Home / Anmeldelser / Jumbobog: 343 – Tilbage til Bjørnebjerg

Jumbobog: 343 – Tilbage til Bjørnebjerg

Egmont Serieforlaget står bag denne udgivelse. Mikael Tjellesen er redaktør.
Jumbobogen er en ældre sag, og den første jumnobog, Onkel Joakims Trillioner, er fra sidst i 60’erne. Dengang var hver anden side farvelagt og prisen under en 5’er. Nu er hver side farvelagt og består primært af italienske historier…
Jumbobog # 343’s titel henviser til en af de mest populære Carl Barks fortællinger, Christmas at Bear Mountain fra 1947, historien hvor Onkel Joakim bliver præsenteret for første gang.

Handlingen
Normalt er der en ramme i jumbobøgerne. Et tema, men dette er efterhånden udgået og bliver nu anvendt primært i de meget populære temajumbobøger. Så der er ikke en ramme i denne nummer 343, ikke engang et juletema, omend både titel og omslag kunne indikere dette. Altså ikke nogen sammenhængende handling eller rød tråd i denne udgivelse.

Kritik
Det er udpræget skidt at Egmont ikke tager juleskeen frem, når nu både titel og cover antyder, at julen er kommet. Og det er at stikke læserne blår i øjnene med en sådan titel og et sådant cover. Nummmer 343 har ikke meget med jul at gøre, og jeg tror mange bliver skuffede. Trist, for det kunne sagtens blive en kærkommen tradition (og Disney er traditionelt glad for jul – tænk blot på de mange gode julehistorier, som især Carl Barks forkælede os med), at vi hvert år omkring juletid fik en julejumbobog.
Jeg er ked af at sige det, men der er ikke meget godt at sige om # 343. Sjovest er Tog til tiden på side 165, hvor man i øvrigt bemærker at Knarnvorn har skiftet navn! Øv. Hvad pokker var der nu galt med Knarnvorn? Nå – det var altså den historie der vakte flest smil og træk i lattermusklerne. Ikke at det dog var heeelt vildt…
Resten af historierne er blot almindelige gennemsnitshistorier. Ingen nævnt. Ingen glemt.
Jeg er skuffet over at man ikke vælger jul med stort J. Jeg er skuffet over, at Tilbage til Bjørnebjerg slet ikke var eller er, hvad den gør sig ud for at være. Jeg er slet ikke i julehumør.

Konklusion
Konklusionen er denne gang barsk og kort. Jumbobog # 343 er ikke videre vellykket, og er vist kun nødvendig for samleren…

Manuskript: Diverse
Tegninger: Diverse
Oversætter: Birgit Trenckner
Forlag: Egmont Serieforlaget

Udgivet: December 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 254 sider
ISBN-nr: 978-87-7679-443-9
Pris: DKK 43,00

Aldersgruppe: 6 – 12 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 2 point
Tegninger: 3 point
Oversættelse: 3 point
Præsentation: 2 point
Kvalitet til prisen: 2 point

Anmeldt af BERTI STRAVONSKY