Home / Anmeldelser / Kundskabens Frugt

Kundskabens Frugt

Kundskabens Frugt coverMine tøser bor i Guds eget land, Amerika, og jeg ved ikke hvor mange gange, jeg efterhånden har hørt at de derovre er åh så bornerte, og åh så kønsforskrækkede. Jeg ved ikke hvor meget sandt der er i de udsagn, men jeg, godtroende som jeg jo er, anser det da nok for at være sandt.

Selv færdes jeg til dagligt i et muslimsk miljø. Mine kolleger er muslimer, mine elever og deres forældre med, og én ting er sikkert. Det er eddermame haram at snakke, kigge, tænke med mere under bæltestedet. Fint nok. Jeg klapper kaje. When in Rome og alt det der…

Til middagsselskaber herhjemme, og især når vi har hevet propperne af diverse flasker, så sidder vi og fjoller rundt. Snakken går lystigt, og engang imellem sidder man og er smålummer, småfuld og småglad. Og så snakker man om damer, fisser og sådan noget. Og jo – jeg ER sgu en gammel mand efterhånden, men hvad hjertet er fuldt af, flyder munder over med. Ikke sandt?

Svenskerne – åh jeg elsker dem. De sparker røv både med teknologi, sport og musik, og nu er der også en fissebog på banen, en bog der skam også omtales i Information og som, på samfulde 142 sorthvide sider morsomt og især tænksomt handler om kvindens skød.

Forfatteren hedder Liv Strömquist og hun har også begået illustrationerne. Det sidste skal hun have klø for, hvorimod det så er endegyldigt slut med at være negativ. Bogen er simpelthen møghamrende morsom. Ikke falden på halen lagkagemorsom, men underfundig, drillende og ekstremt øjenåbnende for alle der tør se.

Først og fremmest får vi serveret fisser i stride strømme! Næ, egentlig ikke. Der er selvfølgelig et par hist og pist, men ellers ikke, og vi får i stedet for, lidt som jeg mindes afdøde Claus Deleuran også gjorde det med sin Danmarkshistorie, et naiv morsom streg med en pokkers masse informativ og eftertænksom analyse fra siden. Pakket ind i en sirlig emballage ved navn humor. Jeg fandt mig selv siddende flere gange med smil på læben og en rullende latter nede ved navlen. Bogen er nemlig RET sjov.

Hvad handler den så om? På bogens bagerste omslag står der, at Kundskabens frugt er en vild mosaik bestående af gamle grækere, stenalderkvinder, cornflakesfabrikanter, navnkundigheder som Tornerose, Sigmund Freud og mange flere. Alt sammen fortalt fra en kvindes synspunkt. Hun indleder med et ’Nå, men hej’ og så går det ellers over stok og sten. Uhyrlige men sande beretninger om hvorledes magtfulde mænd gennem tiderne har søgt at komme nærmere på det bizarre mysterium, kvindes lille missekat.

Kundskabens Frugt 1Og afsluttende med menstruationstegneserien ’Blood Mountain’, et potpourri af læserbreve, citater fra Biblen og private samtaler fortalt gennem Eva, du ved, hende der fra haven!

It’s a jungle down there, lyder det fra klovnene Frank Hvam og Casper Christensen i et af episoderne fra Klovn, og nej, ikke i Liv Strömquists hænder. Der ER barberet og stillet til skue, og det er så godt, så godt.

Godt fordi det først og fremmest skaber debat. I en tid hvor vi stadig taler (altså engang imellem) om kvinders rettigheder, mænds lyster, alt det forbudte og hvad ved jeg, så kommer der altså et friskt svensk pust. Lige op i vores ansigt. Det er sjovt, det vækker eftertanke og det skaber især grobund for at tale med kønnene, i stedet for at tale til. Det kunne de sikkert lære noget af derovre i staterne, i Indien, Nigeria men fanme også herhjemme i vores skandinaviske andedam.

Kundskabens frugt er ikke kun i sort og hvid. Det er en bog der genererer bevægelse og udvikling. Mulighed for, via simple grimme streger der dog udtrykker både form og indhold, ja, især tyngde i det fortalte, at åbne egne og andres øjne. Så ikke kun sort og hvid da den givetvis vil vække hævede bryn, stramme miner, latter og indsigt.

Men heller ikke sort og hvid i klassisk forstand. For enkelte kapitler er i farver. En stille vedkommende fortælling i kapitlet ’Feeling Eve’ eller ’Vi leder efter vores mors have’. Et kapitel der stiller skarpt på skam og skyld, og det åg, som mange kvinder med garanti har båret rundt på længe. Ja, for manges vedkommende sikkert gennem hele livet. Og for sikkert mange folkeslag en slags kulturel fodlænke.

Sådan helt konkret kunne jeg dælme godt tænke mig at fodre min arabiske 9. klasse med lidt Strömquist, men jeg ved ikke helt om jeg har nosser nok.

Altså – en bog med kant. Sådan lidt Maren Uthaug gange ret meget. Og det er, som bekendt, godt med godt på.

Bogen ER udkommet. Det er Cobolt der står bag, og du kan more dig, og blive klogere for kun 198,-.

Vurdering? Seks thumbs up, for nu at være lummer og plat.

karakter_6af6

Forfatter og illustrator: Liv Strömquist

Forlag: Cobolt

Format: 144 sider i farver og sort-hvid.

Oversættelse: Kamilla Löfström

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7085-587-7