Home / Anmeldelser / Outlaw

Outlaw

TAC TAC TAC

Sådan står der på coveret og vi er i cowboyland. Blåfrakkerne er det, og titlen er Outlaw. Et af de ældre album, og tegningerne er af afdøde Louis Salvérius.

Jeg havde ikke læst dette album før, og er bestemt positivt overrasket. Nord og syd strides og det er man jo vant til, men disse kampe forstyrres betydeligt af udefrakommende kræfter. Rødhuder og mexicanere og det bringer jo noget dysfunktionelt ind i de normale kamphandlinger. Hvem pokker skal man orientere sig imod, og man fattes både hestekræfter og ammunition. En tricky situation. Og sådanne situationer kræver nytænkning. Hvad nu hvis nord og syd indstiller deres interne stridigheder og så i fællesskab forsøger at få has både de nye modstandere? Ja? Kan det virke? Ja?

Som altid skal der katalysatorer til, gæt selv hvem, og den listige plan involverer en øjeblikkelig afsked fra militæret. Dette til delt begejstring.

Nå. Dette album er skidegodt. Det er sjovt og overraskende, og så virker det som om, at der er skruet lidt op for den blodige og voldelige hane. Det klæder serien at den ikke er for sukkersød.

Tegningerne kan jeg virkeligt godt lide. Der løbes meget og denne dynamik afspejler sig i tegningerne. Køer fra venstre imod højre i fuld fart. Indianere fra modsatte vej og læg så mærke til vinklen. Lækkert med en flugt set i frøperspektiv. Det virker overordnet godt, og kunne godt anvendes betydeligt mere, både i dette album samt generelt.

Der er også skruet op for farverne, og også det er godt. Comancheindianerne ser bare mere ’levende’ ud, mere frygtindgydende og selv nattehimlen får et ekstra lag.

TAC TAC TAC lyder det og der er herlig meget tegneserieaction. Det giver 4 store høvdingepryd, og Outlaw er kommet pænt op i min private Blåfrakkehitliste.

Titel: Outlaw

Tekst: Raul Cauvin

Illustrationer: Louis Salvérius

Forlag: Zoom

Format: Softcover, 48 sider i farver

Pris: 149,-

Isbn: 978-87-7021-087-4