Home / Anmeldelser / På dybt vand: På dybt vand

På dybt vand: På dybt vand

På Rasmus Julius’ hjemmeside præsenterer han selv bogen ‘På dybt vand’, og jeg har sakset derfra:

“Serien “På Dybt Vand” startede i 2000 som en slags tidsfordriv. Der var en del spildtid på min daværende arbejdsplads, og den spildtid blev udnyttet til sjove striber. Efter serien fik et par år på bagen, prøvede jeg at sælge serien til diverse aviser. “FiskeriTidende” bed på og købte serien og den kørte 1 års tid i avisen. I december 2004 fik serien et gennembrud og kom med i seriemagasinet “Basserne”. Serien kører stadig den dag i dag i Basserne og udkommer i hvert andet nr. Udover Basserne er “På Dybt Vand” også at finde hos PIB Copenhagen som nu står for salg af serien til diverse aviser.”

Citat slut.

Rasmus Julius er et stort talent, og blev i 2005 kåret af Seriejournalen som Årets bedste tegneserieforfatter, endda i kamp med så store navne som Peter Madsen, Henrik Rehr m.fl.

Det er Egmont Serieforlaget der har haft snøren ude efter Rasmus, bogen fremstår meget imødekommende i et lyseblåt design.

Handlingen
Der ER ingen handling. Slet ikke men en fin rød tråd der aldrig slippes eller bliver slap. Lidt som Dave Allen i de gamle BBC shows fra 1970’erne, hvor gags og jokes blev præsenteret i en lind strøm, således også her. Ikke i vandede påtagede versioner, men stramt og uden dikkedarer.

Kritik
Når man skal vurdere et værk, så må alle nuancer tages med, og for manges vedkommende spiller prisen ind. Her koster På dybt Vand 149 kroner og det må siges at være yderst rimeligt. Kvalitet koster og for dybt vands vedkommende, er det ikke en krone for meget. Som Holger (i skuespilleren Niels Olsens figur) lakonisk bemærker: Det ik’ så ringe. Og nej – På dybt Vand er slet ikke så ringe…

Konklusion
Humor må være en ganske vanskelig genre at begå sig i, når man skal være forfatter og tegner. Næsten alle kan berette om spændende, drabelig og gysende beretninger, men kun de færreste kan erindre mere en 2 sjove historier eller gags. Rasmus Julius er en herlig undtagelse, og på samfulde 128 sider er der gags, plots, one liners, underfundigheder og masser af Gary Larsonsk morskab. Det er et album med stor spændvidde, og målgruppen må være stor. Jeg sad og klukkede denne søndag eftermiddag, og det fik vakt Andrea, vores 6 årige datters nysgerrighed. Jeg læste op og sørme om ikke også hun bed på krogen. Ikke alt forstod hun eller grinede af, men kombinationen af tegninger, lydord og Rasmus’ direkte humor trængte også ind i hende som god makrelmad. I det hele taget er jeg dybt imponeret over den iderigdom som dette album flyder over med, og dette endda uden at blive plat eller påtaget. Det er lang tid siden jeg sidst har moret mig så godt og så længe…

Den direkte konklusion er derfor denne: Her er en særdeles god bog fyldt med humor der holder vand. Jeg forstår udmærket at Egmont kastede deres store garn efter Rasmus, og for deres skyld, for Rasmus’ skyld, men mest for det danske publikums skyld, så håber jeg at denne udgivelse havner i manges lommer. Det fortjener den.

Manuskript: Rasmus Julius
Tegninger: Rasmus Julius
Forlag: Egmont Serieforlaget

Udgivet: 19. november 2007
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 128 sider
ISBN-nr: 978-87-7679-387-6
Pris: 149,95 DKK

Aldersgruppe: Fra 12 år

Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 6 point
Tegninger: 4 point
Præsentation: 5 point
Kvalitet til prisen: 5 point

Anmeldt af BERTI STRAVONSKY