Lange ben. En røv i altid stramme bukser. Barmfager. Og med et frækt ansigt, læber og den slags.
Hvis jeg forsatte med at skrive om Frankas ydre, ville det blive lummert og hverken tjene mig eller Cobolts nye samlebind, Frankas samlede eventyr – Den blå venus og Det 13. bogstav, ære. For udseende er en ting, og mon ikke hollandske Henk Kuijpers morer sig med at skrue op på alle de i tiden politisk korrekte og aldeles forbudte ting, babser, røv og nu også med saftige sexsekvenser. Velkomment med sex er det da, og man kan i sit stille sind undre sig over, at der i samtlige moderne album ikke er mere lagengymnastik, end der er.
Ja. Jeg sidder med Franka og er godt underholdt. De to album i samlebindet er spændende læsning. Og så er der vidunderligt herligt bonusmateriale sidst. Hele 24 sider spækkede med lækre (lækre!) illustrationer, som ikke tidligere er udgivet her i landet. Bemærkede du parantesen? For vi er virkelig i Lækkerland hvad angår kræs og blær. Flotte tegninger, både i farver og uden. Seriøst, hvis der skulle udgives et bind med udelukkende ekstramateriale, så brug endelig disse 24 sider som inspiration. Cobolt har fået lov til at låne fra selve kilden, Henk Kuijpers private ditten og datten, og redaktionelt har man layoutet de mange sider ypperligt. Skåret alt overflødig sniksnak bort og holdt fokus på dét, det hele handler om. Tegninger og ja, nyd dem.
Selve samlebindet, og jeg bliver IKKE træt af at hævde det, er vanligt Coboltstil. Hardback, de 24 sider bagerst, lækre innersleeves med Franka i forskellige positurer, en rød ryg med forfatter, hovedtitel, titler på de album som er i samlebindet og endelig firmalogoet nederst. Det SER godt ud og vidner om klasse.
En af de mange ting, som man bemærker med Franka, er de sindssygt mange detaljer, som udgør baggrundene. Nogle gange helt ud i ekstremerne, og man kan fortabe sig i en slags Find Holger, så meget er der. Tag bare indledningen på Den blå venus. En halvside som intet har med Franka at gøre, en pot billard, en snurrende fan, hollandske reklamer, spejlvendte bogstaver i ruderne ud imod gaden hvor Franka haster i vinden, roen inde som en kontrast og sørme om ikke en kø tørres af, og smulderet havner ved foden af herren, som venter på sin tur. Detalje fulgt af detalje fulgt af detalje.
Tempo er der også. Altså. Vildt meget og næsten hele tiden. Kun i få natlige og enlige sekvenser er der skruet ned, og det betyder, at Franka er en kompakt actionspækket tegneserieoplevelse.
Normalt er jeg slet ikke i det gear, men det virker faktisk eminent, det der med farten.
Jeg træder selv på bremsen og får kigget desto mere på de der detaljer. Fx når Franka nøgen mødes af en sølvkande te. Selv dér får Kuijpers tid til endnu en lille detalje. Oftest godt, enkelte gange unødvendige (synes jeg), og yderst få gange unødvendige. Men sådan er det. Helheden virker.
Skal man være stram i betrækket, så kunne man tænke den dumme tanke, at detaljerne er med for at dække over, at der ikke er SÅ meget at komme efter rent narrativt. Fortællingerne er skam charmerende, man æder hurtigt set-uppet og også, at det som regel er så let en kost, at man ikke helt kan skelne de forskellige album fra hinanden efter et stykke tid.
Handlingerne i de to album? Ja, du kender det sikkert, al den stund ingen af de to fortællinger er nye.
Udgivet tidligere, men med nye sider (jeg sidder ikke med andet end samlebindet, så jeg kan ikke sammenligne) og med nye farver. I Venus kommer Franka uforvarende (i ægte Tintin-stil) til at se noget, som hun ikke burde, og hendes liv efterstræbes. Og i Det 13. bogstav, som jeg personligt kan lide mindst af de to, er arketemaet hævn på spil. Hævn er altid godt. Men albummet pludres til af alt for meget ’støj’. Der er simpelthen for mange ting i spil, for mange detaljer (!) og albummet falder aldrig ’på plads’. Der er en fravær af ro, og den der ultratynde balance mellem en spændende og vedkommende handling og så bare udstyr, den er lidt flosset. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det, men jeg føler mig overmæt.
Og det er vel næppe meningen?
Hm. Jeg er over de 50, og mit syn kræver lys og størrelse. Det første kan jeg selv skabe, men størrelsen på fonten er altså ikke god for mig. Selv bagsiden kræver læsebriller og indeni albummet, på side 36, skal jeg have fat i en lup. Jeg kan ikke læse, hvad der står. Næppe heller meningen.
Nå. Der er masser af bare bryster, og er det nu smart eller blot dumsmart. Skal det gavne noget? Bliver det for lummert? Ja. Og nu er jeg dødærlig. De der hudsekvenser er overflødige. De bidrager ikke til noget som helst. Vi ved godt, at Franka er hot. Så skru venligst ned for det, tak, og brug gerne overskuddet på trucks, motorcykler, skibe, lastvogne og den slags. Firkanter snarere end runde former.
Lad mig opsummere:
Lækkert lækkert ekstramateriale. Suverænt Coboltstil rent layoutmæssigt og to ganske underholdende ramasjangfortællinger. Stilmæssigt er jeg mere til cowboy-ro, men kan sagtens nappe en Frankastund uden at blive forvirret. Fonten alt for lille, og så er der noget, som jeg ikke tidligere har kommenteret. Jeg kan godt savne lidt variation i ruderne. Især når man har med en teknisk mester som Henk Kuijpers. Alt for meget bliver plonket ind i de sædvanlige stramme ruder, og det ender med at blive for fortættet og for kompakt. Skab dog luft med nogle halvsides, nogle helsiders og drop da de der patter!
Siger jeg, som elsker sådanne! Således tilbage ved indledningen.
Jeg er færdig med bøgerne og har især nydt ekstramaterialet, og det er sidstnævnte, som løfter samlebindet op på en 4’er.
Titel: Frankas samlede eventyr – Den blå venus + Det 13. bogstav
Tekst: Henk Kuijpers
Illustrationer: Henk Kuijpers
Oversættelse: Niels Søndergaard
Forlag: Cobolt
Format: 22,5 x 28,5 Hardback, 128 sider i farver
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-70857-53-6