Home / Anmeldelser / Golden Dogs 2 – Orwood

Golden Dogs 2 – Orwood

Så er bind 2 i 4 – binds serien om Golden Dogs kommet, for lidt siden, og som man måske kan huske, er hvert album navngivet efter nogle af hovedpersonerne i albummene. Første bind introducerede tyvebanden med fokus på Fanny, fortælleren af historien, nu er det så Orwoods tur til at være titelbærer, kunne man vel sige. Orwood er selvbestaltet leder af banden og en intelligent, frygtløs herre med en mystisk baggrund, der løftes lidt af sløret for, men selvfølgelig ikke det hele. Banden består af fire ikke uinteressante sjæle, de to ovenfor nævnte samt Lario og Lucretia. Én af dem er en forræder og udover den fængslende handling er det også interessant, hvem denne mon kan være.

Forlaget fortæller: ”Golden Dogs er efterhånden blevet tæt på den mest berygtede og berømmende tyvebande i London… Fanny og hendes tre tætte medsammensvorne, Orwood, Lario og Lucrecia, har haft held med at snøre og røve større som mindre, lovlydige som svindlere. Men hovmod står for fald og nu står de overfor deres hidtil største kup, som ser ud til at skulle forsegle deres skæbne for altid…”.
Vi befinder os i 1820’ernes London, fortalt af Stephen Desberg og stemningsfuldt tegnet og farvelagt af hhv. Griffo samt Roberto Burgazzoli & Bautista! Der er liv i kludene også i dette andet bind med er snedige kup mod dem, der har fortjent det; der er fest à la orgier med dans og druk leveret af Golden Dogs, der er en svigefuld spåkone, og der er i lighed med det første album sceneskift til sorte krager, der svæver faretruende på himlen eller hakker hinanden til blods. Det kan man jo så lægge i, hvad man vil.

Fanny bliver nødt til at flygte til Paris fra datidens London, alt fint skildret, dog noget romantiseret med blød belysning, men det var jo nok det, der var dengang. Ingen skarpe projektører. Hun martres af tanker om, hvad der er blevet af de tre andre og tager til London et par gange. Hvordan det yderligere spænder af skal ikke afsløres, men det er underholdende og karaktererne kommer ind under huden i hvert fald på denne læser.

Bagest er der i tilgift et par siders galleri med tegninger og lidt skitser af Griffo. Det er godt håndværk, medrivende fortalt, og det udløser 4 sorte faretruende ravne!

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN

Titel: Orwod

Serie: Golden Dogs (album 2 af 4)

Forfatter: Stephen Desberg
Tegner: Griffo

Farvelægning: Roberto Burgazzoli & Bautista

Forlag: E-voke

Pris: 189,- kr.

ISBN nr. 978-87-93952-43-0

Format: Hardback, 56 sider, i farver.