Af Berti Stravonsky
Coveret ser ikke ud af så meget. En ildgul baggrund, og lidt til venstre affyrer en kvinde en riffel. Langt brunt hår. Fyldige læber. Vrede blå øjne. Hun er vel i midt 20’erne, og iklædt en stor blå kjole, sådan en man kender fra gamle dage, hvor kvinder blev rullet ind med snører, så deres talje var minimal. På bagsiden er det nat. Et tog på skinner over en næsten totalt udtørret flod. I en ramme cirka midt på er der et kors af træ, og på dette sammenflikkede kors en indskrift. Og endelig øverst 5-6 linjer om indholdet. Eller…
Ikke om indholdet sådan at forstå, at vi lukkes ind. Mere som brudstykker af en i øvrigt hæsblæsende handling.
Vi er i det vilde vest. Året er 1900 og e-voke har gjort det igen. Men igen mener jeg, at den bog jeg lige har læst, Ildstormen, med den bærende serietitel Giften, er særdeles spændende og en rigtig ramasjang af en fortælling. Der er alt, hvad man kan ønske sig. Der er skud og drab. Nøgenhed tilligemed. Barskt og råt, og i modsætning til en af genrens klichéer, så kan man ikke umiddelbart dele aktørerne op i gode og dårlige.
Ikke endnu, i hvert tilfælde.
Men lad os begynde med det ydre. Vi er i hardbackland, 72 sider i farver og de sidste 4-5 sider er en slags dagbog eller logbog, som givetvis vil give læserne noget at tænke over. Disse sider er optegnelser, noter, avisudklip mm. og tilsammen giver disse sidste sider en ny vinkel på historien. En historie jeg slugte råt, for der er spænding fra start til sidst. På innersleevet (hvad kalder man disse sider i en tegneserie? Jeg bruger et låneord fra musikkens verden) finder man et kort over USA. Et mørkerødt og brunt kort, hvori man med hvidt kan følge hovedpersonen Emilys rejse. Ganske interessant efterhånden som læsningen skrider frem.
Historie, tegninger og farvelægning står franskmanden Laurent Astier for, og det må siges at være absolut godkendt. Vi er i gode hænder hvad angår alle tre dele, og kun enkelte gange fandt jeg tegningerne lidt for ufærdige eller forkerte. Opspilede øjne fx som så helt forkerte ud. Men hvad ved jeg? Jeg kan slet ikke tegne. Laurent Astier kender jeg ikke umiddelbart, men han er særdeles velkommen i ’venne-klubben’.
Handlingen? Ja, jeg fortæller ikke alt. Men lidt spoilere bringer jeg dog. Så hold dig for øjnene eller spring de næste par linjer over. OK?
Here goes:
Der krydses frem og tilbage i tid. Et fint velkendt fortælletrick der er velegnet til at vinkle historier. Her får man nemlig lidt at vide om Emily og hendes opvækst, samt hvordan hun gør sin entre i nutiden, 15 år senere. Disse spring skaber dynamik i fortællingen, og man får mange ting at vide. At barndommen var skræmmende barsk. At Emilys mor var en skøge og en ret dårlig mor. Vi ser og hører det både direkte med raseri og indirekte via Emily selv, der ofte oplever mor som løsagtig og sammen med mænd. Ikke den fedeste start på livet, og alle disse indtryk farver hende naturligt. Man lærer hurtigt at blive voksen.
Spring frem i tiden. En senator ankommer til en lille stationsby og der er gjort festligt klar. Men Emily er der også, sorgfuld og fattig, og da æblet sjældent falder langt fra stammen, så må også hun tjene sine skillinger ved at knalde. Hun er dog skøn og smuk, og får hurtig en særstatus. Hun må blandt andet selv (sådan da) vælge sine kunder. En af dem, en ungersvend på 18, der dog ser noget yngre ud, er jomfru og han skal have taget sin uskyld. En flot sekvens er det, og man kan blive helt misundelig. Her viser Astier i øvrigt, at han er meget ferm til at tegne. Så er det sagt.
Men senatoren gør regning uden vært. Det samme må knøsen, for Emily har en tung kuffert. Ikke kun i overført betydning qua opvæksten, men også helt bogstaveligt. Hendes eneste bagage er fyldt med bøger, og man får indtrykket af, at hun er smart og klog. Men også en hævngerrig kvinde, og senatoren der ellers kommer anstigende i pomp og pragt, men hustru og søn, han plaffes iskoldt ned, og det endda med en træfsikkerhed der ville gøre Lee Harvey Osvald misundelig. Plaf. Lige i halsen og dertil kan du lægge, at umiddelbart forinden er en flaske med brændbar væske kylet ud ad et vindue, skudt på og antændt, og også den ender i den flotte hestevogn, som senatoren og familien ankommer i. Han er skudt i halsen, og i færd med at brænde op.
Hvem så noget? Hvem gjorde det?
Den uheldige jomfru på 18 får skylden, for Emily er over alle bjerge. Hun har skudt og dræbt, hun har stjålet og nu er hun på flugt. Man slår ikke ustraffet en senator ihjel, og to Pinkertondetektiver sættes på sagen. De indleder en jagt, og derfra bliver nutidshandlingen en jagt. Vores hovedperson, som jo er morderske, er på flugt og for at komme fra A til B, må hun passere indianerreservatet. Der ER fred. Ja, lige indtil der ikke er fred længere, hvis du forstår, og hurtigt er Emily i knibe. Dobbeltknibe, for Pinkerton er efter hende, og hun bliver overfaldet og taget til fange.
Puha. Kan du følge med? Alt sammen er kløgtigt fortalt og der er fart over feltet.
Spoiler slut.
Albummet er herligt. Jeg nød alle siderne hurtigt og glæder mig til fortsættelsen. Selvfølgelig og heldigvis er det ikke bare en historie om de gode vs. de onde, for flere ting åbenbares og foldes ud. Forholdet mellem de indfødte og de hvide, racismen – både den skjulte og den direkte.
Tunge emner behandles. Opvækst. Hævn. Retfærdighed, og jeg noterer mig af et glad cowboyhjerte, at vi (indtil videre) ikke er belemret med kærlighed. Ufatteligt mange gode westernfortællinger har taget vand ind, når kærligheden blander sig. Lad os håbe, at det bliver sådan ved. Men altså. Til sidst i albummet løftes der lidt på en tiggerhat…
Fem forrygende skud til denne historie. Tegningerne holder. Stemningen med. Der er fart og feltet og så, på trods af det ret ligefremme plot, så er der lig i lasten et eller andet sted. Det lover godt.
Titel: Giften I – Ildstormen
Tekst: Laurent Astier
Illustrationer og farvelægning: Laurent Astier
Forlag: e-voke
Format: 72 sider i farver, hardback
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-93952-48-5
