Forestil dig, at du og dine venner har en yndlingsbar. Et in-sted med dørmænd og udsmidere og musik så højt, at man må råbe til hinanden for at tale. Der hælder I i hovedet, snakker om damer, prøver endda at score dem der måtte være og alle har det sådan totalt fedt. Du kigger dig omkring, og alle er ligesom dig, samme alder, tøjstil, musikken deler I også. Du føler dig hjemme. Ejerne af baren har det også cool. De sælger godt, stedet er hip og alt er bueno.
Men så…
Forestil dig, at du og dine, samt baren udsættes for et attentat. Ikke et voldsomt og blodigt et af slagsen, men at der nu pludselig ikke er plads til dig og dine. Årsagen? En hob af ældre borgere, nogle ældre nisser, pensionister, og de har beslaglagt hvert et bord, hver en stol. De drikker ikke som du og dine, men nyder i stedet te og kaffe, spiser småkager, hækler, spiller scrabble, kort og yatzy og de er der hver eneste eftermiddag og aften. Der er slet ikke plads til dig og dine.
Efter kort tid vælger I et andet sted, ikke sandt?
Jeg morede mig, og det var endda på en af de allerførste sider i Gamle gubber II, Zooms nye herlige serie med titlen Bonny og Pierre.
Berigende og forfriskende med den slags spidsfindigheder, og en rar kontrast til falden på halen og Jan Gintberghumoren, hvor man helst skal skændes eller diskutere og klart tale i versaler. Sjovt også, nogen gange, men alt for anstrengende i længden.
Den humor som er i Gamle gubber er anderledes afdæmpet. Tempoet rollator snarere end derudaf og det er godt. Aldrig så langt ned i kadence at man keder sig og trænger til et gearskifte, men konstant tilpas. De gamle gubber tager sig tid.
Finurligt at jeg holder af dette og morer mig, for i den virkelige verden afskyr jeg stilstand og jeg har afsendt ikke så få vrede blikke til især ældre medborgere. I indkøbsmarkeder, i trafikken, ved bageren, ja alle steder.
Nøj hvor er de irriterende langsomme og omstændelige.
Det var et sidespring og jeg fik lidt luft.
Nå, gamle gubber II – hvad er så det for et album? Forsiden er ikke noget at råbe hurra for. Det må jeg ærligt sige. Kedeligt og stillestående. Men så på den anden side. Hvis jeg stod i en tegneseriebutik og browsede som man jo gør, og smuglæser, så var GG II klart et album som jeg ville fiske op og kigge i.
Jeg bliver nemlig nysgerrig fordi skidtet skiller sig så markant ud.
Vi taler hardback, 58 sider i farver og som en slags Støvsugerbande peges der fingre i alle retninger. Mod samfundet mest og samfundet er jo dig og mig. Man kan ikke længere få et franskbrød (jo, det kan man nu godt), man kommunikerer på en anden måde og tempoet er højt. Vi ved det jo godt. Livsstilssygdomme, mangel på nærvær, isolation, stress, overvægt, diabetes, depressioner. Forståeligt at samfundet får fuckfingeren.
I en herlig sekvens skæres det hele ud i pap. Vi er sådan sidst i albummet, og her viser et marionetteater hvordan man går fra idyl til helvede.
Og dette er så handlingen med et lag lagt ned over. For på det konkrete plan sker der nemlig dette:
Pierre modtager en dag en pakke. Mange hundrede tusinde Euro. Det er både godt og skidt, for gamle smertefulde minder ser påny dagens lys. Vi taler om kærlighed…
De gamle kæmper for ‘sagen’, nemlig også at blive set, hørt, anerkendt og respekteret. Det lyder røvkedeligt, men det er det nu langtfra. Snarere tværtimod, så er det hylende sjovt på en både underspillet og direkte måde.
Ungdommen får hug, og når de får hug, så får deres forældre det også samtidig. Klassisk vel, både herhjemme og ja vel overalt.
Sjove nedslag er der. På en mark affyrer nogle knægte får af. De er innovative og har lavet en katapult ud fra en airback og de stakkels får får en flyvetur.
Eller de der senge som ældre sover i, med fjernbetjeninger som kan løfte og sænke både madras og hovedgærdet. Gæt selv hvad der kan ske med en gammel sovende kvinde…
Kærlighedshistorien er smuk og gribende, især fordi der er et etisk aftryk. Selve ‘sagen’ er forståelig og sympatisk og hele albummets tone er underspillet, ikke bitter, humor og jeg er meget begejstret.
Fedt at have en kolonihave med udsigt over Paris, ikke sandt? Men ikke som ældre og svagtseende. Man kan ikke se en disse og trapperne op til højderne smadrer ens ben…
Eller bare at købe et almindeligt franskbrød. Det kan også være en opgave.
Ja. Små muntre og ret hjertevarme nedslag hvor vinklen og sympatien er hos de ældre.
Stilmæssigt er vi i det semi-realistiske. Marker, bygninger, interiør og den slags er fjong, men rynker, gammelmandspletter og de markante karakteristika som man får med alderen, de er mere svære at greje. Det ser sine steder lidt for akavet og sjusket ud. Men omvendt – sådan ser de måske ud, de gamle?
Gamle gubber er kommet for at blive, og der er flere bind på vej.
Det hilser jeg velkommen med en god 5’er ud af 6 mulige. Jeg nød at være nede i gear og faldt de mange nedslag morsomme på den der eftertænksomme måde.
Der er ikke noget ekstrahejs med. Vi er kun i gammelfarland.
Titel: Gamle gubber 2 – Bonny and Pierre
Tekst: Wilfrid Lupano
Tegninger og farvelægning: Paul Cauuet
Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardback, 58 sider i farver
Pris: 168,-
Isbn: 978-87-93564-23-7