Home / Anmeldelser / Dortheas overlevelser – Dødslisten

Dortheas overlevelser – Dødslisten

Coveret er fantastisk, og Osvald meldte klart ud, at det var lige som med James Bond. Han havde spottet min bunke på bordet, og vanen tro, og fordi han gerne må, så nappede han det album der lå øverst, og gik i gang med at læse og kigge billeder. Sådan som man nu gør, når man er ved at knække læsekoden.

Jeg bed mærke i det der med James Bond. Det er godt set af ham, og sammenligningen slet ikke så tosset.

Jeg skriver om Dortheas overlevelser, en herlig ramasjangudgivelse af Henriette Westh, en tegner og forfatter, som jeg har et godt øje til. Dødslisten er titlen, og det cover som Osvald forbandt med 007 viser Dorthea på toppen af et tog i fart. Der er fart over feltet og fare på færde, og jeg forstår godt, at han nappede lige præcis dét album. Ikke bare fordi det lå øverst i min læsebunke.

Dortheas oplevelser står der, og referencen til Tintin og Hergé er rammende og god. Tintin er jo alle gode tegneseriers moder, og har været en stor inspirationskilde for forfatteren. Bagerst i det 48 sider lange album kan man læse lidt baggrund, samt se covers og andre gode ting.

Coveret springer i øjnene. Det fremstår spændende og man får umiddelbart lyst til at læse med. Det samme med bagsiden, hvor seriens hovedperson, Interpol-agenten Dorthea er i knibe. Hun er bundet til en pæl, og skyggerne i forgrunden antyder, at hun skal nakkes. Der er, fra venstre mod højre, en hævet pistol, to fremstrakte zombiehænder og en slags lanse, som er en panserværnsraket, i daglig tale en bazooka. Og dø, det skal hun…

Dødslisten er titlen på albummet og på kun frem linjer får vi hele den spændende fortælling. Namme-nam for alle os med hang til eventyr, og min dreng var begejstret. Han forstod ikke alt, men jeg forklarede, og så lå det lige til højrebenet. Jeg skulle læse for ham, og det skulle være nu.

På bagsiden står der:

Så er ferien forbi…

Dorthe har travlt. Hendes arbejdsgiver, Interpol, har opsnappet en dødsliste, som foreløbig har kostet fem Interpolagenter livet. Nu gælder det for Dorthea og hendes kolleger om at finde og stoppe morderne, før de når frem til den næste på listen: Dorthea selv.

Her får jeg automatisk endnu en Tintintanke, nemlig til den liste over videnskabsfolk og eventyrere fra De syv krystalkugler, som havde skændet Rascar Capacs grav. Forkert måske, og nok lidt søgt, men det var i hvert tilfælde min tanke.

Som næppe er helt skæv, når jeg nu tænker over det. I en spændende sekvens, som også kunne finde sted hos den britiske agent med licens til at dræbe, hvor en kvindelig kollega har en bombe fastspændt om livet, skal Dorthea forsøge at afmontere bomben. Igen, god spas sparkes ind, for alle trådene er jo røde. Og hjælpen kommer fra en Dupont. Næppe tilfældigt, vel?

Nå. Hu hej hvor det går. Det er nemlig en forrygende historie, som både rummer spænding og uhygge, og som i både James Bond og i Tintins verdener, så er der også afsat tid til fis og ballade. Heldigvis uden at det skæmmer eller hæmmer hovedhistorien, og som aldrig bliver dumplat.

Dorthea starter med at blive stukket af en bi. Nærmest som et varsel på de kvaler, der venter hende.

Hendes liv er i fare, overhængende fare endda, for fem af hendes kolleger har ladet livet, og som skrevet, så står Dorthea næst for, hun er den sjette på dødslisten.

Så starter alt det vilde. Tiden knap og alt er usikkert. Hvem, hvordan og hvorfor? Spørgsmålene vælter frem, men heldigvis er Dorthea vaks ved havelågen og finder ud af flere af sammenhængene. Fint nok. Alt sammen dog i et voldsomt forceret tempo, og det siger sig selv, at jo mere travlt man har, des flere nuancer træder i baggrunden eller er helt borte. Fint nok dog, for krimier og spændingsberetninger skal have et vist flow. Dybdetegninger er uvæsentlige, og det virker egentlig ok her.

Des flere flig der løftes, des tydelige står det klart for vores helt, at denne liste og de modbydelige mord (drabene udføres med humor) ikke er andet end en afledning, og ved en slump forstår Dorthea hvad der virkeligt er på spil. Det fede er dog alt det der sker undervejs, for selve klimakset fiser lidt ud.

Undervejs er vi godt underholdt, og læseren flyver godt med i et sindsoprivende tempo. Selvsamme tempo som finder sted i albummet, og tidsmæssigt og geografisk kommer vi langt omkring på kort tid. Det siger sig selv, at jeg som erfaren læser nok føler, at vi har lidt for travlt, men at min knægt fx, æder alt mere råt.

Illustrationerne og farverne er lige i øjet. Ikke nær så detaljerede og baggrundsflotte som i Tintin’erne, men Henriette har godt styr på sine aktører, på vinklerne med samt det at skabe fine flotte lyse flader.

Albummet er godt for øjnene.

Og godt for os med hang til action. Albummet er hurtigt læst, og for de erfarne tegneseriefolk nok også hurtigt glemt. Men ikke for min dreng, som har fået endnu en tegneserieoplevelse. Så for ham og målgruppen er Dødslisten perfekt med både spænding og fart, og for mig, som jo et blevet gammel surt røvhul, lidt af en halvtør kiks med børneost. Underforstået, at det er et godt gennemsnitsalbum for de yngre, og en parentes for de mere erfarne tegneserielæsere.

Dorthea har bestemt fremtiden foran sig, og med flere fyldige baggrunde, et mere nuanceret plot og en lidt mere stringent streg, så får hun mange gode oplevelser at dele med os, og at hun skal være særdeles velkommen. Stilen er nemlig frisk, farverne med og så har jeg med vilje glemt det bedste.

Albummet er ikke kun spændende. Jeg fornemmer lidt, at Henriette W har et godt øje for humor, og jeg morede mig flere steder. Humor er vigtig, livsvigtig, og balancen mellem hovedplottet og det sjove lige så. Det mestres her i albummet.

Jeg lander på fire hjerter, og der er vitterligt tale om hjerter. Jeg har nemlig kærlighed til albummet og til Dorthea. Hun er sprælsk, finder sig ikke i noget pis, har karakter og slår på tæven, og hun har klart slået hul ind til Osvalds hjerte og mit med.

Titel: Dødslisten
Illustrationer: Henriette Westh
Tekst: Henriette Westh
Forlag: Forlaget Westh
Format: 48 sider i farver, softcover
Pris: 185,-
Isbn: 978-87-972083-0-4