Home / Anmeldelser / Conquistador

Conquistador

Nå. Jeg sidder med en fantastisk spændende serie, og med serier er det jo sådan, at man ikke får alt på én gang. Seriens titel er Conquistador, og er på fire bind. Jeg har læst de første to, og ærgrer mig nu over, at de sidste bind først kommer, når de kommer.

For wauu. Her er altså guf. Både rent visuelt og hvad handlingen angår. Lad mig begynde med det visuelle. Tegningerne er fremragende, og farvelægningen ligeså. Manden bag er fransk. Navnet er Philippe Xavier, og det navn kan du godt bide mærke i. Samt begynde at holde et vågent øje med.

Om det er rådne lig i lastrummet på et skib midt i junglen. Om det er Tenochtitlan, Kejser Moctezumas by set oppefra. Med et virvar af mennesker, veje, trappetrin, et monstrøst tempel og når man kigger nøjere efter, kan man se, at der er kælet for detaljerne. Små boder, nærmest usynlige for øjet. Særlige sirlige apparater på jorden, og helt tæt på. Øjne, barske blikke. Fulde af hævn, af smerte, af had, af frygt og så personerne. Ja, tag bare kejseren Moctezuma. Majestætisk, frygtindgydende, pompøs. Bemærk ikke kun kroppen med muskler, eller beklædningen som signalerer styrke, uovervindelighed, lederskab. Samtlige sider rummer flotte enkelttegninger fyldte med detaljer. Tæt på kan det være blodsprængte øjne, det kan være et smukt velplejet fuldskæg, og det kan være anatomisk korrekte kroppe. Kroppe i kamp, kroppe på flugt. Det kan også være krigere i fuldt ornat. Beredte. Både stillestående og i kamp. Nu nævnte jeg kroppe, og naturligvis er der også velplejede helte og smukke kvinder. Lige sådan, som vi gerne vil se dem.

Allerbedst er måske illustrationerne fra junglen. Junglen, hvor der lurer farer. Naturen der kommer til at spille afgørende ind, men nok næppe som man havde forestillet sig. Eller allerallerbedst de der sirlige detaljer, som man ser første gang, samt ser endnu bedre anden og tredje gang. Detaljerne kunne være brynjer med guldbelagte lag på. Detaljerne kunne være indenfor, i templet hvor væggene er dekorerede. Detaljerne kunne være, og her hiver jeg lige fat i siderne 58 og 59 i det første album, hvor regnen pisker ned. Vi har soldater og heste. Alt sammen i blåt og sort med en evindelig styrtsø af piskende regn. Det er så stemningsfyldt. Det er så overvældende. Det er så godt.

Det er nemlig forbryderisk godt at have med et værk at gøre, hvor både plot og tegninger supplerer hinanden. Sammenlign bare med det bedste fra Giraud. Gør det bare. For hvad han manede frem af bjerge, sol, støv, vind, vand i det vilde vesten, de stemninger, det samme formår Xavier næsten at gøre i de mange uhyggeligt spændende klaustrofobiske scener i Conquistador. Jep. Jeg sagde det. For vi er deroppe.

Handlingen? Hvad med den? Er det bare action og derudaf? Ja. Det er det. Og det er fedt, for det virker.

Vi er i 1520, og guld er guld. Alle dage har guld været forjættende, efterstræbt. Glem alt om venskaber og aftaler. Guld er magisk og kraftfuldt og nu skriver jeg guld. Men det rette navn er en skat.

Hernán Cortés. Spanier. Han var et rigtigt dumt svin. Fra én vinkel. Fra en anden en helt. Sådan er det med historien. Interessant at google ham, og jeg elsker disse værker, der tager udgangspunkt i noget reelt. Det skaber en anderledes bund for læsningen, og jeg føler, at jeg ikke bare læser en spændingsserie, men også samtidig får et pust af kulturhistorie med i købet. Hernán Cortés var imperialist. På en mission. Udsendt på en straffeekspedition, men så er der det med skatte og guld. Det er lokkende. Så han udpeger en af sine soldater til at stjæle Montezumas rigdomme, skattene der befinder sig dybt i det store tempel. Denne soldat er Hernando del Royo. Vi møder Royo som barn, og forstår, at hans skæbne er beseglet. Der er en forbandelse over ham. Han skal blive et monster for at bekæmpe et monster. Der er små anslag i de første to album, der giver fingerpeg herom, men lur mig, om jeg bliver snydt og overrasket i de sidste to. Det tror jeg.

I første del møder vi aktørerne. Som i alle gode fortællinger er intet givet, og der er tilpas med plottwist til at vide, at intet er sikkert. Men altså, vi møder aktørerne. Royo. Samt det der særlige tvist, at der er noget og noget, der vogter skatten. Et element af overnaturlighed, som jeg ellers normalt har det en kende stramt med. Men ved du hvad? Det virker forrygende. Jeg æder alt råt. Suges ind og hvorfor i grunden ikke? Det er skrevet og tegnet så mageløst besnærende, at jeg ikke kan lade være. Dette kan have mange navne. Kunst fx

Man napper selvfølgelig ikke bare en skat. Det kræver mod, planlægning, held og styrke, og hvem pokker kan man stole på, når alt kommer til alt? Det crew som Royo har med, og som i bind to må flygte og kæmpe som ind i helvede, er et syret sammenrend af personligheder. Folk vi lærer lidt at kende, og lærer at holde af dem, for så… Ja. Livet skal man værne om. Det kan slutte.

Bered dig på at der er meget blod. Mange kampe. Mange dramatiske scener, og alligevel føles begge bind som behagelige. Behagelige fordi plottet og tegningerne har hånd i hanke med hinanden. Ind imellem skal man lige bladre tilbage, lidt lige som i en film hvor der krydsklippes og skues tilbage. Sådan er det også med Conquistador. Aldrig så meget, at det føles generende og forvirrende. Snarere som en bevidst pirring af indtryk, og jeg sad med samme følelse, da jeg nåede til sidste side af de 64, og det i hvert album altså, nemlig en følelse af Arghhh. Mere. Mere.

Der er detaljer og storslåede panoramaer. Der er modbydeligheder og en herlig forfriskende rå og direkte vej ind til mit onde hjerte. Jeg nyder, når huden skrælles af levende skrigende ofre. Jeg nyder, når forvalterens datter får pisk. Jeg nyder når blodet sprøjter ned af trappen. Blod forladende et afhugget hoved.

Det er vold. Det er drama. Det er eventyr. Det er klart for den voksne læser, og jeg kan næsten ikke vente til bind tre og fire.

Vi ender på fem af de store hjerter. Så tæt på seks, som man kan komme. Lur mig, om vi ikke ender der samlet, når trådene samlet i sidste bind.

Titel: Conquistador

Tekst: Jean Dufaux

Illustrationer: Philippe Xavier

Forlag: e-voke

Format: Hardback, 64 sider pr. album. Farver

Pris: 179,-

Isbn. 978-87-93952-28-3 samt 978-87-93952-18-8