Mortensens mondæne meritter – Den mystiske palæotyp
Lars Jakobsen er i færd med at genudgive sin serie om tidsagenten Conrad Mortensen, og i kølvandet på femte bind har han nu udgivet tredie bind, “Den mystiske Palæotyp”. Denne historie udkom for første gang i 1994 på Forlaget Ultima, og der er sket meget siden, for Jakobsen er en tegner i rivende udvikling.
Man kan ikke forvente at treeren skal matche femmerens højder; det er mere rustikt og der nusses mere med skraveringer, men fortælleglæden er der og den nye farvelægning er bare flot. Allerede dengang viste Jakobsen stor forståelse for sidelayout og sekvenser, øjnene gelejdes igennem en frisk og veloplagt tidsrejsehistorie, der bringer vor ukuelige helt tilbage til Skotland i år 1512.
Sagen er den, at en gammel bog har beskrevet et flystyrt i tekst og tegning det år, SELVFØLGELIG oppe i højlandet, hvor “Nessie” holder til. Så mangler vi bare en whisky dram, men ellers undgås de værste klicheer. Hekseafbrænding, alkymi, og meget mere bliver berørt, og vi som læsere kan godt forstå, at Mortensen er hundeangst for at blive efterladt dér i højlandet uden sin tidspistol, som han ulykkeligvis har mistet.
Han må kontakte nutiden gennem meddelelser i de gamle læderindbundne bøger (palæotyper), og håbe på, at de bliver set – med lidt krumspring, for han er jo ikke den eneste, der sådan fiser rundt på tidstavlen. Så meget er sikkert. At der så gøres brug af det gamle fortællerkneb, “deus ex machina”, ca. 3/4 inde i historien er, hvad det er; vi godtager det, for vi bliver solidt underholdt undervejs.
Sjældent har jeg læst en 48 siders ting med en sådan lethed, jeg tabte ikke pusten én eneste gang. Og det hele bliver afrundet af noget historisk ekstramateriale, der skal give en gemen røverhistorie lidt vægt og autencitet.
Bedre ting skulle komme, men allerede med dette tredie bind er Jakobsen ret stilsikker, omend han tager nogle chancer i tegning. Nogle eksperimenter funker, andre gør ikke. Men albummet kan sagtens klare en genudgivelse i konkurrence med så meget andet på markedet i dag.
Fire bobler ud af seks mulige.
Mortensens mondæne meritter: “Den mystiske palæotyp”
48 sider, farver, softcover
forlag: Fabel
tegner: Lars Jakobsen
forfatter: Lars Jakobsen
ISBN 978-87-91419-50-8
GoogaMooga