Home / Anmeldelser / Fatale – Djævelens gerninger

Fatale – Djævelens gerninger

Har du købt første udgivelse, ved du allerede hvad du har i vente, men til dem der ikke er sprunget med på serien endnu, kan det oplyses at dette er en blanding af horror og crime noir. Kan du forestille dig at læse en blanding af ”XIII” og de gamle ”Gru” så er dette lige noget for dig.

Fatale_pic-1Ligesom i bog nr 1 er forfatteren Ed Brubaker og historierne er tegnet af Sean Philips.

Første bog efterlod mange løse ender og spørgsmål. Vi starter med at følge Nicolas Lash, der også var med i den første bog. Historien er bygget op så den skifter imellem små fortællinger fra nutiden med Nicolas Lash, og en større historie historie med Josephine fra 70’erne.

Hvor de første historier foregik i 30’erne og 40’erne er vi nu i 70’erne. Josephine har valgt at leve tilbagetrukket i et stort afsidesliggende hus i nærheden af en skov ved Los Angeles. Hun har ansat en husholderske der handler ind for hende, og en gartner til at passe haven. Josephine lever nu komplet isoleret, det er fem år siden hun sidst selv har handlet ind, og hun forlader kun huset en sjælden gang imellem, hvor hun kører ud til havet ved midnatstid for at bade for sig selv.

Der går dog ikke lang tid før der er fuld fart over historien, da Miles, en stofmisbruger der drømmer om at hans b-film karriere skal blive til noget større, leder efter hans veninde Suzy, han håber kan hjælpe ham med hans last, da hans pusher ikke er hjemme.

Han finder Suzy i et palæ hvor en mystisk kult holder en fest. Susy er i kælderen, problemet er bare at der også er to døde kult medlemmer dernede, og en 8mm film der er i høj kurs på det sorte marked, og ikke tåler dagens lys. Miles og Susy fordufter ud af bagdøren, igennem haven og tager filmen med. Snart er Susy jaget vildt, og filmen skal også tilbageskaffes for enhver pris. Haven de flygtede igennem grænser op til en skov i udkanten af byen. Da de flygter igennem skoven kommer de til et andet hus – Josephines hus.

Josephine kigger på filmen, og ved udmærket godt hvad det er den indeholder, og ved med det samme at det ikke er noget tilfælde at de to unge mennesker har krydset hendes vej. Nogle personer fra historierne fra 30’erne og 40’erne dukker op, og der kommer virkelig smæk på drengen i denne historie. Hvem er denne Josephine? Er det en engel eller en dæmon eller noget helt andet? Hvad er det for en mystisk magt hun har over mænd? Og hvor gammel er hun egentligt?

Bog 1 og 2 samler Fatale # 1-10 komplet, og både 70’er historien og historien med Nicolas Lash bliver afsluttet. Vi får samlet lidt af de løse ender i bog nr 2, men der er stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål. Bog nr 3 tager os endnu længere tilbage i tiden, så måske vi kan blive klogere der? Der er i hvert fald noget at se frem til.

Det her er en virkelig god serie. Det er lykkedes at strikke noget ganske originalt sammen, der både er særdeles spændende og fængende. Stor ros til G Floy for at berige det danske marked med denne serie. Det her er bestemt noget der er værd at checke ud!

En flot solid hardcover udgivelse der samler Fatale # 6-10. Inkluderer også billeder af alle de originale forsider bagerst i bogen.

karakter_5af6