Home / Anmeldelser / Conquistador – del 3

Conquistador – del 3

Anmeldt af Berti Stravonsky

Så er der atter godt nyt fra Valby. Jeg taler om e-voke og deres forrygende program. Lad os begynde med Conquistador del III og jeg noterer mig som noget af det første, at kvinden på coveret har en ganske god røv, og bærer våben i begge hænder. Hun er central i fortællingen og rummer lige præcis dét, jeg tænder på. Handlekraft. Kynisme. Vilje.

Dette er album tre i serien, og i næste album får vi afslutningen. På bagsiden ser vi de fire covers, og en lille fin detalje er, at de to første album kan sættes ved siden af hinanden, og de sidste to også ved siden af hinanden, og de danner så to hele billeder. Jeg kan godt lide, at man har en tanke bag ikke alene indholdet, men også i formen. Det bliver mere helstøbt. Mere professionelt.

Nu nævnte jeg forsiden. Den er mørk. Det samme er bagsiden og der står følgende:

Tenochitlan, år 1520.

De søgte aztekernes skat…

Men de overså, at der blev våget over den.

Lige ovenover er der et gustent ansigt, et kranium med mørkerøde øjne, måske ædelsten.

Og nederst de fire album. Ikke umiddelbart en indbydende bagside, snarere ildevarslende og stemningsfuld. Stemningsfuld er også et af de første ord, der rinder mig i hu. Det er som om, at albummet er mere snak end handling. Som om, at der samles kræfter til de afgørende slag, og selvom jeg nu har læst albummet to gange, så kan det alligevel være en kende vanskeligt sådan for alvor at finde en helt, en person eller en sag, som man holder af og måske identificerer sig med.

Det kan sådan umiddelbart virke irriterende og forstyrrende, men jeg er ovre den del. Tænker lidt i andre baner, for tegneserier der gør, at man enten tænker sig om en ekstra gang, eller bliver ramt af irritation, de er enten rodede og ustrukturerede, eller også er det kunst på et andet niveau. Hvor man ikke altid får alt forærende, men at værket faktisk kræver noget af sine læsere.

Der er mange værker, der popper frem, når jeg læser Conquistador. Jeg tænker på Mel Gibsons ekstremt voldelige men også vildt fascinerende og smukke film, Apocalypto. Jeg tænker også på Lars von Triers Riget, som vi jo snart får tredje sæson af. Netop på Triers Riget, hvor der hele tiden præsenteres nye karakterer med hver deres rolle og ramme, og man får sympati eller modvilje konstant i hver af de nye karakterer. Det er en sublim rollefordeling, og lidt det samme aner jeg i Conquistador.

Tre fjerdele inde i serien aner jeg faktisk ikke, hvem jeg skal holde med.

Lad mig give dig et eksempel. Det omhandler den gode røv fra coveret. Hun standser en voldtægt. Er i undertal men ferm med en kårde. Det får begge voldtægtsmænd at mærke, og alt ånder idyl og fred. Men så kommer der en kniv i spil, og nye dimensioner tilligemed.

En herlig kontrast med denne kniv og dennes anvendelse. Til sammenligning, og så kan man jo tænke over dette, så få sider forinden, er et andet slag udkæmpet. Som det ellers er tradition, så skal den besejrede dræbes. Men ikke her. Han benådes og bortvises. En anderledes nådig handling, og man aner, at der sidenhen vil komme et afgørende slag imellem ham der benåder og hende der ikke gør. Vi får se.

Billedsiderne er fabelagtige. Igen, som jeg vist har skrevet før, så skal man se bagom figurerne. Kigge på de mange herlige detaljer. Vis mig et folk og dets samfund, så skal jeg fortælle dig om dets leder. Sådan har jeg læst det engang, og det er fornemt at kigge på detaljerne. En detalje kunne være en ny karakter her i serien, en sær satan som banker løs på trommer, ridende på et æsel. Zampero er navnet, en tidligere højt dekoreret soldat, som nu er ramt af feber. Ham og hans fører, Barbo Bezan, i orange dragt, høj, ond af udseende og med et hvidt sølvfarvet ansigt, arret tilligemed. De to giver serien nyt blod. Ondt blod. De er også på mission, og denne udføres med skræmmende ondskab.

AYYYEEE DAIII!

Lyder det. Zampero råber en ordre. En landsby, en helt fredelig landsby med mænd, kvinder og børn, brændes ned, og folkene i landsbyen med. Bind dem, lyder det, bind dem og brænd dem alle i de rensende flammer.

Så – dette jungleskakspil er i gang. Alt sammen på jagt efter aztekernes skat. I et skakspil handler det om at nakke kongen, og undervejs ofres der folk. Det bliver en rasende afslutning.

Dette værk, treeren, er, hvis vi skal blive i skakkens terminologi, dette midtspillet. Officererne er på brættet, alle sat i scene og enkelte er ofret, herunder nogle ubetydelige bønder. Slutspillet kan begynde.

Ja. En fin billedside, om end noget dunkel og dyster. Det er som om, at næsten alle sekvenser er i mørke, selv hændelserne i dagslys. Men husk – vi er i junglen. Det er ikke som en Hollywoodfilm. Der er ikke kunstigt lys. Der er ren Stanley Kubrick. Der er det lys, der er. Det fremmer to ting. Først og fremmest stemning. Men også en slags irritation. Jeg er så gammel, at jeg skal have ting ind med skeer. Og så skal jeg have kontraster. Det mørke og dunkle ville ikke være mørkt og dunkelt, havde det ikke været for lyset, freden og de stille passager. Eller jo. Men ikke med samme pondus. Og flere steder halter det. Det bliver for mørkt for længe.

Kulturndskab og drab holder jeg af. Det er ren eskapisme og siderne læses med glubsk interesse. Jeg prøvede sådan for sjov at se, hvor meget vold der er. Der er meget. Ikke bare vold vold, men også dramatiske optrin og afviklinger. Man er hele tiden i højeste gear, og det gør noget ved intensiteten. Samlet set, nu efter tre album, virker det, og som serie er Conquistador herlig og farlig.

Aktørerne er flot tegnede. Tzilli, en smuk kvinde, som elsker en anden mand, kommer afklædt. Hun afvises og vender tilbage til sin udkårne i en blå dragt og med sit smukke sorte hår hængende løst. Kort forinden, 10 ruder eller deromkring, går en anden person, ham den besejrede fra før. Han forlader os med livet i behold, men se lige på øjnene. Lur mig, han vender tilbage.

Men altså – flotte aktører. Flotte ildevarslende baggrunde og et skakspil af drabelige dimensioner.

Dufaux og Xavier har skabt en sublim serie. Den skal ind ad flere omgange, for helt let er den ikke. Tegningerne er dynamiske, voldelige, detaljerige. Plottet som det førnævnte skakspil. Men er lidt i tvivl, men tvivl skærper sanserne.

Jeg var i tvivl og var først i de fire hjerters land. Men efter at have læst albummet på ny, er jeg ikke i tvivl. Det er et herligt råt album, og det gør lige præcis det, som god kunst kan. Det sidder. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg er meget spændt.

Titel: Conquistador del 3.

Tekst: Dufaux

Illustrationer: Xavier

Forlag: e-voke

Format: 62 sider i farver, hardback

Pris: 189,-

Isbn: 978-87-93952-67-6