Farlig transport
I 1970 dumpede Farlig transport ind i kioskerne her i landet. Coveret så indtagende ud, og jeg formoder, at en nyklassiker var på gaden. Jeg var fem år gammel på det tidspunkt, og havde kun ænder i knolden. Jeg kan ikke huske mine første Blåfrakkealbum, men må have læst en del. Da jeg ikke kan mindes dette, så antager jeg, at de næppe havde gjort større indtryk.
Så her, 48 år senere, dumpede Farlig transport ned i min turban. Forsiden genkendte jeg øjeblikkeligt, for dén har altså sat sig fast. Som barn og sidenhen som ung, kom cowboys og indianere tættere på mit hjerte, og det var derfor jeg med forventning tog læsebrillerne på. Coveret inviterer til alenehygge.
Handlingen er forholdsvis lige ud af prærievejen. Fort Defience, en vigtig forpost, er ved at falde, eller er faldet, og vores duo, Blutch og Chester sendes afsted med ammunition og våben. Lidt vildt og fuldstændig fjollet naturligvis, da det vrimler med rødhuder på vejen dertil. Det ligner en sikker dødsdom.
Sådan ender det selvfølgelig ikke, hvilket også er ret bizart, da indianerne talmæssigt er vores venner langt overlegne.
En sjov ting, faktisk for allerede i indledningen og i kærlighedens navn, anvendes også en talmæssig urimelighed, en overdrivelse. Frk. Appletown vil høre Chesterfield ad, og den store brumbasses hjerte driller hjernen, og han stikker hende en Anna Castberg. Udover lussinger og kvindevrede, hvad der jo kan få selv de stærkeste mandfolk til at ryste i bukserne, så kommer obersten på banen, og det er der at dødsdommen ovenfor kommer i spil.
De klarer det selvfølgelig og godt for det.
Værket er nyoversat, men da jeg ikke længere har mine Trumfalbum, kan jeg ikke sammenligne. Sådan umiddelbart er der et vanligt godt sprogligt flow. Jeg havde nu heller ikke ventet andet, da der sprogligt eller stilistisk ikke er de store udfordringer. Dialogen er nemlig simpel og ganske lige til.
Selve plottet er genialt. Vi får hurtigt etableret omdrejningspunktet, og selvom det i sig selv er tosset, så æder man hurtigt præmissen. Vores blå venner har guns, det har rødhuderne ikke. Og der er vi så, lige i orkanens øje. Indianerne vil naturligvis have disse våben.
Overraskelsen til sidst er også fin. Hurtigt kan man ryge på røven, og gå fra helt til skurk. Fint nok, og lige i seriens ånd.
Tegningerne og indianerne. Hm. Det svinger lidt. Rent visuelt er der noget af de bedste blåfrakketegninger i dette album. Louis Salvérius, som døde alt for tidligt, er manden og især de store aflange ruder samt halvsidesruderne er go’e. As in rigtig gode.
Samtidig er der også noget ved tegningerne, som jeg ikke helt kan lide. Det spøjse ping-pong mellem vores to helte er fint nok. Det har man vænnet sig til, og forventer. Indianerne bliver til gengæld ikke ydet retfærdighed. De virker lalleglade, nærmest gjort barnlige, og her skal du tænke negativt. Og de fremstår bestemt ikke frygtindgydende.
Det pisser mig lidt af. Måske fordi jeg er indianermand, og det irriterer mig, at de ikke portrætteres med respekt. Dixi.
Raoul Cauvin står for manus, som ikke går over i cowboyhistorien som noget særligt. Sorry to say. Det er ret gennemsnitteligt.
Og så alligevel, alle de sorte ord til trods, så er der noget over værket. En del faktisk, for nu skal du bare høre. Ofte anvender jeg jo min favorit Vox Populi, mine egne mindste unger, og især knægten Osvald på fem. Han synes, at albummet er sindssygt godt. Vildt spændende. Vi har læst bogen nu to gange, og han drønede efterfølgende rundt og var skiftevis indianer til hest eller indianer på lur. Efter aftensmaden i går, spurgte han faktisk efter endnu flere blåfrakker…
Så duoen KAN noget, selvfølgelig. Jeg er bare for gammel til at sluge kamelerne. Osvald, til gengæld, han æder kameler konstant. Han har et andet filter end jeg.
Alt det fjollede og platte opvejes til fulde af de flotte illustrationer. Selve rammen for historien er jo set før, og alligevel skabes der en kontant spænding. Osvald kunne sagtens sætte sig ind i det ulige forhold mellem de stridende parter, og han gøs til sidst, da indianerne tog teten. En herlig åben slutning er også guf for en knægt på fem.
Samlet skal albummet roses. Et kickstart af en serie, og selvom der er gået en rum tid, så er der tilpas meget kærlighed og genkendelighed i de senere album, og dette kan kun ske, hvis oplægget rummer kvalitet.
Osvald bestemte karakteren, og vi er altså i børnekaraktergivning. Han startede med 6, men her måtte jeg lige slå med tomahawken. Seks kunne det ikke blive til. Så røg han ned på en 0’er. Og så måtte jeg hive ham lidt i fjerene. Det kunne det bestemt heller ikke blive til.
Med lidt hjælp fra mig blev det til 3 pile.
Titel: Farlig transport
Tekst: Raoul Cauvin
Tegninger: Louis Salvérius
Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 46 sider i farver
Pris: 149,-
Isbn: 978-87-93564-77-0