Home / Anmeldelser / Heksene

Heksene

Af Berti Stravonsky

Nå, så fik jeg lige en fantastisk tidlig læseoplevelse i dette nye år. En af de absolut bedre, og jeg måtte straks dele den med mine unger, og de fik ligeledes både gys og godter og vi fik samlet endnu en tegneseriereferenceramme. Herligt.

Bogen er en velvoksen moppedreng på over 300 sider, og ja, hvor skal jeg begynde?

Jo. Selve fortællingen, som simpelthen er unik. Lidt lige som de der helt betagende fortællinger af de helt store forfattere, en Karen Blixen fx så bliver man bare ført ind i en historie, og jeg ved ikke helt hvordan de gør det, men man suges bare ind og æder alt råt med det samme. En legende let måde at bygge en fortælling op, luftig og uden dikkedarer. Man ER bare inde i fortællingen fra første færd. Engelske Roald Dahl som mange nok kender fra Charlie og chokoladefabrikken, har skrevet bogen. Titlen? Nå ja. Det havde jeg rent glemt. Cobolts nye. Heksene hedder den. Roald Dahl lærte jeg at kende i min ungdom, for DR viste engang en kort serie med titlen Tales of the Unexpected, og sidenhen for en række noveller, herunder Switch Bitch. En mand med talent. Heksene er et mesterværk, slet og ret. En fortælling for børn som rummer både humor og gode gys, og jo – mine unger, især Ragna på seks, måtte trække vejret en ekstra gang. Roald Dahl pakker nemlig ikke meget ind, der er ikke noget børnefilter, og allerede i begyndelsen af Heksene får vi at vide, at mormor kun fortæller sande historier, og at man, selv om man er et barn, godt kan høre sandheden.

Vi møder en dreng på otte. Han er trist og det er der en årsag til. Forældrene er lige omkommet, og han er nu næsten helt alene. Han passes af mormor, en ældre Dame Edna lignende gyselighed, med store briller og altid rygende cigarer. Ikke nogen umiddelbar rar rollemodel, men hun har et hjerte af guld og kan fortælle, så det basker. I en aftenstund fyldt med sorg og minder kryber de sammen i hendes seng, og så folder beretningen om heksene sig ud. Uden omsvøb og fortalt i et sprog, hvor der ikke er overladt noget til fantasien. Om hekse. Hekse der findes overalt, og som man ikke kan kende eller genkende, med mindre at man ved, hvad man skal kigge efter. Der er flere kendetegn, fx bærer de handsker og paryk, der er noget galt med deres øjne og…

Ja, den der klassiske forestilling af hekse med vorter og kosteskaft og den slags, den kan man godt pakke sammen. Ser du, med få ord får bedste udvidet et grusomt begreb til at vi alle skal være på vagt for disse voksne, disse hekse. De findes overalt, og de afskyr børn. Hader dem, og ønsker dem døde.

Godnat og sov godt.

Vores hovedperson har så fået noget nyt at tænke over, og da bedstemor så samtidig har knas med lungerne, og hoster og hoster, så kraftigt at en dag er det alvorligt og lægen må tilkaldes. Han er hård overfor gammelmor, og beordrer hende afslapning og frisk luft. Let nok. Bedstemor og vores ven drager sydpå til den engelske vestkyst, hvor den friske luft og afslapning nok skal gøre godt. Men der er alt andet end fredeligt, hvilket vores to kammesjukker hurtigt erfarer. Faktisk bliver denne afslappende retræte alt andet end afslappende, men en kamp på liv og død. Hotellet er nemlig fyldt med hekse, og de har en modbydelig plan. Alle engelske børn skal dø.

Det er simpelthen så genialt, den måde at Dahl via bedstemor får formidlet sandheden på. Et sorgramt barn som kommer for at få trøst, får endnu mere at spekulere på og ikke mindst frygte. Jeg tænker umiddelbart på nogle af H.C. Andersens barske fortællinger, samt Hector Malots Frændeløs. Rå, direkte og modbydelig. Næsten eller stort set uden håb. I direkte kontrast til alle bærende hensyn fra børnelitteraturen. Som en Emil eller en Pippi, der bare ikke passer ind, således også denne fortælling. Den stritter og går imod, og er guddommelig god.

Eminent hjulet af særdeles flotte illustrationer. Altså ikke flotte i den der ophøjede fine streg med akkuratesse og genkendelighed og visuelt flotte baggrunde eller forgrunde. Nogle gange er der bare et ansigt. Få velvalgte virkemidler. Fokus er knivskarpt. Ingen overflødige streger. Præcis som fortællingen. Direkte som et åbent blødende sår. Kvinden bag er Penélope Bagieu, som vi kender fra fx Skamløs I og II. Mærk dig dette navn.

Farverne og så de skiftende vinklinger giver fortællingen ekstra vitalitet. Der er passager med sorg og eftertanke, der er fuld fart over feltet andre gange, og alting passer så eminent godt sammen. I starten er det så blæret godt, at man klart fornemmer både sorg og savn, først i en drøm, og dernæst i sengescenen med bedste. Og en forfatter og tegner, som i fællesskab afmystificerer vores kendskab til hekse, og i stedet for at puste ud og sige, py ha, var det ikke andet, så fodres vi med endnu mere gru og satans ondskab. For onde – det er heksene.

Midt i fortællingen, omkring side 144, er det direkte grusomt. Der er mange paralleller til den måde, vi voksne har håndteret børn på. Altså dumt, ubetænksomt og nedrigt. Fordi vi enten var snotdumme eller var psykopater. Tænk blot på lærerne igennem tid, som jo har udstillet og latterliggjort børn, bare fordi de havde magt. En slags MeToo for børn. Uha. Men på side 144, give or take, er der et barn, som er fanget. Og udsættes for modbydeligheder samtidig med at en hel festsal af hekse ser til, jublende og hånende, at barnet ydmyges og gøres til…

Ja – her er en lille cliffhanger. Jeg siger ikke mere.

For det ville være pisseforkert. Heksene er simpelthen et moderne mesterværk, og jeg giver glad seks gode onde hjerter til heksene.

Tegninger, fortælling, originalitet, farver, værkets format – hardback med fyldige velvalgte farver, ja, alt spiller. Og Heksene er nu KLART en af kongeværkerne herhjemme i vores familie. Det er ikke ’bare’ en børnefortælling, tænker jeg. Snarere en fabel om alt det onde, der er lige foran vores næser, men som vi ikke helt ser (før det er for sent).

Titel: Heksene

Tekst: Roald Dahl

Illustrationer: Penélope Bagieu

Format: Harddback, 302 sider i farver

Forlag: Cobolt

Pris: 249,-

Isbn: 978-87-70859-04-2