Så er der nye boller i suppen. Julien Berjeaut (Jul) er ny forfatter på serien om Manden som er hurtigere end sin egen skygge. Vi taler om Cobolts nys skud seksløberen, en 48 siders Lucky Luke med titlen ’Det forjættede land’.
En slags minifortælling om den jødisk-amerikanske kulturhistorie jævnfør pressemeddelelsen, eller måske mere bastant en roadmovie på prærien. Mulighederne er mange.
Rammen er ligetil i dette Lucky Luke-album. Manden som ikke længere ryger, men konstant gumler på et halmstrå, får en lige ud af prærien opgave. Han skal eskortere en jødisk familie til det forjættede land, trodse farer i et barskt og farligt miljø, og det er alt sammen trygt og velkendt. Og det er både godt og skidt. Godt fordi skidtet stadig virker. Man begejstres i det små. Finder de små perler, herunder genkendelige personer, fx en Albert Einstein. Jeg er dog mest begejstret for kommentaren på side 47, hvor der stikkes til jødestjernen. Sådan noget gør mit tegneseriehjerte glad.
Men det er også en lillebitte smule skidt, at man som ny ikke stikker mere af. For der ikke for alvor noget nyt.
Det kan jo være, at det kommer, for Lucky Luke fortjener at være mere end blot gedigen underholdning og metervare. Nu får vi se. Måske er Jul underlagt faste rammer, præcis som du og jeg sikkert også er, i vores respektive virker.
Jeg har ikke sådan for alvor været i traditionel LL-land i et stykke tid, og de seneste LL’er som jeg har læst, har været gode ekstraordinære fortællinger fra Cobolt, og der har jeg været ret begejstret.
Jeg havde således noget rigtigt godt at holde Det forjættede land op imod. Så here goes:
Det forjættede land er fart over feltet. Som indianermand er jeg glad for albummets sidste sider, hvor Sortfødderne leger The Revenant og angriber med alt. En lille herlighed afslutter brutaliteterne og næppe før har den lille sorte hat, kalotten’, haft en så afgørende betydning.
Efter en lidt sløv og småkedelig start tager albummet fart, og det det vilde vesten sprudler med slagsmål, skyderier og den slags. Normalt er jeg mere til ro og besindighed, og har ofte lidt arrogant foragt for mere actionprægede sekvenser, men ikke her. Det gøres nemlig ganske godt. Og godt bliver albummet nemlig især i disse passager hvor den sindige jøde og familie møder det vilde vesten. Et snigmord afværges fx fordi der bedes og snigmorderen bliver søsyg. Skrupskørt og kan man se udover det dybt torskedumme og søgte, så jødedrilles der altså kærligt og raffineret.
Uden at ville hænges alt for meget op på det, så er drillerierne ikke kun halvdumme gags. Jeg FØLER, at selvom albummet overordnet er sjovt og for sjov, så er der også et mix af både alvor og kærlighed inde over.
Og det er hele albummets styrke. Der drilles. Små pik hist og her og hvis man ikke kan kreditere andre, så går rosen ubetinget til Jul. Det MÅ være hans fortjeneste at denne ellers ret banale historie ender som være mere end blot godkendt.
Achdé. Hvad skal jeg skrive? Jeg mødte ham, da han for første gang som ny Lucky Luke-tegner var i København. Jeg kan ikke huske butikken, men det kunne godt have være Arnold B. i Købmagergade. Mange år er det siden, men jeg faldt for manden right away. Han virkede cool og gav mig en fin lille signatur og illustration. Jeg har altid syntes, at Achdé tegner Lucky Luke som man skal, og er efterhånden af den overbevisning, at selv om man ’blot’ har videreført andres værk, så er man ikke mindre talentfuld af den årsag. Og Achdés vilde vest er både vildt og flot.
Ved du hvad? Jeg ender på 4 knald i bøssen. Og minder om, at i min karaktergivning er 4 et udtryk for et album over middel som jeg vil genlæse.
Lucky Luke: Det forjættede land
Skrevet af Jul
Tegnet af Achdé
Farvelagt af Mel
Oversat af Ole Steen Hansen
48 s. i farver, indb.
22,5 x 29,5 cm
Vejl. pris 178,00 kr.
ISBN 978-87-7085-661-4