Ja, den her gang er det det helt store fjernsyn jeg har kigget på. For det er igen blevet tid til at Marvel viser os hvad de kan, med alle deres superhelte. Og hvad man kan, når man har adgang til Disneys nærmest uendelige pengeforsyning!
For dem der ikke har set en af de utallige trailere og klip, der bliver sendt i døgndrift på nettet og på TV, så er handlingen – skåret helt ind til benet: Tony Stark bygger en robot som skal være god, men så DUM-DUM-DUM bliver den ond (gisp!)
Det skal være simpelt i den her slags film. Ikke fordi superheltefilmmagerne kun laver dumme film, men når man skal finde plads til 6 superhelte, er der ikke så eget plads tilbage til egentligt plot. Og det er her instruktøren Joss Whedon viser os, hvor skabet skal stå. For når han har skruet ned for plot, har han til gengæld skruet op figurerne.
Det gør han med sine fantastiske dialoger. Det er her vi kan se arven fra Buffy og Firefly. Han kan skrive dialoger til disse ”guder” så de bare bliver til helt almindelige mennesker. Nogen gange forvandler han dem endda til små sure børn. Det var i disse scener, at filmen virkede allerbedst for mig. Når det ikke var action, men bare mennesker der snakkede. Og det er helt sikkert det der gør, at den ikke bare bliver en standard superheltefilm.
Joss Whedon forstår også hele tiden at skifte mellem dialogdreven og actiondreven historie. Så man keder sig ALDRIG!
Actionscenerne fra etteren bliver gjort til skamme allerede i den første scene. Vi skal op på næste niveau. Alle superhelte for lov til (bogstaveligt talt) at spille med musklerne. Det skal være vildere og det ser også pissefedt ud. De har virkeligt udnyttet hver af figurernes særlige evner.
Og selvom skurken var en kliche af en anden verden, gjorde James Spader ham til noget helt specielt. En helt igennem psykotisk robot. Virkeligt en tegneseriefigur. Jeg kunne have set en hel film med ham, der bare gik rundt og fornærmede folk.
I den anden ende af den skala var Robert Downey Jr. Vi kan takke ham for at hele det her Marvelshow er blevet til noget, men nu er det på tide at lukke for posen. Tony Stark gik bare rundt og sagde Tony Stark-agtigt ting. Han gjorde intet nyt. Det var tit sjovt, men vi havde set det før.
De stille dialogscener var så lækre, at jeg kom til at savne dem hver gang de gik i gang med at slå på onde robotter (eller hinanden). For selv om det var vildt, ved man som tilskuer, at de aldrig rigtig er i fare. De skal nok løse det – og sandsynligvis i sidste øjeblik.
Her var Captain America: Winter Soldier meget bedre til at skabe ægte spænding. Måske er en teamfilm med så mange egoer bare svær at gøre ordentlig, når alle gerne vil være med på filmen.
Jeg siger ikke at det var en dårlig film. Det var bestemt en underholdende, velskrevet, og vanvittigt flot film! Det papirtynde plot bliver reddet af Whedons vidunderlige dialoger og hans ønske om at vi skal kende figurerne bedre. Men da det er en superheltefilm, skal der hele tiden smides noget action ind.
Det kommer i virkeligheden til at minde lidt om en pornofilm. Avengers er pigerne der holder pyjamasfest og Ultron er pizzabudet. Og så: Action
Avengers: Age of Ultron har verdenspremiere i dag, d. 23. april.