Mira, en lækker grafic novel fra Gyldendal på 104 sider er skåret til pigebørn som min papdatter. Da hun var færdig med den, og vi havde talt om den, så var jeg selv blevet ret nysgerrig. Hun fortalte nemlig godt og lovende om den, og alle hendes superlativer kan jeg gøre til mine. Mira er faktisk ret god til målgruppen.
Bogen har den der friske lysegrønne ’tag mig-farve’ og har et lækkert lamineret softcoveromslag. Og på bagsiden en fin tekst der bestemt vækker ens interesse. Og med en skinnende glittertitel, men det skal man nu ikke lade sig skræmme af.
Mira er en lille eftertænksom og dagbogsskrivende tøs på omkring de 12. Hun har en bamse i sengen og har en fod i legelandet og den anden i en slags kviksand, det der forjættede og markant anderledes stykke jord hvor man ikke længere leger, men er optaget af drenge, neglelak, musiklister, twitter og Instagram og alt det der. Har du tøsebørn i huset så ved du, at det både er sjovt, dramatisk og lidt af et moderne helvede.
Heldigvis er Mira ikke irriterende, og hendes eftertænksomhed gør hende heldigvis ikke hverken nørdet, gammelklog eller bedrevidende. Hun er bare en tænker og har ikke så forbistret travlt som mange af hendes veninder i klassen. Da en ny pige en dag står i klassen, så opstår den velkendte og ubehagelige magtkamp og især positionering. Og ingen ondskab slår pigers. Som lærer har jeg fået ikke så få grå hår af at udrede tråde og finde pros and cons i talrige pigefights.
Mira er truet og eftertænksom. Hendes rolle i klassen er ikke under angreb, nej, det er langt værre. Når ens støtte gennem ens unge skoleliv pludselig vakler og finder nye græsgange, så smuldrer ens tilværelse. Man knuses og går gennem alverdens pinsler. Heldigvis har Mira et godt kvindeligt netværk. Hendes far har hun intet forhold til, men både mor og mormor er der for hende, helt som i eventyrene, næsten, på hver deres måde. Og så har hun Louis, drengevennen som måske kunne gøre sig ud for en kæreste.
For en kæreste har hun brug for. Bedsteveninden er nemlig med i en kærlighedsklub, og for at være medlem af denne, så skal man have en kæreste. Eller have været forelsket. Eller at have kysset. Forstår du, grænserne rykkes konstant. Så man må flytte sig, rykke sig.
Mira er en fin lille sag. Ikke noget mesterværk men et fint og ret præcist nedslag i en verden jeg som mand og voksen kun kan betragte fra sidelinjen. Det er synd for Mira at hun ikke har en far, men hendes mor kompenserer rigeligt, så der er alligevel et væld af mænd i Miras liv, en pokkers masse papfædre. Vi får bare ikke rigtigt noget særligt at vide om hverken moren, den forsvundne far eller de papfædre som knalder moren og får hende til at ændre sig lidt i det tidsrum romancerne står på. Den splittelse i moren og hos Mira kunne have været interessant at dykke ned i. Og det hæmmer værket og er en svaghed.
Dem er der flere af, svaghederne. Ingen af figurerne træder voldsomt i karakter, og det er overflade snarere end dybde man sidder tilbage med efter endt læsning. Og uden personlig dybdetegning bliver alle Miras genvordigheder blot ubetydelige ridser. Som papfar er det sin sag at erobre et barnehjerte, men den dimension er ikke eksisterende i Mira. Og hende den nye i klassen, Beate, sej sild med attitude, hende får vi heller ikke rigtigt noget særligt at vide om.
Nå, det lyder alt for mavesurt. Sådan er Mira nu slet ikke. Jeg læste den med interesse og slugte de 100 sider ret hurtigt. Historiens ramme er et år i Miras liv. Et år hvor hun lider og kæmper, og ikke mindst reflekterer.
Plusserne er der nemlig også mange af. Langt flere end minusserne.
Samspillet mellem moren og Mira er fint og morsomt. Moren er selvfølgelig pinlig. Ikke Max Pinlig, men alligevel og nok til at jeg trækker på smilebåndet.
Tempoet er godt. Og man mærker, at forfatteren Sabine Lemire kan skrive. Det ER faktisk hendes skønlitterære debut og den slipper hun godt fra. Der jappes ikke, og Sabine Lemire formår at dvæle ved de forskellige problemstillinger, ikke unødigt længe men tilpas længe og så er overlappene mellem problemer og hverdag ikke søgte. De virker bare naturlige og det er såre godt.
Det er Rasmus Bregnhøi som har illustreret og det gør han rigtig godt. Selvom karaktererne sine steder minder om ansigterne fra Påskeøerne, så bliver det aldrig for grimt eller for syret. Man accepterer det hurtigt, vænner sig. Og så ER der forskelle. Forbavselse, glæde, irritation, vrede. You know. På en skabelon som Mira formår Rasmus at hive og flå lidt i ansigterne. Det er godt.
Jeg kan især godt lide at der også gøres noget ud af baggrundene. Miras værelse, især mormors tunge farverige stue, men når man ser efter, så er baggrundene alligevel ekstremt tomme og fattige. Men alligevel er der fyld. Der er, hvad der er, og det får vores karakterer til alligevel at træde frem. Altså – jeg kan smaddergodt lide Bregnhøis streg. Der er noget Lars Horneman over det, bare grimmere. Men sørme med charme.
Jeg skal ikke afsløre for meget. Men alligevel. Der sker ikke så vanvittigt meget i bogen, som jo har sine forcer i Miras betragtninger og udvikling. Det er lidt pille navle og danse limbo uden at bevæge sig, men til min papdatter er dét jo lige i øjet.
Karakteren 3 er middel, altså et gennemsnitligt værk, og det er her min bedømmelse ender. På en 3’er. Det er en skønlitterær debut og den er bestemt godkendt. Hvad savner jeg? Mere dybde. Mere karakter. Mere fyldig bearbejdning af det væsentlige. Mindre skøjten.
Min papdatter siger 4 og himler med øjnene.
Men tre bliver det.
Titel: Mira
Forfatter: Sabine Lemire
Illustrator: Rasmus Bregnhøi
Forlag: Gyldendal
Format: Softcover, 104 sider i farver
Pris: 149,95
Isbn: 978-87-02219-76-0
Bogen udkom onsdag den 24. maj 2017