’Os to’ er titlen på en lille herlig sag fra Forlaget Damgaard. Det er en lille sag uden mange ord, men den fortæller alligevel en masse om kærlighed og følelser og den slags.
Man meets woman af Yang Liu er en rigtig coffeetablebook. Den er helt uden ord, men skildrer en masse hverdagssituationer og kigger på hvordan de forskellige køn agerer og reagerer. Ganske morsom og også underfundig.
Så kommer der ’Kærestesorg’ fra Cobolt, sgu. Og hvad er nu det? Postkort? Altså, hvad bliver det næste?
Hvis jeg nu skulle være bidende sydende ond, og have haft nosserne i klemme i mindst et par uger og bare ikke ville kunne se det positive i noget som helst, så er dommen klokkeklar. Så ville Stinestregen hurtigt blive til Svinestregen og Kærestesorg ville ret hurtigt få karakteren 0 eller 1 stjerne. For sådan strengt taget har det intet med tegneserier at gøre. Absolut intet.
Men jeg er jo ikke ond, og ved, at tegneserier jo efterhånden kan have ret forskellige indpakninger. Og at ikke så få danske forlag nu efterhånden også har mod og udsyn nok til at afprøve og teste mediet. Og det der ved første øjekast ser ud på én måde, sagtens kan lagre sig og få et helt andet indtryk anden eller tredje gang man sidder med værket.
Jeg gav min kæreste bogen, og hendes umiddelbare vurdering var en ganske anden. Hun kunne rigtig godt lide den. Og da jeg er en fornuftig mand, og fremseende, så lytter jeg til hende. Hun har som regel ret.
Hun sagde: Bogen er jo små nedslag som langt de fleste kvinder let kan genkende. Og ikke alene er nedslagene genkendelige, de er også ret morsomme. Ikke lårklaskende morsomme, men med finurlig finesse og bund. Du burde kigge nøjere på den.
Jeg spurgte hende, jamen, det er jo ikke en tegneserie, kvinde, og hvad skal en sådan så koste? Min stemme lød desperat. Jeg hader, når man rører ved min gamle jul.
Svaret var, at jo, det er det. Det kan man sige at det er. Én bærende karakter sat i forskellige rammer med sorg og tristesse som umiddelbare fællesnævnere, som favner følelser med store vingefang. Vi taler om had, selvhad, vrede, håbløshed og den slags sager, som mennesker i generationer lader sig føre og forføre af. Og den skal koste små 200,-.
Se, det var jo spot on. Så jeg tog den lille lysegrønne farverige sag igen. Satte mig og kiggede og så nu ting og sager, som jeg før havde stirret mig blinde på.
Bogen er en samling postkort, 30 i alt, samlet i en A5-ramme som bog, og det er faktisk ganske godt. På coveret står der, at der er tale om digte, og det er nok at tage munden for fuld.
Med mindre at man hylder Less is more, for så er det da såre korrekt. Minimalisme har også mange ansigter.
Nå, 30 forskellige nedslag der reelt ER postkort og kan ’prikkes’ ud af bogen og sendes hvorhen man ønsker. Og så, efter fem dage eller så, efter det nye forlig, så kan modtageren læse og føle med.
Er de sjove? Er de pænt tegnede? Er der et gennemgående og holdbart tema og er bogen de 198,- dask værd?
Ja. Tegningerne er sjove, og spiddende. Og lige i øjet. Jeg tror, at enhver knust eller forladt hjerte vil kunne genkende dele af sig selv i de 30 dele. Hvor dybt kvalmende det føles, når man selv er i sorgen, og der i solen møder andre elskende. Andre der kun ser hinandens sole, og som åbent bekender sig til hinanden. Man har lyst at brække sig. Føj. Ulækkert. Hvorfor tænker de ikke på mig?
Og når man så skal op på hesten igen. Barbere benene og pøle rødvin i sit grimme hoved. Bag tårerne gemmer sig et lille smil.
Pænt tegnede? Næ, men det skal de heller ikke være. Sorg er bare en grim satan, og når man sætter lidt humor på, kan man udholde. De er til gengæld lige i øjet. Jeg er en gammel røv og har kendt sorg både privat og når jeg har været sjælesørger. Og hold da kæft hvor kan jeg genkende skidtet. Så lige i øjet, og præcis så grimt som det onde skal være.
Tematisk også holdbart hele vejen igennem. Ingen dikkedarer der. Vi følger en lille buttet blondine fra bunden af kanvassen, når man bare er helt nede, over den langsomme proces hvor man gradvist først finder styrke til at rejse sig, over had og vrede, til at man atter tager hjertet på sig og stiger op og ud i livet.
198,- kroner? For 30 postkort? Tja. Tjoe. Bumbum. Det lyder måske at vel meget. Men for helvede. Hvad skal bøger ellers koste? Mere? Mindre? Flueknepperi. Jeg tænker, at enten VIL man eller også vil man ikke, og så er det inderligt ligegyldigt om bogen koster en 50’er mere eller mindre. Jeg synes, at prisen er ganske rimelig, og det er altså ikke fordi jeg er specielt formuende.
Så altså – kogt ned er jeg sgu egentlig ret tilfreds, om end jeg var NOGET skeptisk til at begynde med. 4 hjerter bliver det til.
Kærestesorg
Undertitel: Postkortdigte
Forfatter/illustrator: Stine Spedsbjerg
Forlag: Cobolt
Format: 30 sider i farver, udformet som ’klikke ud’-postkort
Pris: 198,-
Udkommer den 13. maj.
Isbn: 978-87-7085-621-8