Home / Anmeldelser / Panterne 1 – Alle for en

Panterne 1 – Alle for en

Man kan godt trænge til lidt godt humør og farver på palletten for tiden og Forlaget E-voke leverer et par små dyp i den kulørte malerbøtte med de lyse farver, ja faktisk 7 – 8 af slagsen i dette album, der lige nåede at udkomme før jul. Med forlagets egne ord er det tale om et møde med:

”…pigerne Françoise, Chouka og Valentine, som lærer hinanden at kende, bliver veninder og tilsammen udgør: Panterne. De tre piger kommer ud for lidt af hvert. Ud over at klare tilværelsen i al almindelighed, må de slippe ud af kløerne på en lummer impresario, redde en ung mand fra at begå selvmord, snøre en flok gangstere og meget andet. Panterne må udelukkende med deres sammenhold, held og handlekraft klare skærene sammen! En klassisk, men alligevel meget atypisk serie, hvor det er tre kvinder, der er heltene! Her er masser af girlpower – fra en tid før der ellers var noget, som hed det.”

Der har været mulighed for at møde de tre piger/kvinder før på dansk, nemlig i salig Fart og tempo, årgang 1974, i numrene 28 – 34, hvor Greg (Michel Régnier 5 maj 1931 – 29 oktober 1999), og Aidans (Édouard Aidans 13. august 1930 – 6 september 2018) diskede op med det, der vil blive 3. album i denne nye serie med den mundrette 70’er titel ”Biler & banditter”. Sådan skulle det nemlig være dengang! Hér for nærværende er der tale om 6 kapitler, eller historier, om man vil på 7 – 8 sider, som hænger fortløbende sammen, og lad det være sagt straks, det er et gevaldigt trip ”down Memory Lane”, forstået på den måde, at der i høj grad er tale om noget kært, genkendeligt, let, ukompliceret, forudsigeligt og klichéfyldt. Greg er uomtvistelig en god fortæller, og handlingen flyder også naturligt afsted. Der er ikke tale om indviklede sager, men mindre kan jo bestemt også gøre det, når man skal underholdes Jeg får mindelser til min saglige mors Burda blade, tykke magasiner med symøsnstre og billeder af damer i datidens mode (min mor var en ualmindelig dygtig syerske). Jeg har vist albummet til min ældste datter, som arbejder indenfor modebranchen. Hun var meget begejstret for tolkningerne af tøjstilen og mente, at det var fra starten af 70’erne, og dét UDEN at have nogen som helst forhåndsviden ”what so ever”! Cadeau til hende og ikke mindst Aidans, som formår at vise, jeg ved ikke hvor mange flotte og forskellige rober fra modens mekka Paris. Mht. klichéer, så er det tidens kønsroller, der hersker, selvom det er kvinderne, der er i front, De tre hovedpersoner har alle, hvad man vel uden at fornærme nogen, må kalde et pænt eller nydeligt udseende, de bevæger sig også indenfor model/skuespillerfaget, faktisk ligner de hinanden en del, bortset fra hårfarve og frisurer. Én vil være/bliver skuespiller, én vil være/bliver model og den sidste, ældste, tror jeg, er sekretær med ben i næsen og ikke bange for at tage føringen. Hun er da også en art selvbestaltet leder af gruppen. Den mandlige selvmordskandidat, der nævnes, har en flot six-pack, og en af de øvrige hjælpere for Panterne er en skøn ældre (falleret) skuespiller, som leverer fine, humoristiske indslag i nogle af historierne.

Hvad er det så, der gør, at E-voke udgiver sådan en sag som denne? Jeg har ikke spurgt, så det må blive ved mine gætterier. Greg er jo en god grund, selvom dette ikke er hans bedste præstation, så er det sjovt at sammenholde Panterne med noget af det andet, han har skrevet. Og vel er Aidans ikke Vance, men jeg har fundet mit Fart og tempo album nr. 3 frem om Familien Franval, også en serie, der gik i F. & t., deraf navnet ”et Fart & tempo album”, og mine øjne kan lide, hvad de ser båder dér og hér. Der er lys, der er smil, der er fine baggrunde i en del af billederne. Greg og Aidans, eller nogle overordnede/forlæggere har formodentlig villet have en serie med hunkøn i hoverollen for at nå et andet, større publikum, og Panterne er så blevet resultatet, og selvom der ikke er så meget forskel på historiens fortællleformel, så ER det, og har det vel været noget andet netop dette, at der var kvindelige karakterer i front. Aidans tegner bestemt fermt, dog, der er smuttere, som dér hvor en af hovedpersonerne har et par Lennon solbriller på, og de helt klart er tegnet i et hug og ikke rettet, men fremstår vind og skæve, som bygget af ståltråd. Det er formodentlig ikke tilsigtet. Panterne, gruppens navn, er vel også lidt sexistisk: sort, smygende, sexet, eller er det bare mig? Sikkert!

Jeg lagde mærke til, mens jeg læste, at jeg hele tiden havde et lille smil om munden. Var det et overbærende smil? NEJ! Det var fordi, der boblede lidt fransk champagne ud af og mellem billederammerne, jeg blev med andre ord i godt humør, mens jeg læste, så uanset om der er tale om en svunden tid, en hilsen fra det forrige århundrede, ja måske en bagatel, så overskygges de indvendinger, man måtte have af det gode humør eller den lille underfundige, stille boblende fortælleglæde, der siver frem, mens den, indrømmet, ikke særligt originale, og så alligevel, historie går sin gang. Jeg blev særligt fornøjet over den del, hvor der pludselig dukker nogle antikke møbler op i en lade på en fransk bondegård. Skønt! Hér træder den ene af pigerne i karaktér på en lidt usympatisk måde, vil nogle mene, men….. læs selv.

Det er det sædvanligt fine udstyr fra E-voke, papirkvalitet og ovesættelse/sprog i orden. Jeg napper et glas crémant og giver 4 til Panterne!

Godt nytår!

Titel: Panterne 1: Alle for en (1 af 3)
Forfatter: Greg
Tegner: Aidans
Farvelægning: Ikke oplyst (formodentlig Aidans)
Oversættelse: Anne Christine Tjellesen Fabricius/korrektur: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke

ISBN nr. 978-87-93952-25-6
Format: Hardback, 46 sider, i farver.

Pris: 169,-

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN