Natacha – De samlede eventyr 5
Ok. Lad os gøre det omvendt. Fortæl mig, hvorfor det femte samlebind, Natacha De samlede eventyr 5, med titlen Jernbukser og luskebukser ikke skal have topkarakter.
Det skal samlebindet ikke, og det er der flere årsager til. Vi starter ellers godt.
Vi er i hardcoverafdelingen. Lækkert glat cover, en svedende Walther og en ’Åh jeg dåner’ atypisk Natacha i front. Det er slet ikke sjovt at flyve, så coveret er løgn og latin. Bagpå en snip fra forordet, samlebindets to forsider og så en lille brun sag nederst. Sidstnævnte er ret interessant, da den beretter lidt om dette værks danske bidrag. Netop noget ekstramateriale som bare er guf. En bittelille rubrik som øger forventningerne.
Den blinde passager og Himlens nomader udgør albummets kerne, og der er vanlig swung og ballade.
Mere om det senere.
Jeg kan godt lide ekstramateriale og elsker når gamle kendte figurer dulles op eller ned, når der er andre tegnere og fortolkere. Af en eller anden bizar årsag 
er jeg dog ikke ’over the moon’ af de danske bidrag. Peter Madsens for nydelig, de andre lidt for… Ja, hvad skal jeg sige? Jo, ingen af de ellers topskrappe tegnere (Svend Høgh undtaget) formår at tegne Natacha, som jeg mener, at man burde. Smukt, elegant, forførerisk, sexet som ind i helvede. Hvis man ikke kan, så bør man ikke forsøge, lyder kynikeren i mig. Eller i det mindste nedtone hende, og lade omgivelserne tale.
Det fede ved Peter Madsens er netop, at Natacha kun er med ganske begrænset. Og at han undgår det ellers oplagte at lade Nat være Den lille havfrue.
De øvrige bidrag i det ellers ret rodede ekstramateriale er ikke rigtig værd at nævne. Bare kuriositeter, som hvis man var fuld en aften og pludselig spillede terninger med fx Anders Lund Madsen. Sjovt og ligegyldigt på samme tid.
Selve historierne, hvad med dem?
Rammefortællingen holder sammen på hele baduljen, som i øvrigt er alt for støjende og for barnlig for min smag. Når bølgerne går højt og det ene visuelle fyrværkeri afløser det andet, så fiser det ud. Stille stunder, tak, til en ældre herre. At lave lidt gøgl på Jules Vernes er godt tænkt, og sjovt tænkt.
Der er skam også flere morsomme steder, men igen, så drukner spasen i støjen.
Himlens nomader kan jeg bedst lide. Og tanken med at lade indlagte fra psykiatrisk afdeling rejse med i et fly, ganske uden tilsyn, er så rablende sjov, at jeg grinede højt flere gange. Plottet er lige ud af landevejen, og igen slår det mig, hvor flotte fly kan tegnes. Det er flere steder betagende flot.
Ceylon er også et smukt sted, både i virkeligheden, og også i albummet. Men for pokker da. Hvorfor skal alting foregå så hastigt? Er man bange for at læserne keder sig? Ahh, det kan jeg ikke lide. Det er altid en balancegang, indrømmet, men tag da for pokker et par chancer. Lad stilheden hvile lidt, for så er knaldet desto mere bragende.
Dette er vel årets sidste anmeldelse, og støjen og barnligheden til trods, så er Cobolts 5’er gennemsnitsgod. Slet ikke oppe at ringe til en 6’er, nej, og heller ikke til en 5’er. Langtfra.
Næ. Jeg er længere nede i skalaen. 3? 4?
Og når jeg er i tvivl om det ene eller det andet, så går jeg aldrig op. 3 julehjerter og det er så dét.
Titel: Natacha – De samlede eventyr 5: Jernbukser og luskebukser
Tekst: Mitteï
Illustrationer: Walthéry samt Laudec (baggrunde)
Oversættelse: Per Vadmand og Carsten Søndergaard
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 112 sider i farver, 22 x 30
Pris: 348,-
ISBN 9788770857000