ikke fingrene imellem og kalder spaden ved sit rette navn. Så vi har altså sjov med blod på.
Den cocktail udløser 4 shots.
Blåfrakkerne – en blåfrakke savnes
Forlag: Forlaget Zoom
Forfatter: Raoul Cauvin
Illustrationer: Willy Lambil
Farvelægning: Leonardo
Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen
Format: Uindbundet, 46 sider i farver + indeks over tidligere og kommende udgivelser
Pris: 128,-
Isbn: 978-87-93244-13-9
Er udkommet