• Seneste indlæg
  • Seneste kommentarer
  • Arkiver
  • Kategorier
Home / Anmeldelser / De udødeliges dal – Truslen mod HongKong

De udødeliges dal – Truslen mod HongKong

Truslen mod HongKong

 

”Ubevæbnet og uden viden om sit brændstofniveau lystrer Olrik. Han placerer Den Røde Vinge nogenlunde sikkert i landingsbanens akse…

Med opbydelsen af alle sine pilotevner retter obersten forsigtigt maskinens næse opad og slukker motorerne for at tænde propellerne”

Vi er kort inde i albummet. Oberst Olrik har netop overlevet et voldsomt angreb fra luften, en eskadrille britiske ’Sværdfisk’.

Krigskaos hersker. Tidsmæssigt indledes De udødeliges dal – første del ’Truslen mod HongKong’ umiddelbart efter ’Kampen om verdensherredømmet.

Og træder vi et skridt længere tilbage, til albummets første stemningsmættede sider, så er rammen for fortællingen sat.

Kunstværker er mere end til øjet. En konvoj af fartøjer til vands forsøger at undslippe den kommunistlige fare, som gradvist rykker frem. Det lykkedes ikke helt, et enkelt fartøj rammes af et lyn, og må søge land hos en ø i nærheden. Som desværre for dem, er beboet med pirater.

Konvojen sejler med uvurderlige skatte, kunstskatte og i to af disse er yderst sjældne dokumenter skjult. Som i Hergés Enhjørningens hemmelighed er dokumenterne (2.500 år gamle pergamenter) skjult i hver deres statue, og jo – godt gættet. Den ene statur befinder sig i det fartøj, som er i fjendehænder. Se, det er rammen.

Jagten på dette sidste dokument, og sammenfattet med det, som man har i besiddelse, kan krigsherren general Xi Li måske lade Kina genopstå som et kejserrige, og ham selv som kalif… Nå nej, kejser.

Blake og Mortimer involveres, sådan næsten som et biprodukt, og oberst Olrik ser sit snit til at mele kagen, dels for at få personlig hævn overfor ærkefjenderne fra Storbritannien, dels få smadret Blake og Mortimer.

For fanden mand…

Jeg var meget skeptisk, da jeg indledte læsningen. Jeg har tidligere fået Edgar P. Jacobs’ historier galt i halsen, og nu, med et anderledes crew, ja hvordan skulle det gå?

Yves Sente står for teksten, Teun Berserik og Peter van Dongen for billederne, og alle tre skal have stående applaus. Dette album er mesterligt, simpelthen. Jeg minder mig selv om, at jeg var skeptisk ud over alle grænser, og sidder nu glad og begejstret tilbage.

Der var slet ikke så mange ord og så mange lange sætninger, som jeg havde frygtet. Mange er der dog, og med garanti betydeligt flere end gennemsnittet for et 56 siders album. Det kræver et lille vågent øje at rumme alle ordene, men jeg synes nu ikke, at de virker tyngende på nogen måde. Plottet er sindrigt og man bliver klædt godt på af både dialog og den forklarende tekst. Måske er jeg blevet ældre og mildere med årene, men både læsning af tekst og billeder gik i zen, og jeg oplevede et herligt dybdegående læseflow.

Selvfølgelig er visse sætninger og udråb tåkrummende og minder mig om de gamle Tintin-hørespil med Peter Kitter, Jørn Rose og Bob Goldenbaum. ”Nu skilles de. Godt. Kør op på siden af ham” og i den dur.

Vi får det hele med. Det gør nu ingenting.

Farvelægningen er jeg glad for. På papir, glat som mat, har stærke farver det svært. De kan nemlig ofte fylde uhensigtsmæssigt, men her, på mat papir, er farverne afdæmpede, nærmest stilrene og de har sikkert flere betydninger for læseren. Jeg bliver umiddelbart rolig af læsningen, mine øjne trættes ikke og så opstår der den vigtige grundstemning af fred og ro, næsten uagtet hvem der pløkkes, tæves, forfølges og i den dur.

Herligt er det også at være i Østen på ny. Dette særlige sted på jorden, hvor folk nærmest pr. automatik accepterer hierarkier og rangordener. Der er styr på tingene, som man siger. Hvilket er ret vildt i dette album, da der er en del at holde rede på.

