Jeg var ikke langt inde i bogen, da jeg for første gang lagde den fra mig og tænkte, at dette her, det er noget særligt.
Jeg taler om Husk kilden, når du drikker vandet. En udgivelse der rammer hylderne i morgen, og jeg spår allerede nu, at værket er et mesterværk. Simpelthen. Det er lang tid siden, at jeg er blevet så berørt og så overvældet, og jeg har ellers læst en del i år.
En herlig titel, og vi taler om en rød satan af en bog. 144 sider i sort og hvid, og allerede her kan du sætte to streger under det sorte og det hvide. Henrik Rehr står bag, og han er atter helt oppe i det magiske med sin blyant. Han har et godt manuskript at arbejde ud fra, men det er der så mange, der har. Dét som Henrik formår så eminent, er at få de menneskelige sider frem i sine karakterer. Der er ikke grove karikerede stemningsmanende firkanter eller monstre, der er ikke skrig og skrål og bulder og brag. Næ, vi er helt nede på jorden og Henrik tegner alt nærmest til perfektion. Om det er furerne i ansigtet i ultrazoom, eller bygningerne eller folkene i baggrundene. Toge i fart og snirklede faldefærdige trapper. Fyrværkeri, en himmel. Alt ser så reelt ud, så realistisk. Det er samtidig nænsomt, og selv i de allermest triste passager, for det er ikke en rar beretning, så er der liv i øjnene og man føler helt ind i sjælen, hvad romanens hovedperson må gennemgå.
Udstyret er i orden. Lækker hardback i rødt og sort. Forord, indledende skitser forrest, kronologi, biografi og skitser bagerst. Eneste anke er, at det kunne være plus med plus på, hvis der også til skitserne havde været en slags forklaring. Hvad var vanskeligt? Hvilke overvejelser blev gjort? I den dur.
Som skrevet ovenfor, så er det også et fortrinligt arbejdsværktøj at arbejde ud fra. Tragisk nok endda, for hovedpersonen, David Crook, er ikke en fiktiv person. Så udover at være en fantastisk vellykket udgivelse, så er det også fortællingen om en skæbne og et liv, som stikker voldsomt ud i forhold til normalen.
Det er ikke helt forkert at kalde ’Husk kilden, når du drikker’ som et portræt. Et stille portræt af et stort menneske, af store ofre og en kærlig og nærmest umenneskelig menneskelighed, der kommer til udtryk. Jeg tænker her flere tanker.
Briten Terance ’Terry’ Waite fx, som i 1987 drog til Libanon for at forhandle frigivelse af fire engelske gidsler, men som selv blev fangetaget og holdt fange i fire år, brugt som en politisk brik og som efter sin direkte tv-transmitterede returnering til de britiske øer, hverken var bitter eller fordømmende, men tilgivende og forsonende og blot forsatte sit utrættelige arbejde med at hjælpe og støtte. Jeg arbejdede i England da Terry blev sat fri, og hans beretning og efterfølgende reaktion gjorde et stort indtryk på mig.
Det er lidt samme følelse, jeg nu sidder tilbage med. I Henrik Rehrs streg og efter manuskript af tyske Julian Voloj, er jeg kommet tættere på endnu et menneskeligt vingesus, englænderen David Crook.
I bogen i diverse spring frem og tilbage, følger vi nemlig ham og hans spændende virke og også frygtelige skæbne. Han var akademiker, familiefar men havde også en anden kant. En kant som umiddelbart lyder drønspændende, men som i duoen Rehr og Volojs hænder er fortalt rart afdæmpet. Op igennem det 20. århundrede var han samtidig politisk aktivist, frivillig i Den Spanske Borgerkrig og russisk spion, inden han bosatte sig i det kommunistiske Kina.
Og det var her i Kina, at terningene magede sig anderledes skæbnesvanger ud. På godt og ondt. Crook møder kærligheden, men også uretfærdighederne og begge dele prægede hans liv. David Crook tror på solidaritet, på menneskeligheden i den kinesiske kommunisme, indtil han selv konfronteres med virkelighedens absurditeter. Under Kulturrevolutionens aktive kampfase i midt-60’erne går de såkaldte rødgardistgrupper til angreb på alt, hvad der minder om Kinas gamle kultur samt enhver form for vestlig påvirkning, og der renses ud blandt revl og krat. Især blandt intellektuelle og partiledere.
David ryger med. Bliver et offer og ender i fængsel. Kummerligt, ydmygende, ensomt, fyldt med angst, afsavn, fortvivlelse, længsel og savn. I samfulde fem år.
Åh, Henrik Rehr formår så brutalt levende at ramme mig som læser der, hvor det bare går så betændt ondt. De følelser og sindsstemninger som jeg nævner ovenfor, de kommer snigende og det vel at mærke uden de store falbelader. Rigtige mestre behøver ikke ramasjang og barske billeder. Næ, de kan noget helt andet, og meget mere blivende. De kan gå helt ind i to hjerter. Dels det hjerte, de portrætterer, og dels i mit. Efter tre års ydmygende og endeløse formålsløse forhør, er David klar til at give op. ’Skyd mig’, lyder det. ’Jeg indrømmer hvad som helst’.
Men mødes kun af hån og latter.
Der i cellen bagefter, helt ærligt, der viser Henrik Rehr sig som en sand mester. Sjældent har jeg følt tegneseriemørket så smukt, ærligt og ondt, som i de passager. Den følelse jeg havde som dreng, da jeg mærkede Anders Ands dårlige samvittighed i Luck of the Norht, hvor han har narret Fætter Højben til Grønland og den måske visse død. En næsten identisk følelse formår Henrik at skildre.
Nu skulle man måske tro, at Husk kilden, når du drikker, et gammelt kinesisk ordsprog, blot er et trist og tungt melodrama om savn, elendighed og indespærrethed. Det er det da, men også meget langtfra. Det er også en livsklasker, en vifte af menneskelighed kontra systemer. Om glæden ved pludselig at få en avis. Ja, det er helt Skaknovelle af Stefan Zweig – en af de allerbedste noveller, jeg nogen sinde har læst. Om begejstringen ved at snyde sin fangevogter. Om håbløshed og om afsavn, men også om gensyn og tårer og minder.
Ved du hvad – jeg kan ikke tale denne bog op. Det er næppe muligt. Men jeg kan give den seks hjertestjerner, og det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg har gjort det. Her er de alle seks så absolut vel fortjente.
Jeg har mestendels skrevet om tegningerne. Det er dem, der sidder i mig lige nu. Ordene har fulgt med billederne. Ikke løbet i forvejen eller kommer haltende bagefter. Som med den gode dommer i en fodboldkamp, som man ikke husker. Netop fordi han var god og lod spillerne spille spillet. Således også her. Julian Volojs ord, både i handling og forord, er afdæmpede og rolige.
De afspejler så glimrende det indtryk man sidder tilbage med, af David Crook som menneske.
Titel: Husk kilden, når du drikker vandet
Tekst: Julian Voloj
Illustrationer: Henrik Rehr
Forlag: Fahrenheit
Format: Hardcover, 144 sider i sort og hvidt. Skitser og biografi bagerst.
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-71760-31-6