Det er et flot tegnet album. Detaljerigt, gode mættede baggrunde som ikke stjæler fokus, men bidrager til både stemningen og helhedsindtrykket. Flere gange sad jeg og flettede Den blå lotus ind over, så godt er albummet.

Plottet holder og jeg kunne godt ende med at blive fan. 5 gode herfra.

 

Titel: De udødeliges dal. Første del: Truslen mod HongKong

Tekst: Yves Sente

Illustrationer: Teun Berserik og Peter van Dongen

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 56 sider i farver, mat papir, på coverets bagside en komplet B&M oversigt

Pris: 218,-

Isbn: 978-87-70857-38-3

Posted on by Berti Stravonsky in Anmeldelser2 comments

2 comments

  • Arne Nielsen

    Jeg er helt uenig. Jeg har fulgt nøje med, med Blake og Mortimers oplevelser gennem alle årene – også alt det, der videnskabeligt er helt ude i hampen. Netop som oplyst og videnskabeligt uddannet person er det sjovt at se, hvordan tegnerne slipper igennem at lave videnskab, hvor der ingen videnskab er. Så jeg er en garvet BM-fan. Men med dette album, De Udødeliges Dal, bliver det hele smadret. Det er meget tydeligt, at tegneren ikke har følt sig ind i seriens ethos. I begyndelsen af albummet benyttes en særlig livløs streg, der gør figuren til en overflødig ug uinteressant papfigur. Det skulle have været rettet. Og senere i albummet skitseres hele den britiske elite som en flok idioter. Det er tydeligt, at tegnerens kinesiske herkomst og observans her kommer klart igennem. Han er egentligt ikke interesseret i disse briter, og guderne skal vide, at der er mange sider af det britiske samfund, som er svære at kapere, men det dur ikke med en så fladpandet og upsykologisk stillingtagen i en tegneserie. Der er der brug for muligheden for at skelne mellem dem, vi holder med, og hvem vi er imod. Og det er imod den kinesiske ethos at skildre personer på en psykologisk nuanceret måde. I Kina tror man på de ensrettede masser, der gør, som der bliver sagt, mens enkeltpersoner med en mening om nogetsomhelst betragtes som subversive elementer. Og det er denne tænkemåde, vi i albummet De udødeliges dal ser fuldt udfoldet. Det har været en stor fejl at betro denne tegneserie til en kinesisk tegner, selvom der jo har været den pointe, at når albummet foregår i Kina, har det på denne måde været muligt at få de kinesiske skrifttegn korrekte. Men resultatet er jammerligt.

  • Arne Nielsen

    Jeg er helt uenig. Jeg har fulgt nøje med, med Blake og Mortimers oplevelser gennem alle årene – også alt det, der videnskabeligt er helt ude i hampen. Netop som oplyst og videnskabeligt uddannet person er det sjovt at se, hvordan tegnerne slipper igennem at lave videnskab, hvor der ingen videnskab er. Så jeg er en garvet BM-fan. Men med dette album, De Udødeliges Dal, bliver det hele smadret. Det er meget tydeligt, at tegneren ikke har følt sig ind i seriens ethos. I begyndelsen af albummet benyttes en særlig livløs streg, der gør figuren til en overflødig og uinteressant papfigur. Det skulle have været rettet. Og senere i albummet skitseres hele den britiske elite som en flok idioter. Det er tydeligt, at tegnerens kinesiske herkomst og observans her kommer klart igennem. Han er egentligt ikke interesseret i disse briter, og guderne skal vide, at der er mange sider af det britiske samfund, som er svære at kapere, men det dur ikke med en så fladpandet og upsykologisk stillingtagen i en tegneserie. Der er der brug for muligheden for at skelne mellem dem, vi holder med, og hvem vi er imod. Og det er imod den kinesiske ethos at skildre personer på en psykologisk nuanceret måde. I Kina tror man på de ensrettede masser, der gør, som der bliver sagt, mens enkeltpersoner med en mening om nogetsomhelst betragtes som subversive elementer. Og det er denne tænkemåde, vi i albummet De Udødeliges Dal ser fuldt udfoldet. Det har været en stor fejl at betro denne tegneserie til en kinesisk tegner, selvom der jo har været den pointe, at når albummet foregår i Kina, har det på denne måde været muligt at få de kinesiske skrifttegn korrekte. Men resultatet er jammerligt.

Leave a Reply